Atuagagdliutit - 07.11.1968, Blaðsíða 8

Mindre spiritus, og så
Overførsel af ren
tilfAngmagssalik
sdyi
I sommer havde jeg den glæde at
gense Holsteinsborg. Jeg så rensjæge-
re komme med masser af dyr (næsten
for mange, efter min mening). Så var
det, jeg begyndte at spekulere på, om
det ikke var en ide at overføre nogle
af dyrene i Holsteinsborg-området til
andre egne af Grønland, hvor der ikke
findes rensdyr.
Jeg tænker først og fremmest på
Østgrønland, nærmere betegnet områ-
det ved Angmagssalik. I dette område
var der rensdyr før i tiden. Man finder
stadig rensdyrtakker ved Angmagssa-
lik. Hvad vegetation angår er Ang-
magssalik-området ikke ringere end
andre egne på vestkysten, hvor der
findes rensdyr. Der findes dybe og
vegetationsrige fjorde, der vil være'
glimrende egnet for rensdyr. Området
ved Angmagssalik er slet ikke så koldt
om vinteren. Hvad vintertemperatur
angår er det meget mildere end Hol-
steinsborg egnen. Det eneste problem
er nok, at der er masser af sne på
østkysten om vinteren. Men en rens-
jæger fra Holsteinsborg fortalte mig,
at rensdyr er dygtige til at finde føde
om vinteren ved at skrabe sne.
Hvis man overfører et begrænset
antal dyr fra vestkysten til østkysten,
vil man i løbet af få år blive klar
over, om de kan klare sig på østky-
sten. Jeg tvivler slet ikke på, at for-
søget vil lykkes. Derfor vil jeg an-
mode landsrådet om at foranstalte
overførsel af ti dyr til østkysten.
Ulrik Lennert,
Kungmiut.
Berigtigelse
I „Grønlandsposten" nr. 21, der ud-
kom den 10. oktober er der på side 14
en artikel med overskriften: „Motor-
køretøjer i Grønland skal nu beskat-
tes". I artiklen står der blandt andet:
„Jørgen Olsen foreslog bilindførelses-
stop fra 1. oktober, og fra denne dato
en årligt afgift på 5000 kr. pr. ind-
ført bil."
Dette beror på en misforståelse. Un-
der afgiftsdebatten understregede jeg,
at jeg slet ikke var enig med Kaj
Narups forslag om en årlig bilafgift
på 2000 kr. Jeg mente, at det var for
meget forlangt af bilejerne, og at ad-
ministrationen vil blive for besvær-
lig. Derfor foreslog jeg en engangsaf-
gift på 5000 kr. pr. indført bil.
Jørgen Olsen.
Der drikkes for meget i Grønland.
— Det er sagt til trivialitet, og for-
bruget stiger stadig. Vi ser talrige
eksempler på drikkeriets skadelige
virkninger, og de fleste er mere eller
mindre berørt af de tragedier, det
medfører. Det ligesom ligger i luften,
at nu må der gøres noget, en forvær-
ring af situationen er ikke til at bære.
Myndighederne forsøger en for-
brugsbegrænsning ved at påbyde re-
striktioner, det lykkes forhåbentlig,
men dermed er ikke sagt, at man har
fat om ondets rod. Mange implicerede
vil stå igen med problemet: Hvad skal
vi gøre, når vi ikke må drikke? — Vi
har hørt eksempler på, hvordan kri-
minaliteten stiger, hvor ølforsyningen
er sluppet op. Er det fremtidsudsig-
terne, vi har for os, med spiritusratio-
neringens ikrafttræden?
Når jeg står over for unge, der har
brugt hele ugelønnen til nogle flasker
spiritus, evt. nogle popplader og lidt
smart tøj, gribes jeg af stor tristhed,
for det er vel som smulerne fra de
riges bord, de unge sidder med. Lad
være, at de har flere penge til deres
rådighed, end jeg selv nogensinde har
haft som ung, men hvad har de ellers
til at fylde deres tid? — Hvad er de
opdraget til, tilskyndet til fra deres
hjem og fra de toneangivende i byen?
Vender man sig til den ældre gene-
ration, må man indrømme, at de fleste
har været ude for omvæltninger, så
det er forståeligt, nogle har svært ved
at finde fodfæste og vide, hvordan de
skal gebærde sig for at klare situa-
tionen.
Mange faktorer, som ikke forekom-
mer i en egn i Danmark med minimalt
spiritusforbrug, spiller ind her. Det
burde have været med, da ædruelig-
hedskommissionens betænkning i au-
gust blev offentliggjort i pressen.
Mange læsere i Danmark fik et vel
råt og unuanceret billede af forhol-
dene her.
