Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 01.05.1969, Blaðsíða 8

Atuagagdliutit - 01.05.1969, Blaðsíða 8
KRONIK: - En umulig opgave? Glasvæggen mellem Danmark og Grønland. Af Niels Højlund. Forleden indledte Det grønlandske Landsråd sin forårssamling, og der ventes inden længe en Grønlandsdebat i Folketinget. På den baggrund stiller program- sekretær, cand. mag. Niels Højlund, Godthåb, nogle centrale spørgsmål om me- ningen med det hele. Så vidt vi heroppe ved, er det tan- ken engang inden længe at gennem- føre en principiel debat i Folketinget om vor Grønlandspolitik. Udmærket idé! Der er grund til at fejre, at de samlede udgifter til det grønlandske eksperiment med den nye finanslov for første gang runder den halve mil- liard. Der er al mulig grund til at tænke sig om og stille et par ubehage- lige spørgsmål. Og alligevel gruer man for debatten. Man kan høre den for sig. Man ved, hvad de alle sammen vil sige. Lem- bourn vil springe op og sige noget om den skændige teknokratiske koncen- trationspolitik. Han har nemlig aldrig været i Kapisigdlit, kun i SantaK, som efter sigende er et dejligt sted. Vivike vil slå på nødvendigheden af større midler til sociale formål, hvilket er så rigtigt, så rigtigt, men alligevel blot et slag i luften, fordi penge er magtes- løse, når det gælder Grønlands sorger. Haugaard, formanden for Folketingets grønlandsudvalg vil tale om sin eneste rejse til Grønland, om de mange kvin- deforeningsrepræsentanter, (han har talt med, om nødvendigheden af, at det gror nedefra på god gammel højskole- facon osv. Hertling og Rosing vil sik- kert også sige noget, og til sidst vil Grønlandsministeren runde debatten af med nogle pæne ord om de store vanskeligheder, nødvendigheden af mere oplysning, Grønlands folk, der skal stå på egne ben m. m. Debatten vil blive refereret både her og der, og til sidst vil den pr. bånd blive ud- sendt i Grønlands Radio. Og så sidder vi heroppe og bliver helt kolde om sjælen ved at fornemme det fjerne og spøgelsesagtige i alt det, disse mennesker mener angående Grøn- land. De er rare og gode, de vil nødigt af alt beskyldes for nærighed med midler til Grønlands udvikling, de er stort set enige om alt det rigtige. Men den hele forestilling er alligevel fjernt fra virkeligheden. Der er en glasvæg imellem. Vi studerer hinanden, vi har skam masser af kontakt, men ingen berøring. Og det fører da næppe hel- ler til resultater af betydning. Udvik- lingen vil køre videre ad de fastlagte baner. Inertiens lov hersker over fore- tagendet og først om en halv snes år begynder den bevægelse at ebbe ud, som blev sat i gang af den store Grøn- lands-kommission for snart 20 år si- den og som tog rigtig fart samtidig med nedsættelsen af G-60 (Grønlands- udvalget af 1960) for små 10 år siden. Så er landet færdigudbygget. Det er dækket med hospitaler og sociale in- stitutioner, der er skoler til ethvert rimeligt behov, byerne er udbygget med havne, fabriksanlæg, elektricitets- værker og store boligblokke, store trawlere sejler på Davis Strædet, kri- minaliteten er steget enormt, politiet tilsvarende styrket, fjernsynet er ind- ført og skatten en gammel kending, der for længst er kompenseret gennem øgede statstilskud. Og hvad så? Så kan vi ikke længere undgå det penible spørgsmål, om det nu også var umagen værd, om det overhovedet kan lade sig lave, det vi har sat os for at gennemføre på Grøn- land. Først når man er heroppe, for- står man, hvilket fantastisk foreha- vende det alt sammen er. Mere kølige folkeslag har for længst afvist det. Canadierne og amerikanerne har ikke nogen drøm om at gøre deres arktiske regioner til selvstændigt fungerende økonomiske enheder på den moderne tids vilkår. Deres svar har været: emigrér. Og det siger de, selv om de er landfast med disse regioner. Vi an- dre vil gøre kunststykket tværs over Atlanterhavet, med 4000 km mellem de to dele af riget. I disse ørkenagtigt golde egne, under ekstreme klimafor- hold, med et ernæringsgrundlag, der er mere ensidigt end noget andet sted på kloden, vil vi opbygge et fuldt fær- digt