Atuagagdliutit - 26.10.1967, Blaðsíða 16

Den gyldne gave fra de
golde vidder
Lovende forsøg med moskusokseavl i Alaska. — En moskusokse giver i
Med tilladelse fra Time Inc., New
York, bringer vi her en artikel af
Dolly Conelly i „Sports lllustrated"
(17. juli 1967) om forsøg med mos-
kusokseavl i Alaska.
gennemsnit 2700 gram om året af verdens fineste uld til en værdi af 300 kr.
pr. kg. — En kernehjord på 12-18 dyr er nok til en families underhold.
Af Dolly Conelly, oversat af Grete Glørud.
Sidste år i maj dukkede syv klarøjede „uldkugler“ frem af „The University
of Alaska“s avlsbygninger. En skønne dag vil de måske blive betragtet som nogle
af verdens mest betydningsfulde dyr. De er nemlig det første resultat af et avls-
program, der er lagt for at forsøge at udvikle moskusoksen til at gøre samme
nytte for befolkningen i de nordlige områder, som det langhornede kvæg gjorde
det for befolkningen i det vestlige Amerika for et århundrede siden.
Der er dog næppe tale om, at nogen,
der har kendt og holdt af en moskus-
okse — for de to ting hører uløseligt
sammen — overhovedet vil tåle en
sammenligning mellem sit dyr og det
knoklede, langhornede kvæg. — En
moskusokse lugter godt, smager godt,
giver mælk og elsker at lege. Men —
vigtigst af alt — under det lange, grove
gråbrune hår, der hænger som et pan-
ser fra den lyse saddel tværs over
ryggen og næsten ned til dyrets spatel-
agtige fødder, bærer moskusoksen en
underuld, finere end nogen anden uld-
substans, man kender.
Eftersom moskusoksen er i stand til
at leve af arktisk vegetation, som et-
hvert rensdyr med respekt for sig selv
ville rynke på næsen ad, vil de vidt-
strakte prærier på jordens nordligste
arealer kunne ernære enorme hjorde
af moskusokser uden at ødelægge den
økonomiske balance i det hårde og dog
så ømtålelige land.
NÆSTEN UDRYDDET AF
MENNESKER
I svundne geologiske tidsaldre fand-
tes der moskusokser på det nordame-
rikanske kontinent så langt mod syd
som til Kentucky, samt i hele Europa.
Det er den almindelige mening, at
deres udbredelse svandt i takt med
isens tilbagetrækning i den sidste is-
tid, men Wilhj almur Stefansson læg-
ger i sine beretninger skylden for den
store formindskelse i antallet af dyr
på mennesket og dets tankeløse rov-
drift på hjordene. Stefansson skriver:
„Buen, pilen og spydet blev opfun-
det for 20—30, måske 40.000 år siden,
og siden da har praktisk taget hver
eneste moskusflok begået selvmord
ved ikke at flygte, men bliver stående
ansigt til ansigt med sine menneskelige
fjender".
For ivrige forkæmpere for bevarel-
sen af jordens sjældne dyr er disse
ord vel nok mellem de mest tragiske
i Stefanssons lange beretninger om
livet i de arktiske områder.
Når moskusokser angribes, stiller de
sig op i en cirkelformet forsvarsposi-
tion — på samme måde som Vestens
prærievogne under angreb af india-
nere — de største og stærkeste dyr,
skulder ved skulder med de massive,
hornede hoveder sænkede mod fjen-
den, danner den beskyttende kreds om
kalvene og ungdyrene. Et enkelt dyr
kan måske finde på at gøre en an-
grebs-sortie ud af rækken, men finder
hurtigt tilbage på sin plads i kred-
sen. Dyrene angriber kun sjældent i
flok, og de sætter kun i løb, hvis de
bliver ganske overordentligt forskræk-
kede. Mod ulve er denne forsvarstek-
nik strålende, men for menneskets
drabsmetoder desværre kun en hjælp.
Der er således ingen sport i at dræbe
moskusokser, men i fortiden er man-
gen en „frygtløs" jæger vendt tilbage
til sit samfund med frygtindgydende
historier om angreb af „verdens far-
ligste vildt".
Moskusoksen, miskendt, misforstået
og ilde omtalt i hundredevis af fiktive
historier, som er fæstnet på papirer,
havde ingen venner, bortset fra nogle
få, som var bjergtagne af dyrets fan-
tastiske tilpasningsevne til de arktiske
sletter.
Moskusoksens udbredelse nåede sit
minimum i det sidste århundrede.
