Atuagagdliutit - 01.05.1969, Síða 8

KRONIK: -
En umulig opgave?
Glasvæggen mellem Danmark og Grønland.
Af Niels Højlund.
Forleden indledte Det grønlandske Landsråd sin forårssamling, og der ventes
inden længe en Grønlandsdebat i Folketinget. På den baggrund stiller program-
sekretær, cand. mag. Niels Højlund, Godthåb, nogle centrale spørgsmål om me-
ningen med det hele.
Så vidt vi heroppe ved, er det tan-
ken engang inden længe at gennem-
føre en principiel debat i Folketinget
om vor Grønlandspolitik. Udmærket
idé! Der er grund til at fejre, at de
samlede udgifter til det grønlandske
eksperiment med den nye finanslov
for første gang runder den halve mil-
liard. Der er al mulig grund til at
tænke sig om og stille et par ubehage-
lige spørgsmål.
Og alligevel gruer man for debatten.
Man kan høre den for sig. Man ved,
hvad de alle sammen vil sige. Lem-
bourn vil springe op og sige noget om
den skændige teknokratiske koncen-
trationspolitik. Han har nemlig aldrig
været i Kapisigdlit, kun i SantaK, som
efter sigende er et dejligt sted. Vivike
vil slå på nødvendigheden af større
midler til sociale formål, hvilket er så
rigtigt, så rigtigt, men alligevel blot
et slag i luften, fordi penge er magtes-
løse, når det gælder Grønlands sorger.
Haugaard, formanden for Folketingets
grønlandsudvalg vil tale om sin eneste
rejse til Grønland, om de mange kvin-
deforeningsrepræsentanter, (han har
talt med, om nødvendigheden af, at det
gror nedefra på god gammel højskole-
facon osv. Hertling og Rosing vil sik-
kert også sige noget, og til sidst vil
Grønlandsministeren runde debatten
af med nogle pæne ord om de store
vanskeligheder, nødvendigheden af
mere oplysning, Grønlands folk, der
skal stå på egne ben m. m. Debatten
vil blive refereret både her og der,
og til sidst vil den pr. bånd blive ud-
sendt i Grønlands Radio.
Og så sidder vi heroppe og bliver
helt kolde om sjælen ved at fornemme
det fjerne og spøgelsesagtige i alt det,
disse mennesker mener angående Grøn-
land. De er rare og gode, de vil nødigt
af alt beskyldes for nærighed med
midler til Grønlands udvikling, de er
stort set enige om alt det rigtige. Men
den hele forestilling er alligevel fjernt
fra virkeligheden. Der er en glasvæg
imellem. Vi studerer hinanden, vi har
skam masser af kontakt, men ingen
berøring. Og det fører da næppe hel-
ler til resultater af betydning. Udvik-
lingen vil køre videre ad de fastlagte
baner. Inertiens lov hersker over fore-
tagendet og først om en halv snes år
begynder den bevægelse at ebbe ud,
som blev sat i gang af den store Grøn-
lands-kommission for snart 20 år si-
den og som tog rigtig fart samtidig
med nedsættelsen af G-60 (Grønlands-
udvalget af 1960) for små 10 år siden.
Så er landet færdigudbygget. Det er
dækket med hospitaler og sociale in-
stitutioner, der er skoler til ethvert
rimeligt behov, byerne er udbygget
med havne, fabriksanlæg, elektricitets-
værker og store boligblokke, store
trawlere sejler på Davis Strædet, kri-
minaliteten er steget enormt, politiet
tilsvarende styrket, fjernsynet er ind-
ført og skatten en gammel kending,
der for længst er kompenseret gennem
øgede statstilskud.
Og hvad så? Så kan vi ikke længere
undgå det penible spørgsmål, om det
nu også var umagen værd, om det
overhovedet kan lade sig lave, det vi
har sat os for at gennemføre på Grøn-
land. Først når man er heroppe, for-
står man, hvilket fantastisk foreha-
vende det alt sammen er. Mere kølige
folkeslag har for længst afvist det.