moderne, differentieret samfund, der kan byde sine borgere arbejde, fritidsbeskæftigelse, undervisning og kultur. Ikke en ondt ord om de milliarder, der er øst ud. Var de ikke blevet brugt heroppe, ville de være gået til en for- øgelse af det private forbrug hjemme — og så må man nok sige, at der er mere mening i at bruge dem på dette eksperiment. Det spøgelsesagtige stam- mer ikke fra denne fantastiske ind- pumpning af kapital, som med en in- vestermgsrate pa 100 er langt over, hvad der er sat ind i noget som helst U-iand, hvor cle store menneskemas- ser lindes. Det spøgelsesagtige over aebatten stammer xra de spørgsmål, som allerede toner irem over horison- ten derude, hvor opbygningsperioden er slut, spørgsmål, som vi i oag ikke ved vores levende råd med, og som det er meget larligt at rejse heroppe. Ved debatten i Folketinget lor nylig om de grønlandske spiritusproblemer repræsenterede de ærede medlemmer ane aisnygninger al moralsk bekym- re eneo ener lorargeise: det er sandelig lor galt, som aet gar for sig. Vi ma gøre noget ved uet. nave restriktioner eller forbedre de sociale tilskudsregler ener støtte amoldsoevægelse og op- ly srnng. Alt sammen gansne udmærnet og sandsynligvis gansne nytteløst. Pro- blemet ngger et helt andet sted. i det amerikanske tiosskrut The Progressive ræste jeg foneoen en an- meldelse al en oog om „lattigoomskui- turen". Det er misvisende at taie om iauigoom i nogen generel lorstand pa Urøruano, men denor kan man para- doksalt nok alligevel taie om en „lat- tigaomskuiiur" i de lag al oeioiknin- gen, som godt kunne skåne sig penge, nvis de vnie, men som blot er uden drivkrart og indre vilje til at gøre det. Det heoder i førstnævnte amenkansne anmeldelse, at lattigdomskuiturens mennesker er karakteriseret ved „a iacK of patterned participation in wi- der society". Dette er den mest præcise beskrivelse af det grønlandske „fattig- dogsproblem" jeg er stødt på. „Man- gelen på en struktureret deltagelse i et mere omfattende samiund, det er just hvad der karakeriserer mange af de hjem, nvon de børn vokser op, som skal skabe fremtiden i Grønland. På samfundspyramidens top foregar en masse aktivitet med både danske og grønlandske aktører. Der undervises, laves aftenskoler, udsendes radio, re- digeres aviser, lægges planer for op- lysningsforbund med mere. Men den lille familie i storby eller i bygd er og forbliver udenfor. Den har sin egen lille cirkel, som alle de aktive ikke kender til, slet ikke de danske, men — tror jeg — ofte heller ikke den velbjærgede del af det grønlandske samfund. Den er blevet tilbage i lokal- samfundets struktur og kan ikke lade sig integrere i de større samfundshel- heder. Det har den slet ingen motiva- tion for. Men den kan ikke undgå at komme til at lide under følgerne af sin isolation. Konflikt mellem forældre og børn, konflikt på arbejdspladsen, kon- flikt til alle sider — og så kommer drikkeriet. Som det blev sagt i en ra- dioudsendelse heroppe af en forsorgs- mand: Den værste straf man kan idømme mennesker er antabus-kur. Det fører ofte til forfærdelige resul- tater at tage spiritussen fra folk, når man i øvrigt ikke har nogen som helst mulighed for at bryde den onde cirkel familien lever indenfor. Hvordan skal denne cirkel brydes — indefra og ikke udefra? Af menne- skers egen fri vilje og ikke fordi alle mulige formyndere og hjælpere vil bryde den? Det spørgsmål har vi intet svar på. Resultatet vil kunne aflæses i kriminalstatistikken i de kommende år. Man kan læse om lande, som har oplevet revolutioner (som jeg for nylig læste om Cuba), at det afgørende ikke er de materielle forandringer, det er forandringen i menneskelig holdning, i følelses- og viljesbindinger, i indstil- ling til nutid og fremtid. Disse foran- dringer er ikke indtruffet i Grønland og vi er magtesløse, når det gælder at fremkalde dem. De kommer ikke af teknik, hvilket vel heller ingen tror på mere. De kommer heller ikke af oplys- ning og undervisning — hvilket mange stadig tror. De kommer når et folk vågner og tager sin skæbne i egen hånd. Men den slags kan man jo ikke