Atuagagdliutit - 26.10.1967, Blaðsíða 26

teknik
ilisimatu-
sarnerdlo
Et lumskt, men effektivt våben
To gange var England ved at blive tvunget i knæ af „havets grå ulve“ —
Tyske ubåde sænkede 30 millioner tons allieret og neutral tonnage i de
to verdenskrige.
To gange i løbet af en menneskealder har havets grå ulve — de tyske ubåde —
nær formået at tvinge England i knæ. Var dette lykkedes, kunne verdens-
kortet nemt have set anderledes ud i dag.
For 50 år siden — i februar 1917 — indførte tyskerne den uindskrænkede
ubådskrig, og under anden verdenskrig —■ for 25 år siden — blev 1942 ubåde-
nes „gyldne år“, der kunne opgive rekordsænkning af allieret tonnage.
Det er to dystre år at mindes, men samtidig er der grund til at erindre om
de tusinder af søfolk, heriblandt mange danske, som under de vanskeligste
vilkår fortsatte med at sejle uden at bekymre sig om faren fra dybet. Disse
søfolk bragte måske mere end noget andet sejren hjem til de allierede.
ET UFINT VÅBEN
Helt op til første verdenskrig var
ubåden ikke noget, man regnede med.
Ubåden havde ganske vist været kendt
i mange år, men dels havde den ikke
spillet nogen rolle, og dels betragtede
pæne søofficerer af den gamle opdra-
gelse „disse tingester" som et snig-
morder-våben, man ikke kunne være
bekendt at give sig af med.
Tyskerne var — tvunget af om-
stændighederne — de første, der æn-
drede opfattelse. Man konstaterede
hurtigt, at de tyske krigsskibe ikke
kunne tilkæmpe sig herredømmet til
søs, og da fronten i Frankrig kørte
FHCK0NTAKT
UDKOMMER HVER MÅNED
MED DE SIDSTE NYHEDER
INDENFOR:
Hi-Fi-STEREO
MUSIKLYDBÅND
BÅNDOPTAGERE
& TILBEHØR
i
TILSENDES GRATIS
F.H. C. Electronics
Landgreven V, Kbh. K.
Døgntelefon: (01) 1498 51
fast, kunne man heller ikke nå en
afgørelse den vej.
Samtidig var ubådene ved at gøre
sig gældende, og det på en måde, ingen
havde turdet drømme om.
Den 22. september 1914 skrev den
tyske kaptajnløjtnant Otto Weddingen
søkrigshistorie, da han med sin båd
U 29 i løbet af en halv time sænkede
tre britiske krydsere ud for den hol-
landske kyst.
„Aboukir" blev først ramt og kæn-
trede hurtigt. Da „Hogue“ og „Cressy"
— som Churchill udtrykte det: Med
ridderlig enfold — ilede til hjælp, blev
de også torpederede, og ialt omkom
1400 mand.
Det var det første alvorlige slag mod
den britiske flåde, men flere fulgte
efter, og der rejste sig et ramaskrig i
England, hvorimod Weddingen i Tysk-
land naturligvis blev kåret som en
nationalhelt.
„LUSITANIA“-TRAGEDIEN
Endnu i 1915 var USA’s stilling til
krigen mildest taget uafklaret. I den
amerikanske befolkning herskede der
meget delte meninger, og præsident
Wilson var om ikke ligefrem tysk-
venlig, så dog sympatisk indstillet
overfor centralmagterne.
Den 7. maj 1915 sørgede en tysk
ubåd for, at folkestemningen i USA
slog om til fordel for England. Lidt
lej en bil nu
ni ferien
derhjemme
jeg vil gerne omgående og uden forbindende
have tilsendt Deres prisliste for autoudlejning!
NAVN:
STILLING:
ADRESSE:.
så står den
parat til Dem
_ nar De.
kommer hjem
Hos Pitzner Auto kan De på fordelagtige vilkår leje bilen til
ferien - et hvilket som helst mærke. Klip kuponen ud, udfyld
og send den til os allerede i dag, så De har Deres ferievogn
hele ferien - det går legende let hos Pitzner Auto!
PITZNER
AUTO
INTERNATIONAL AUTO UDLEJNING
TROMMESALEN 4, KØBENHAVN V
Telegramadresse: PITZNERAUTO
over middag torpederede U 20, ført af
kaptajnløjtnant Schweiger, syd for
Irland den 40.000 tons store engelske
passagerliner „Lusitania", der var på
vej fra New York til Liverpool med
næsten 2000 mennesker om bord, her-
af mange amerikanere.
