Atuagagdliutit - 07.11.1968, Blaðsíða 6

Grønlænderne
er trofaste
mod kirken
Det, der gør det så opmuntrende at være præst i Grønland er
bevidstheden om, at man ikke er tjener for en speciel reli-
giøst interesseret kreds, men for hele folket, også de unge
mennesker, siger provst Svend Erik Rasmussen i en afskeds-
samtale.
Provst Svend Erik Rasmussen har nu forladt Grønland efter 16 års virke
heroppe. Sjældent har en dansker, der ikke er født og opvokset i Grønland
levet sig så godt ind i den grønlandske mentalitet og det grønlandske sprog
som han. Med sit ligefremme og venlige væsen har han vundet mange venner
blandt den grønlandske befolkning. Mange kommer til at savne ham. Her på
„Grønlandsposten“s redaktion kommer vi også til at savne ham. Siden 1962
har han redigeret „Grønlandsposten“s meget læste kirkeside ligesom han har
skrevet juleprædikener og juleledere i de senere år.
At provsten kom så godt ind i grøn-
landsk tankegang og sprog skyldes nok
den omstændighed, at han i otte år
virkede i OmånaK, hvor der ikke var
så mange danske. Efter et år som „pa-
lasitåK" i Godthåb — den nye præst
— flyttede han i 1953 til tJmånaK,
hvorfra han kom tilbage til Godthåb
som nyudnævnt landsprovst i 1961.
DEN GRØNLANDSKE PSYKE
Provst Svend Erik Rasmussen er le-
vende interesseret i udviklingen i
Grønland, og han har mange gange
deltaget i den verdslige debat. Der er
sket meget i de år, hvor han som præst
og provst virkede heroppe. Ved hans
afrejse er det naturligt at stille ham
•De har
altid
brug
foren
Jotter
f PARKER
Kvalitetskuglepennen
. der er god
at ha’ ved hånden ...
det spørgsmål, om han mener, der er
forskel på grønlændere for 16 år siden
og nu.
— Jeg mener at have lært grøn-
lænderne godt at kende, og jeg tror
ikke, at det grønlandske folkesind har
ændret sig ret meget på trods af de
store ydre omvæltninger, svarer provst
Rasmussen. — Et folks karakter æn-
drer sig ikke i løbet af få år. Det grøn-
landske folkesind rummer så stærke
og smukke menneskelige egenskaber,
at man ikke kan tro, at disse års vold-
somme ydre omvæltninger kan øde-
lægge den uforanderlighed, man fin-
der i den grønlandske psyke.
I det ydre er der sket kolossale om-
væltninger, også i yderdistrikterne,
som jeg kender bedst. Disse ændrin-
ger i folks levevis er slået meget stær-
kere igennem end man kunne for-
vente. Men det er mit hovedindtryk,
at. de ting, der virkelig tæller her i
livet ikke har ændret sig i væsentlig
grad. Når danske udtaler sig om grøn-
lændere og den grønlandske psyke,
beror det kun på et kendskab til ydre
reaktioner og ikke til det, man må-
ske kunne kalde selve vækstlaget, det
egentlige grønlandske gror på.
STEMMER SINDET TIL
TAKNEMMELIGHED
— Er grønlænderne blevet lykkeli-
gere?
— Det kan de enkelte grønlændere
selv bedst svare på. Menneskelig lyk-
ke er et udflydende begreb. Hvis man
spørger mig, om jeg er lykkelig, ved
jeg ikke, hvad jeg skal svare. Jeg er
taknemmelig for hver dag, jeg får lov
til at leve og prøver på at være tak-
nemmelig, hvad enten det nu er sol-
skinsdage eller gråvejrsdage. For mig
er udgangspunktet for hele min syn
på tilværelsen dette, at livet er en
gave. Jeg ser det som min personlige
opgave at fastholde dette synspunkt,
hvordan de ydre tilskikkelser end er.
løvrigt mener jeg at kunne sige, at
mange grønlændere evner bedre end
vi europæere at være glade og tak-
nemmelige for hver dag, de får skæn-
ket. Denne glæde og taknemmelighed
sKai måske ses netop på Daggrund af
ae hårae vilkår, som dette folk sa ofte
nar været og stadig bliver budt. Den
grønlandske livsglæde — „festens ga-
ve" — som man ofte ser fremhævet,
forekommer mig slet ikke at være
overfladisk. Det daglige liv i Grønland
er hårdt, og det stemmer sindet til
raknemmelighed.