beslutte skal ske, hverken i Folke- ting eller Landsråd. Og kan det over- hovedet ske i en befolkning på 35.000— 40.000 mennesker spredt ud langs en tusind-kilometer-lang kyst? Og så frem tid det andet ubehage- lige spørgsmål. Det blev stillet af en dansk præst fra et udsted oppe mod nord under en diskussion engang i vinter. Hvad er sigtet, spurgte han, skal Grønland være dansk eller skal det være grønlandsk? Ja-jo, siger dan- skeren og siger den grønlandske le- dende politiker: Det skal jo sådan været noget midt imellem. I vort land har vi jo aldrig elsket revolutioner eller ekstreme standpunkter. Der er noget godt i det hele og hvorfor stille tingene op, så man må vælge, hvis man kan bane sig en gylden middelvej og undgå valget? Meget godt — hvad i alverden skulle man ellers svare. Og alligevel er denne uldenhed skæbnes- vanger og lammende for det meste af hvad man foretager sig fra begge si- der. Skal landet virkelig være grøn- landsk, så må den dag komme, hvor en meget stor del af de tusindvis af danskere som nu er heroppe, rejser hjem for godt. Så må der om 30—40 år ikke være flere danskere på Grønland end der i dag er på Færøerne f. eks. Så må de store statstilskud ophøre og lan- det må komme til at hvile i sig selv, bortset fra visse områder som vi på forhånd definerer som fællesopgaver. Og så må både lønninger og priser til grønlændere indrettes på denne situa- tion. Det sagde allerede Mogens Bose- rup i sin bog om Økonomisk politik i Grønland fra 1963. På det grundlag indførte man fødestedskriteriet, der som førnævnte præst bemærkede er det eneste alvorlige forsøg på en grøn- landsk solidaritetspolitik til nu. Og det blev så afvist i den dansk-grøn- landske solidaritets navn. Det er pro- blemet i en nøddeskal. Skal Grønland være dansk, nuvel, så må vi skynde os at afskaffe føde- stedskriteriet, for det skaber en ulide- lig forskelsbehandling. Så må vi på alle områder stræbe efter at gennem- føre dansk standard, hvad vi da også allerede gør, ikke mindst af hensyn til danske udsendte. Så må vi sætte ind med fuld kraft på sprogomstillingen og ikke spilde enormt med tid og kræfter på at lære børnene et sprog, som sætter dem tilbage, når de skal klare sig i det danske samfund. Og så må vi sandelig også stille danske krav til samfundet heroppe. Væk med blød- sødenheden. Der skal betales skat. Der skal være indtægter, som står i forhold til erhvervsmulighederne. Der skal være arbejdsdisciplin som på en hvilken som helst dansk arbejdsplads, og der skal ikke være så megen tys-tys med henvisning til det ømtålelige dansk- grønlandske forhold. Man kan lige så godt først som sidst vænne sig til, at blandt ligemænd i et samfund synger man ligeud og lægger ikke så meget bånd på sig, når sandheden skal frem. Båndene holder jo nok, vi er samme folk. Men skal Grønland være dansk, så ender det næsten også med 100 procent sikiterned med emigration. Ikke på en gang selvfølgelig, men liat efter lidt. De mest initiativrige, de bedst bega- vede, der kan yde mest i unuervisning og kulturformidling, rejser lørst. De kan ikke linde udloldelsesvilkår lor deres evner i aette store lands ravne- krogsbyer, der kan ikke opbygges det dinerenuerede miljø, som ae higer ener, og som er en uaaskiiieiig aei ar serve moderniteten, ivien nar ae lorsvinaer, siver iremariiten også lige sa s uiie ua. rater en generation ener to er urøiuand aliolket. Eskimoerne kunne leve ner, moderne sioroymen- liesker ikke. ug dermed det sidste og mest ube- hageube spørgsmål. Um 2u ar nor aer maske 2u.uou mennesker i GoaunaD, seiv om spiraler og piller vel også ner kan vælte ane kommunale prognoser. Det sar alligevel ikke meget xeji: 2u.uuu mennesker, irvaa skai ae leve au nniægsvirksomneaen er om ikke iorbi sa dog stilnet al. fiskenet er oievet moderniseret, sa produkterne kan konkurrere pa verdensmarkedet, men de medfører også, at arbejds- kraltbehovet pa bade og i labrikker er nedsat tn et minimum. Ugentlig vare- produktion vil ikke kunne klare sig. lordi man altid kan hente billigere og bedre varer op Ira den store verden med al dens