Torpederingen skete uden varsel, og
kæmpeskibet fik hurtigt slagside. I
løbet af tyve minutter forsvandt det
under havets overflade, mens besæt-
ning og mandlige passagerer kæmpede
en heroisk kamp for at få kvinder og
børn anbragt i redningsbådene. Godt
1100 mennesker omkom ..
Tyskerne hævdede, at skibet havde
medbragt ammunition og kanoner,
men dette blev benægtet af englæn-
derne. Det må dog tilføjes, at oplys-
ninger, der fremkom mange år efter
krigen antydede, at tyskerne måske
ikke havde haft helt uret, men derfor
vil sænkningen af „Lusitania" allige-
vel altid blive betragtet som en udåd.
Det er også værd at lægge mærke til,
at ubådskaptajnen, der iøvrigt omkom
senere under krigen, ikke høstede pro-
fessionel anerkendelse fra sine kolle-
ger og overordnede.
DET DYRE ÅR
„Lusitania“-katastrofen medførte et
spændt forhold mellem USA og Tysk-
land, men tyskerne skyndte sig at
glatte ud og skyerne drev over.
Først i foråret 1917 greb USA til
våben — og det var igen ubådene, der
var den direkte årsag.
Tyskerne var blevet klare over, at
man ikke kunne holde til fronternes
udmattelseskrig og samtidig virkede
den engelske blokade som et kvæler-
tag. Tvunget af militære, politiske og
økonomiske forhold erklærede Tysk-
land den 1. februar 1917 den uind-
skrænkede ubådskrig. Herefter ville
fartøjer i farvandene ved England og
Frankrig og i Middelhavet blive sæn-
ket uden varsel. — Da fem amerikan-
ske skibe var blevet sænket, erklærede
USA krig i april 1917.
1917 blev det dyreste år for de alli-
erede. Ialt sænkedes over 4 miil. tons
allieret og neutral tonnage, og heraf
tegnede ubådene sig for godt 3,5 miil.
Foråret var den værste tid. Ved ud-
gangen af april indeholdt engelske
lagre af vigtige varer kun forsyninger
for seks uger, og da krisen var over-
stået, indrømmede man åbent i under-
huset, at ubådskrigen nær havde
bragt England til et punkt, hvor man
ikke længere kunne fortsætte krigen.
At faren blev afværget skyldtes flere
ting. Dels var der tale om en vis af-
matning hos tyskerne, dels mistede
ubådene baserne langs Flandems kyst
ved den allierede fremrykning, og
endelig havde ubåds-bekæmpelsen an-
taget former, der var helt ukendte i
de første krigsår. Der var lagt mine-
felter og netspærringer, dybvandsbom-
ben var opfundet, skibene blev camou-
flagemalet og flyene havde vist sig at
være en farlig fjende for ubådene.
Alligevel nåede ubådene at sænke

" SjfFOTOKOPI
* % ^"4^,
, \ <r/kv,„
\\
%
ATELIER
ELEKTRAA/s
Kompagnistræde 22 MI 4222
KØBENHAVN
tuluit sorssQtai pingasut pisoKauneru-
ssut sorssungnerssup sujugdliup aut-
dlartlneranit sapåtip akunere ikigtunguit
Kångiutut atautslkungajak tyskit arKar-
tartuånit kivisfneKarput. sorssOt „Cres-
sy“ kivinigssane sujorKutdlugo klngung-
mat inugtaisa imånut pigsigsimassut ta-
kuvåt sorssutip nålagå umiarssOp sane-
råne ataniarssuatårtoK. nalugtut tåsså-
ngåinaK hurrårtOtilerput, kinguninguati-
gutdlo umiarssup nålagåta umiarssuane
kiveKatigå. — taimane åssilialiaK malig-
dlugo.
Tre ældre britiske krydsere blev næsten
samtidig sænket af en tysk ubåd få
uger efter første verdenskrigs udbrud.
Da krydseren „Cressy" kæntrede in-
den den sank, så mandskabet, der var
sprunget i vandet, at skibets kaptajn
balancerede oppe på skibssiden. De
svømmende brød spontant ud i hurra-
råb, og et øjeblik efter forsvandt kap-
tajnen i dybet med sit skib. — Efter en
samtidig illustration.
-----T T)
godt 1,5 millioner tons i 1918, og da
våbenstilstanden kom i november
samme år, havde tyskerne over 150
ubåde klar til kamp.
Ialt sænkede tyske ubåde under før-
ste verdenskrig over 15 millioner tons
allieret og neutral tonnage.