ET UFORANDRET ELEMENT
— Mærker man i Grønland den af-
kristning, man ofte hører om i andre
lande i de senere år?
— Man gransker ikke hjerte og ny-
re, og hvis jeg griber mig selv i at an-
stille betragtninger over andre men-
neskers kristne eller ikke kristne ind-
stilling, så kan det kun skyldes, at
farisæeren i mig stikker hovedet lidt
tor langt frem. Det ville jeg nødigt
udtale mig om.
— Men det er givet, at man i nuti-
dens Grønland ikke kan se bort fra
det, man med et dårligt dansk ord kal-
deer „afkirkning“. Søndagen skal nu
bruges også til mange andre ting end
kirkegang. Jeg finder det ikke mær-
keligt i betragtning af, hvor stærkt et
vesteuropæisk kulturmønster på
overfladen er slået ind i Grønland.
Alligevel er det påfaldende, hvor me-
gen trofasthed der stadig findes mod
den grønlandske gudstjeneste, at man
ved højtiderne stadig må hænge i lyse-
kronerne i de fleste grønlandske kir-
ker. Den grønlandske kirke samler og-
så på ganske almindelige søndage et
bredt udsnit af befolkningen. Det er
man som præst taknemmelig for.
Det, der gør det så opmuntrende at
være præst i Grønland er bevidsthe-
den om, at man ikke er tjener for en
specielt religiøst interesseret kreds,
men for folket, også de unge menne-
sker. I andre lande har ungdommen
svigtet kirken. I Grønland er ung-
dommen den aldersklasse, som mange
steder udviser trofasthed mod kirken.
Jeg tror det hænger sammen med, at
den grønlandske kirke i disse bryd-
ningsår er forblevet et uforandret ele-
ment i et samfund, der ellers er for-
færdelig rodet. Grønlænderen føler sig
meget usikker i disse år, men kirken
er det sted, hvor man tør være sig
selv. Her tales det grønlandske sprog,
her tolkes et gammelt budskab af
landsmænd, som forstår at lægge det
frem, så det ikke føles fremmed. Og
her får man lov til at synge på sit
eget sprog.
Jeg synes, at man ikke bør ændre
rammen om den grønlandske gudstje-
neste, hvor det grønlandske sprog ta-
les og hvor grønlandske salmer og
frisk fra frugten
indeholder dobbelt så meget saft
og smager dobbelt så godt
paomatutdle nutårsungnitsigaoK tungumik
mardloriåumik imaKarpoK mardloriåumigdlo
mamåssuseKardlune
Det røde SINALCO-mærke er Deres garanti for den na-
turrene frugtfriske læskedrik - i mange lande verden
over
SINALCO-p nalunaeKutå augpilassoK - silarssuarme
nunarpagssuarne - ugpernarsautauvoK imeruersautip
paornanit nutånit pissQneranik.
Agentur for Grønland:
Kalåtdlit-nunåne niorKuteKartoK:
NOTA-BENE v/ H. JENSEN, GODTHÅB
Provst Rasmussen har i årenes løb fore-
taget mange og lange embedsrejser i
Grønland. Som den første provst i Grøn-
land foretog han for et par år siden
en slæderejse fra Diskobugten til Thule
over en strækning på 1500 km. Her ses
provsten (til venstre) under sin lange
slæderejse.
provst Rasmussen ukiut ingerdlaneråne
atorfingmiriut atatitdlugo amerdlaKissu-
nik angnertoKissunigdlo angalassarsi-
mavoK. nunavtine provstiussartunit su-
jugdlersauvdlune sujornåk Kimugsimik
ThuleliarpoK Diskobugtimit 1500 km-inik
isorartutigissoK angatdlavigalugo. tåssa
provste (såmerdleK) Kimugsernerssuar-
mine åssilineKarsimassoK.
melodier synges. Hvis den udsættes for
mange eksperimenter i modernistisk
retning, så vil kirken i Grønland let
kunne blive et lige så fremmed sted,
som så mange nye institutioner er det.
KIRKEN MÅ VIRKE 1 FRIHED
— Kirken i Grønland havde stor
magt i gamle dage.
— Jeg mener ikke, at kirken skal
have „magt". Kirkens lange historie
kan opvise mange afskrækkende ek-
sempler på, hvordan det kan gå med
magt i kirken. Det er kirkens opgave
at komme med et glædeligt budskab,
som må modtages i tro eller forkastes
i forargelse. Hvis en kirke ikke for-
står dette, så ved den ikke, hvad det
er at være kirke. Men når dette er
sagt, vil jeg samtidig understrege, at
en folkekirke må have et naturligt
krav på at kunne udfolde sit virke i
frihed.