Hvalfangere — russere, nordmænd og
amerikanere, som overvintrede i de
arktiske områder — kastede sig ud i et
tøjlesløst slagteri — lige så meget for
at drive kedsomheden på flugt som
for at skaffe føde, for man dræbte
mange flokke, som man ikke havde
behøvet at dræbe. Så sent som i tiåret
1860-1870 blev den sidste flok af de
oprindelige moskusokser udryddet i
Alaska i nærheden af Point Hope.
Kystøerne ved Canada er ligeså tæt
bestrøet med skeletter af dyr, som er
1967
Evinrudep tamaisa pigai
Evinrude giver Dem det hele
Evinrude Klneruk, tauva pitsangmlk
pisasautit, UusUerdluagauvoK, llev-
KårtoK, angatdlatikuminartoK uklu-
nutdlo mardlungnut KUlamavérKU-
sigaK, Evinrudellortartut uklune 60-
lne mislllgtagaKarput. tamånalo ta-
tiglnarslnauvat.
katalogerput plnlaruk.
En driftsikker, vandtæt motor, der
starter øjeblikkeligt i al slags vejr,
og som vil arbejde lydløst og på-
lideligt i årevis.
Vælg Evinrude og De får sikkerhed
for gennemført kvalitet, gennemtænkt
konstruktion, økonomisk, driftsikker
sejlads og 2 års garanti, for bag De-
res Evinrude ligger 60 års erfaring i
produktion af påhængsmotorer. Det
giver styrke og sikkerhed.
Rekvirer katalog.
JKZZT Altid reservedele på lager.
EVINRUDE
Forhandles over hele Grønland.
Importor: KETNER MARINE,
Vordingborggade 6-8, København 0.
'lomf
Den lækreste De kan tænke Deml
Danmarks mest berømte chokolade
«> t li 11 BARRE
igdlingnarnerpdK erKarsaul igisinaussat! Danmarkime sukul&te tu-
såmassaunerpåK.
'Idmi
— Lige hvad De trænger til. Toms
Yankie Bar giver energi og godt humør.
YANKIE BAR
— tåssarpiaK pissarianagkat. Toms Yankie
Bar nukigssaKalersitsissardlunilo Kimagtitsi-
ssarpoK.
Alle holder af Toms Holly Bar — den
er med hele hasselnødder.
HOLLY BAR
tamarmik mamardt Toms Holly Bar —
tarissanik ilivitsunik ilaKarpoK.
KdKor-

H
L
GULD KARAMELLER
Glæd hinanden med Toms Guld Karamel.
nudnårsaKatigingniaritse Toms Guld Karamel-inik.
TOMS FABRIKKER A/S. Leverandør til Det kgl. Danske Hof.
Ulven er moskusoksens naturlige fjen-
de nr. 1 — og moskusoksen vender
sig derfor instiktivt også mod ulvens
nære frænde, hunden.
amarKut tåssåuput umingmait akeraisa
pingårnerssait, taimaingmat umingmait
såssutarpait amarKut erKardlé, King-
mit.
dræbt i slutningen af det 19. århun-
drede, som en Dakata-præmie i de år,
hvor myrderierne af bisonokser fore-
gik.
33 DYR FRA GRØNLAND
BLEV TIL 680 PÅ 30 ÅR
Jeg så for første gang en flok mos-
kusokser i bevægelse — hurtigt og for-
bavsende graciøst på deres korte ben
— i den tætte, frosne tundragræs på en
tågedækket ø i Beringshavet. Pludse-
lig — som et syn fra istiden — kom de
rullende i dampen fra deres egne næ-
sebor — standsede brat og drejede
rundt for at kigge nærmere på mig.
Flere år senere så jeg en ung mand
ved navn Terry Hall (leder af moskus-
avlsstationen ved „University of Ala-
ska") i leg hale en stor moskustyr på
slæde afsted hen over et snedækket
areal. Hvor mærkeligt det end lyder,
vil en moskusokse nemlig altid springe
op på en ting, der bevæger sig, hvilket
fik den ene af os til at tænke på, hvem
der egentlig dresserede hvem? Denne
vidunderlige oplevelse var lige så
fornuftstridig, som hvis man havde
set en dinosaurus lege derhjemme i
haven.
Som så mange andre af moskusok-
sens beundrere har jeg ofte på min
globus betragtet de områder, hvor dy-
ret har haft sin naturlige — og svin-
dende — udbredelse, nemlig de ark-
tiske øer i det yderste, nordlige Ca-
nada, Peary Land til Scoresbysund
på den grønlandske østkyst samt det
canadiske hovedland, hvor områderne
ved Thelonfloden vest for Chesterfield
Inlet i Hudson Bay er som skabt for
moskusokser.