teknik sydpå. Og alle de mange tusinde forsørgere kan ikke være ansat i statens service-virksom- heder, uden at dette i sig selv vil være udtryk for en sådan mangel på økono- misk ræson i samfundet, at det hele er håbløst. Hvad skal de leve al, hele denne gruppe al unge, som vi i dag uddan- ner på livet løs, og som om fem-ti år begynder at stilte familie? Med- mindre der findes et holdbart svar på dette spørgsmål, kan vi ikke løse alle de sociale problemer, der følger i om- stillingens kølvand. Det eneste, man kan forestille sig bryde den onde cir- kel, er en præcis retningsbestemmelse for samfundets udvikling, en overbe- visning om, at man er på rette vej, og at hver enkelt borger i samfundet er nødvendig for at det hele kan fun- gere. Følelsen af, at hvis jeg svigter, så kommer en eller anden udsendt og gør mit arbejde, og hvis hele sam- fundet svigter, så kommer staten alli- gevel med pengene, denne følelse er nedbrydende for al ærlighed og selv- respekt, og er til syvende og sidst med- ansvarlig for personlighedsopløsnin- gen også hos den, der synes ganske uden forhold til de moderne tider: a lack of patterned participation in wi- der society. Sociale påvirkninger er noget meget realt. Mangel på økono- misk funktionsduelighed på langt sigt ophæves ikke ved snak om oplysning og indsats for „det menneskelige". Tin- gene hænger sammen. Det man skulle spørge om i folke- tingssalen, når man vil snakke rigtig principielt om Grønland, er ikke om den fortsatte forfinelse af vor Grøn- lands-idealisme. Det er om den rea- lisme, at man nøgternt spørger sig selv: har vi i virkeligheden stillet både os selv og grønlænderne en umu- lig opgave, da opbygningen af et mo- derne industrialiseret land midt i po- larørkenen blev sat i gang i 50’erne? Er der ingen, som tør stille dette spørgsmål, er jeg bange for, at den store forestilling på begge sider af glasvæggen vil gå videre, indtil ud- viklingen en skønne dag ikke blot tvinger spørgsmålet, men også svaret ind på livet af os, grønlændere såvel som danske. Det kan let blive en me- get bitter dag. Niels Højlund. ANSTALTSLEDER j Stillingen som leder af Anstalten for Domfældte 1 Grønland opslås her- ved ledig fra den 1. oktober 1969. Stillingen er placeret i den grønlandske tjenestemandslovs 14. lønnings- klasse. Den årlige begyndelsesløn er for tiden kr. 26.868,84 netto. Hertil kommet et bestillingstillæg, der udgør kr. 1350 årligt exel. procentregule- ring. Slutlønnen i 14. lønningsklasse udgør kr. 32.722,76 årligt. Det er en betingelse, at ansøgere har kendskab til arbejdets art fra tid- ligere, lignende stillinger. Det har hidtil været forudsat, at anstaitslederens hustru med fornøden bistand driver anstaltens køkken (daglig bespisning af ca. 30 personer), — og det må forudses, at denne ordning bibeholdes ved nybesættelse af stillingen. Der vil blive ydet anstaltslederens hustru særligt vederlag herfor. Yderligere oplysninger om ansættelsesvilkår og arbejdets art m. v. kan fås ved personlig eller skriftlig henvendelse til politimesteren i Grønland. Skriftlig ansøgning må fremsendes til mig senest den 22. maj 1969. POLITIMESTEREN I GRØNLAND £fÅfaAArtn GLASFIBERBÅDE Joller 11-14 fod — Speedbåde 14-16 fod Daycruiser 21 fod Rekvirer speciabruchure og prisliste. Cabin-Cruisers 19 fod Trans-arctic marine K’UTDLIGSSAT . Telegramadresse: TRANSARCO { - 12 M - 12 M STATIONCAR - 12 M VAN - 17 M - 17 M STATIONCAR - 20 M - TRANSIT KASSEVOGN - TRANSIT LADVOGN - TRANSIT BUS FORD sa SCAN I ADAM ^ AUTORISERET FORD-FORHANDLER De får den bedste betjening og De får det største udvalg i person- vare- og lastvogne når De handler Ford med Scaniadam. Skriv efter brochuremateri- ale og priser, og De vil få omgående svar. Referer ven- ligst til vor repræsentant Kurt Molge. Vi sælger gerne med 35% i udbetaling og restsum over 18 måneder. JcaNiadam H. C. Andersens Boulevard 18 1553 København V. Telegramadresse: Scaniadam ESCORT - ESCORT STATIONCAR - ESCORT VAN - CORTINA - CORTINA STATIONCAR - SAMT FORDS STORE LASTVOGNSPROGRAM 8

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.