Den offentliggjorte rapport handlede
fortrinsvist om dø lavestlønnedes umå-
deholdne forbrug, deraf følgende ar-
bejdsforsømmelser, restancer, slags-
mål, umoralitet og politisager.
Jeg var i Vestjylland, da rapporten
kom frem i pressen, og jeg undrede
mig ikke over chokvirkningen der.
Dog er det forhold, som kan sammen-
lignes med, hvordan det er i sogne
med dårlige ledere og foregangsmænd.
Der er mange uengagerede, som finder
sammen ved flasker eller kortspil, og
ved offentlige fester, er der uro, så
politiet må med.
Dette skrives ikke her for at be-
brejde nogen noget, men blot for at
pege på visse faktorer, som må med
i beregningen, når man vurderer spi-
ritussituationen i landsdelen her.
I egne i Vesttyskland kan selv de,
der har de betydeligste stillinger, hol-
de familiefester som bryllupper og
sølvbryllupper med vand evt. andre
former for alkoholfri drikkevarer på
bordet til festmiddagen. Der er til gen-
gæld oftest fest mindst 2—3 dage, flere
hundrede mennesker deltager. Det er
ikke for få udvalgte, alle pårørende
er med, d.v.s. alle naboer, hele fami-
lien og alle unge i sognet. Serveringen
skal helst bestå af de traditionelle ret-
ter, afvigelser tydes som praleri. Det
er dog fester, man glæder sig til.
Man kan sige, det er ikke typisk
dansk, efterhånden næppe heller ty-
pisk vestjysk, som det har været. Det
gælder dog stadig i disse egne, at folk
samles uden persons anseelse, lægger
større vægt på fællesskabet end på
serveringen, og man samles ikke blot
til private fester, men tillige ved hyp-
pige foreningsarrangementer.
Det er en væsentlig samfundsdan-
nende faktor, at folk besinder sig på,
hvad de har, og hvad de vil. Kan der
etableres et givende interesse- og ar-
bejdsfællesskab, følger festen uund-
gåeligt efter, og den behøves. Som vi
efter søgnedagene har søndagen, be-
høver vi efter arbejdet festen, rusen.
Så er spørgsmålet, hvordan denne rus
manifesterer sig.
Nogle går gerne til dans, andre me-
ner, det er syndigt, de arrangerer fol-
kedans eller sanglege i stedet for, li-
gesom nogle foretrækker brætspil i
stedet for kortspil. Nogle er imod kon-
firmation, de arrangerer alligevel no-
get. Det har intet at gøre med konfir-
mation i ordets egentlige betydning, de
kalder det dog borgerlig konfirmation.
I de østeuropæiske lande vil myndig-
hederne helst afskaffe alle kirkelige
fester. De gør det imidlertid ikke ved
forbud, det ville måske tværtimod ha-
ve virket som tilskyndelse, de har i
stedet for sindrigt planlagt, hvordan
staten kan overtage kirkens rolle ved
familiefester som f. eks. dåb, konfir-
mation og bryllup, så alle ydre arran-
gementer og festbilledet fastholdes.
Om menneskers uundgåelige uratio-
nelle behov skriver den tyske forfat-
ter Bertolt Brecht i bogen „Om tidens
teater", idet han henviser til Freuds
„Das Unbehagen in der Kultur", hvor
der står: „Livet er en tung byrde for
os, det bringer os for megen smerte,
for mange skuffelser, uløste opgaver.
For at kunne bære det, må vi have
lindrende midler. Af sådanne er der
måske tre slags: Stærke afledninger,
som får os til at lade hånt om vor
elendighed, surrogattilfredsstillelser,
som formindsker den, berusende mid-
ler, som gør os ufølsomme for den.
Et eller andet af den art er ikke til
at komme uden om." Der omtales vi-
dere, hvilken rolle kunsten spiller for
mennesket. „Den slags surrogattil-
fredsstillelser, som kun kunsten kan
give, er målt med virkeligheden kun
illusioner, men derfor ikke psykisk af
Autoriseret lagerførende forhandler af HONDA generatorer
og stationære motorer
TAGE SCHJØTT . Rækkehuset 5 . Narssau
MAMARTAK'AOK'
Sma pflrtugkat lluine mSrKanut
frimærkinlk navssSgssaKarpoK
— EN NYDELSE
og der er Indlagt frimærker til
børnene 1 pakken
TELEFONER CENTRAL 11116V - 6261
KRONPRINSESSEGADE 36 • KØBENHAVN K
mindre virkning, takket være den rol-
le, fantasien spiller i sjælelivet." —
B. Brecht henviser derefter til teate-
ret.