Hvis helligdagslovgivningen i vid
udstrækning ikke kan respekteres i
Grønland, så må vi gøre vrøvl. Men
det har ikke noget med magt at gøre.
Det, vi ønsker er, at samfundet af-
giver sådanne rammer for kirkens ar-
bejde, at den kan udføre arbejdet i
frihed.
PROSELYTMAGERI
— Hvordan er folkekirkens forhold
til de andre trossamfund i Grønland?
— Kirken i Grønland er folkets kir-
ke. Derfor mener jeg, at det er „un-
fair" — hvis man kan bruge et så-
dant udtryk i den forbindelse — at
drive proselytmageri fra forskellige
sekters side. Af den grund bliver fol-
kekirkens forhold til andre kirkesam-
fund meget spændt. Vi har religions-
frihed i Grønland, men alligevel me-
ner jeg, at det er unfair at drive mis-
sionsvirksomhed heroppe, fordi vi le-
ver i et kristent land. Det kan ikke
være nogen lykke for den grønland-
ske menighed at blive spaltet op i for-
skellige religiøse samfund. De andre
kirkesamfunds opfattelse af kristen-
dommen er for en stor del ikke i over-
ensstemmelse med Ny Testamentlig
kristendom. Nogle sekter er frastø-
dende i deres arbejdsform.
Hvad ligner det i Grønland at stille
sig op på gaden og synge omvendel-
sessange til strengeakkompagnement?
Den slags virker nedbrydende og er
med til at stille det, der har med reli-
gion at gøre, i et latterligt lys.
BEFORDRER SAMEKSISTENS
— Hvordan er forholdet mellem
danske og grønlændere?
— Det kan jeg kun besvare meget
personligt. Jeg har efterhånden boet
længe i Grønland og har i vid ud-
strækning fået lov til at blive accep-
teret i dette samfund. For mit eget
vedkommende vil jeg sige, at jeg har
oplevet forholdet mellem danske og
grønlændere som naturligt og godt.
Når vi er sammen med mennesker i
Godthåb enten hos os eller hos andre
spekulerer vi ikke på, om de er dan-
ske eller grønlændere. Ganske natur-
ligt er det sådan, at de folk, som ved
vor afrejse kender os bedst for en
stor dels vedkommende er grønlæn-
dere.
De danske heroppe er i højere grad
et farende folkefærd. Den grønlandske
befolkning er „hjemmehørende". Men
jeg mener, at forholdet mellem de to
befolkningsgrupper i langt de fleste
situationer er godt, endda forbavsende
godt, netop i betragtning af, at vi har
hver sit sprog og hver sin baggrund.
At forholdet i dag er så godt, som det
er — tænk på, hvad man hører om de
nye stater, især i Afrika — tror jeg,
det hænger sammen med, at det grøn-
landske folkesind rummer værdier og
netop befordrer sameksistens. Her
tænker jeg på det karakteristiske ved
det grønlandske sind: Imødekommen-
hed, venlighed, åbenhed og hjælp-
somhed.
Sådan er mit forhold til grønlæn-
derne og sådan har jeg lært det grøn-
landske folk at kende. Måske har an-
dre gjort andre erfaringer, men det
er nu engang min mening om den
ting.
AFVEKSLENDE OG RIGT ARBEJDE
— De rejser altså ikke skuffet hjem?
— I hvert fald ikke. Når man er
præst må man prøve på ikke at lægge
for megen vægt på de skuffelser, som
man selvfølgelig møder i disse års
Grønland, hvor man unægtelig har
svært ved at skelne mellem godt og
ondt og mellem rent og skidt. Som
præst har man aldrig „sukces" i sit
arbejde, men når De spørger mig, om
jeg rejser skuffet hjem, siger jeg helt
afgjort nej.
Jeg tror ikke, at jeg får et så afveks-
lende og rigt arbejde, som jeg har haft
her. Der er knyttet bånd heroppe, som
jeg tror er så stærke, at de også vil
kunne spænde fra Grønland til Hader-
slev. Vi har været så længe i landet
og er blevet indgroet i det, at vi
utvivlsomt aldrig kan distancere os
fra Grønland og fra grønlænderne. Og
vi har heller intet ønske om at distan-
cere os.
Julut.
6