I 1930 blev disse områder for dyrets
naturlige udbredelse udvidet, idet den
amerikanske „Fish- and Wild life-
Service" indfangede vilde moskus-
kalve og ungdyr i Grønland og flyt-
tede dem, først til Fairbanks og der-
efter til Nunivak-øen ud for Alaskas
kyst. Lignende udplantninger blev
gjort i Spitzbergen og i Norge. Disse
små flokke trivedes, mest på grund af,
at der i de områder, hvor man an-
bragte dem, ikke fandtes ulve (deres
fjende nr. 1 næst efter mennesket).
Nunivak-hjorden — som var mit eget
første møde med moskusoksen — for-
øgedes hurtigt, og antallet af dyr steg
i løbet af 30 år fra 33 til 680 dyr, alt
Feriebil sælges
Volvo Amazon 1967, 100 HK,
grænseplader, 2 dørs, velholdt
mørkegrøn, kun een ejer, kørt
ca. 16-17.000 km, sælges.
Pris i København kr. 11.500,00,
overtagelse ca. 20/11 1967.
Henvendelse skriftlig eller tele-
grafisk til
Handelschef OTTO LASSEN
Norasvej 35,
CHARLOTTENLUND.
mens interessen for dyrearten stadig
voksede. Nu er moskusoksen beskyt-
tet af internationale fredningsbestem-
melser.
I 1954 føjedes til billedet af moskus-
oksen — der trods alt havde overlevet
enorme forfølgelser på de arktiske
sletter — en institution ved navn In-
stitute of Northern Agricultural Re-
search, som bestod af en gruppe øko-
loger, der havde specialiseret sig i de
arktiske områder og viet deres forsk-
ning til opdræt af såvel dyr som plan-
ter, der kunne anvendes i den nord-
lige samfundsøkonomi. Man koncen-
trerede sig om moskusoksen i troen
på, at dette store, lådne, hornede dyr
er det bedst egnede til at gå i spidsen
for de nordlige områders march mod
civilisationen.
HVERKEN OKSE ELLER MOSKUS
Navnet moskusokse er egentlig ab-
surd, for dyret er ingen okse og har
ingen moskuskirtler. Jeg har begravet
mit ansigt dybt i den mange tommer
tykke ud på skulderen af en fugtig
moskusokse og snuset og snuset, og
jeg kan kun rapportere, at den lugter
våd og „uldet" og svagt — men ikke
provokerende — af gødning. Selv det
latinske navn Obivos Moschatus (mos-
kusagtig fåre-ko), er misvisende, idet
moskusoksen antagelig er en drøv-
tygger fra fortiden, hvis artsoprindelse
ligger uafhængigt et sted mellem anti-
lopen og geden. Eskimoerne kalder
den „Umingmak" (den skæggede) og
kender dens vidunderlige uld under
navnet „Qiviut".
Nyere vurderinger baseret på Ste-
fanssons enthusiasme for dyret, er en
kompliceret historie, der nu får sin
mageløse kulmination i skabelsen af
en ny samfundsøkonomi for befolk-
ningen i canadisk Arctic og Alaska.
DEN FLYVENDE SOMMER
Den første antydning af, at dette
istidsdyr stadig eksisterede på de nord-
lige tundraer, fik man for ca. tre hun-
drede år siden, da opdagelsesrejsende
i de arktiske områder overraskedes
over at observere hele små skyer af
„flyvende sommer" i vinden, af en
substans så let og silkeagtig, at det
kom som små skinnende tæpper og
lagde sig på det lave pilekrat, der vok-
sede i de øverste tynde jordlag over
permafrosten. Denne „flyvende som-
mer" afveg i karakter så meget fra
omgivelserne, at de opdagelsesrejsende
besluttede at finde ud af, hvor den
kom fra. De blev forbløffede over at
erfare, at uldsubstansen kastedes i
hele tæpper af et stort langhåret dyr,
hvis hoved kronedes af et tungt gevir.
— Senere tiders litteratur taler således
om dette „uhyre", der under sine tykke
dækhår bar en fantastisk let, silkeag-
tig uld i lange tråde.
Dette dyr bar i sig slægtskabet med
den uddøde gigantiske moskusokse,
hvis massive knogler nu og da duk-
kede op i Alaska’s guldgraverbassiner
urv.',«.—m ■ ..tu «l, i il '±1mV 'jÆtiitl
16