Den tyske flådeledelse havde øn-
sket en øjeblikkelig ubådskrig med
alle midler, men Hitler måtte af poli-
tiske årsager — bl. a. forholdet til
USA — diktere tilbageholdenhed.
DEN „HENSYNSFULDE" KRIG
EN FØDSEL I DØLGSMÅL
Efter det store opgør — den krig,
der skulle hindre alle fremtidige krige
— var det svært at skaffe bevillinger
til krigsmateriel, og blandt sejrmag-
terne var der ikke synderlig interesse
for at bygge ubåde. Man anså det lige-
frem for et unfair våben, der skulle
forbydes.
Kun i det slagne Tyskland vidste
man, hvad ubåden var værd, men af
gode grunde holdt man denne opfat-
telse for sig selv. Freden var faktisk
ikke mange måneder gammel, før
tyske søofficerer var i fuld gang med
at studere ubådsbyggeri, og i de kom-
mende år lod officererne sig ansætte
som ingeniører og arbejdere på uden-
landske værfter for at følge med i ud-
viklingen. Ved Hitlers magtovertagel-
se genoptog den tyske marine kursus
i ubådstaktik, og da der efter flåde-
overenskomsten med England i 1935
kom fart i opbygningen af tysk sø-
magt, lagde man særligt vægt på
ubådene. Et af den anden verdens-
krigs farligste våben blev født — til
dels i dølgsmål, men — ufatteligt nok
— med engelsk velsignelse.
På et eller andet tidspunkt betroede
Hitler imidlertid flådechefen, admiral
Raeder, at der ikke ville blive nogen
krig før efter 1945, og at „føreren" ville
sætte pris på nogle store skibe, der
kunne præsentere Tyskland på værdig
vis.
Resultatet var, at det gik ud over
ubådsbyggeriet, og da krigen brød ud
i 1939, protesterede Raeder indigneret.
Man havde mindre end 60 aktions-
klare ubåde, og heraf lod kun en ringe
del sig anvende på de store have.
Desuden havde man vrøvl med torpe-
doerne, som ikke eksploderede, når
de ramte målet — hvis de da i det
hele taget ramte. — I det første krigs-
år reddede det mange allierede skibe
fra fordærv, mens eder og forbandel-
ser svirrede i ubådenes kommando-
rum, når man måtte notere en forsager
i stedet for en sikker gevinst.
Alligevel sænkede en ubåd den 3.
september uden varsel den britiske
passagerdamper „Athenia", hvor bl. a.
mange kvinder og børn omkom. Hitler
blev rasende og indskærpede, at
ubådskrigen skulle føres hensynsfuldt.
Han troede endnu at kunne „tale Eng-
land til fornuft".
Hensynet gjaldt dog ikke britiske
flådestyrker, og i oktober begik den
unge ubådskaptajn Giinther Prien sit
mesterstykke. Han trængte ind i flåde-
basen Scapa Flow, sænkede slags-
skibet „Royal Oak“, beskadigede et
andet — og klarede sig hjem i god
behold. Han blev hyldet over alle
bredder i Tyskland — som sin for-
gænger Otto Weddingen 25 år tid-
ligere.
Bygningen af ubåde havde nu fået
førsteprioritet i Tyskland — men det
var for sent. Hvis den tyske marine
fra starten havde haft det antal ubåde,
man oprindeligt havde planlagt, havde
England formentlig måttet give op i
1941, sagde engelske eksperter efter
krigen.
Men først i 1942 nåede det tyske
ubådsvåben en antagelig styrke, og
samtidig var jagtmarkerne udvidet til
de mere eller mindre uforberedte ame-
rikanske farvande.
Resultatet var chokerende. Mens
ubådene i krigens første 27 måneder
sænkede 1084 skibe på ialt 5 miil.
tons, sænkedes i de følgende 18 måne-
der (1942 og foråret 43) over 1400 skibe
på ialt 7,5 mili. tons.
Men bøtten havde vendt sig. Kon-
vojerne blev bedre vogtet, og nye
våben blev sat ind. Moderne søge-
apparatur som radar og asdic betød,
at „De grå ulve" pludselig blev de
jagede i stedet for de jagende, og i
krigens sidste 22 måneder lykkedes
det „kun" at sænke 346 skibe på ca. 2
miil. tons — Af de ialt ca. 1100 ubåde,
sænkedes de 785.
1942 blev det sorte år for de alliere-
de, men da den mørke tid var over-
stået, øjnede man lysningen forude.
Ulvej agten var gået ind ..
mrnmwi
Mand og
mand
imellem...
IlMlllillimm
- nydelsens
højdepunkt
26