Her i Grønland er det nærliggende
at tænke på sagnet „Festens gave",
alle tiders hymne til festen. Her er der
blot ikke tale om en bitter nødven-
dighed, men om en gave til menne-
skene. (En væsentlig forskel, der siger
noget afgørende om tider og menne-
sker). Hvilken udfordring at have ar-
vet sådan et sagn. Det opfordrer til
at bruge fantasien, til at lege, at spille,
danse og feste sammen. Ganske vist
er trommedansen passé, der er dog
andre muligheder, også ud fra grøn-
landsk tradition.
Det er således nærliggende at pege
på amatørteateret som en mulighed
i dag. Der er ingen tvivl om, her kan
laves teater. For mange vil det kunne
betyde et engagement og udfoldelses-
muligheder, der giver større frimodig-
hed og en åbenhed over for hverdags-
problemer.
Det er ikke Holberg eller Hostrup,
jeg vil have frem, heller ikke den lo-
kale forfatters forsamlingshuskomedie
efter gammel dansk opskrift. Moderne
teater indebærer langt flere mulighe-
der. Vælg emner fra hverdagen. Lav
politisk teater, værkstedsteater, eller
hvad man vil kalde det. Tag dagens
avis, læs med kritik og humor og spil
så ud!
Der er masser af stof at hente fra
de grønlandske sagn, for der er vel
dramatik, så det forslår.
Tag også kirken med. Den er endnu
en levende bestanddel af det grøn-
landske samfund, lad den blive ved
med at værer det. Her er aktive me-
nigheder, som nu må følge kirken og
befæste dens position i de nye bysam-
fund.
Kirkespil er en ny form for forkyn-
delse af evangeliet, som i de seneste
år har vundet stor udbredelse i Dan-
mark. Der er nu oprettet en skole for
instruktører, ledet og anerkendt af
præster. Det er på sin vis noget gam-
melt, som tages op. Det religiøse dra-
ma er jo i sin oprindelse urgammelt.
Hvad kan det ikke betyde for at le-
vendegøre det grønlandske sprog, om
det for alvor bliver brugt i dramatisk
øjemed. Jeg tænker på Finland, hvor
det finske sprog i løbet af en menne-
skealder har vundet et terræn, som
de færreste kan have drømt om. Det
forekommer nærmest utænkeligt uden
det folkelige teater. Der skrives, spil-
les og ses teater i et omfang, som vi
aldrig har kendt det i Danmark. Hver
lille by har et eller flere teatre med
fast repertoire både sommer og vin-
ter. Der er nationale stykker som f-
eks. de dramatiserede romaner Syv
brødre og Ukendt soldat, der har sam-
let fuldt hus i 10 år eller mere. Man
valfarter til byerne, hvor disse styk-
ker opføres. De indrømmer det lidt
genert, for man går ikke rundt og pra-
ler med det nationale, det er der blot.
I sommer havde de inviteret til en
festival med et teatersymposium om
teater og politik, specielt om moderne
eksperimentel teater. De havde også
arrangeret nordisk visesang-konkur-
rence, jazzfestival, operafestival og
musikfestspil. Et bevis på den kul-
turelle aktivitet i Finland.
Nærmere ved er Færøerne og Is-
land, som også er godt med, hvad tea-
ter angår. Der er begge steder tale om
en tradition, hvilket nok kommer af
en vedvarende forbindelse med Euro-
pa, hvorimod Grønland længe har væ-
ret helt isoleret, hvad kulturel påvirk-
ning angår. Isolationen er slut, men
teatertraditioner er selvsagt ikke så
let at overføre som en ladning bygge-
elementer, øl eller biler. Tornerose-
søvnen må dog være slut. Nogle har
begyndt at røre på sig.
Der har gennem år foreligget tilbud
om praktisk hjælp fra DATS, Dansk
Amatør Teater Samvirke, der stort set
samler alt, hvad der har med amatør-
teater at gøre i Danmark. Oplysnings-
afdelingen i Godthåb har fået til-
sendt en del materiale og oplysninger
vedrørende emnet. DATS kan være
behjælpelig med at formidle kursus
og på længere sigt evt. økonomisk bi-
stand, f. eks. bidrag til oversættelse
af stykker og sceneudstyr, hvis det
viser sig, der er fornøden interesse
og behov.
Jeg er sikker på, det er tanker, som
Hans Lynge har beskæftiget sig med,
når han i sit indlæg „Jeg ser lyst på
spiritusproblemet" i Grønlandsposten
nr. 18 skriver: „ I stedet for restrik-
tioner må man sørge for at få folks
tanker bort fra spiritussen."
Spiritusmisbruget beror på et tom-
rum, som også vi, der ikke er slaver
af spiritus, er medansvarlige for, så
vidt som vi er med til at indføre nye
ting, nye vaner og behov. Derfor bør
vi frem for alt delagtiggøre andre i
vore erfaringer m. h. t. at give fritiden
et indhold.
Ina Jensen,
Godthåb.
8