Canadierne og amerikanerne har ikke
nogen drøm om at gøre deres arktiske
regioner til selvstændigt fungerende
økonomiske enheder på den moderne
tids vilkår. Deres svar har været:
emigrér. Og det siger de, selv om de
er landfast med disse regioner. Vi an-
dre vil gøre kunststykket tværs over
Atlanterhavet, med 4000 km mellem
de to dele af riget. I disse ørkenagtigt
golde egne, under ekstreme klimafor-
hold, med et ernæringsgrundlag, der
er mere ensidigt end noget andet sted
på kloden, vil vi opbygge et fuldt fær-
digt moderne, differentieret samfund,
der kan byde sine borgere arbejde,
fritidsbeskæftigelse, undervisning og
kultur.
Ikke en ondt ord om de milliarder,
der er øst ud. Var de ikke blevet brugt
heroppe, ville de være gået til en for-
øgelse af det private forbrug hjemme
— og så må man nok sige, at der er
mere mening i at bruge dem på dette
eksperiment. Det spøgelsesagtige stam-
mer ikke fra denne fantastiske ind-
pumpning af kapital, som med en in-
vestermgsrate pa 100 er langt over,
hvad der er sat ind i noget som helst
U-iand, hvor cle store menneskemas-
ser lindes. Det spøgelsesagtige over
aebatten stammer xra de spørgsmål,
som allerede toner irem over horison-
ten derude, hvor opbygningsperioden
er slut, spørgsmål, som vi i oag ikke
ved vores levende råd med, og som det
er meget larligt at rejse heroppe.
Ved debatten i Folketinget lor nylig
om de grønlandske spiritusproblemer
repræsenterede de ærede medlemmer
ane aisnygninger al moralsk bekym-
re eneo ener lorargeise: det er sandelig
lor galt, som aet gar for sig. Vi ma
gøre noget ved uet. nave restriktioner
eller forbedre de sociale tilskudsregler
ener støtte amoldsoevægelse og op-
ly srnng. Alt sammen gansne udmærnet
og sandsynligvis gansne nytteløst. Pro-
blemet ngger et helt andet sted.
i det amerikanske tiosskrut The
Progressive ræste jeg foneoen en an-
meldelse al en oog om „lattigoomskui-
turen". Det er misvisende at taie om
iauigoom i nogen generel lorstand pa
Urøruano, men denor kan man para-
doksalt nok alligevel taie om en „lat-
tigaomskuiiur" i de lag al oeioiknin-
gen, som godt kunne skåne sig penge,
nvis de vnie, men som blot er uden
drivkrart og indre vilje til at gøre det.
Det heoder i førstnævnte amenkansne
anmeldelse, at lattigdomskuiturens
mennesker er karakteriseret ved „a
iacK of patterned participation in wi-
der society". Dette er den mest præcise
beskrivelse af det grønlandske „fattig-
dogsproblem" jeg er stødt på. „Man-
gelen på en struktureret deltagelse i
et mere omfattende samiund, det er
just hvad der karakeriserer mange af
de hjem, nvon de børn vokser op,
som skal skabe fremtiden i Grønland.
På samfundspyramidens top foregar
en masse aktivitet med både danske og
grønlandske aktører. Der undervises,
laves aftenskoler, udsendes radio, re-
digeres aviser, lægges planer for op-
lysningsforbund med mere. Men
den lille familie i storby eller i bygd
er og forbliver udenfor. Den har sin
egen lille cirkel, som alle de aktive
ikke kender til, slet ikke de danske,
men — tror jeg — ofte heller ikke den
velbjærgede del af det grønlandske
samfund. Den er blevet tilbage i lokal-
samfundets struktur og kan ikke lade
sig integrere i de større samfundshel-
heder. Det har den slet ingen motiva-
tion for. Men den kan ikke undgå at
komme til at lide under følgerne af sin
isolation. Konflikt mellem forældre og
børn, konflikt på arbejdspladsen, kon-
flikt til alle sider — og så kommer
drikkeriet. Som det blev sagt i en ra-
dioudsendelse heroppe af en forsorgs-
mand: Den værste straf man kan
idømme mennesker er antabus-kur.
Det fører ofte til forfærdelige resul-
tater at tage spiritussen fra folk, når
man i øvrigt ikke har nogen som helst
mulighed for at bryde den onde cirkel
familien lever indenfor.
Hvordan skal denne cirkel brydes
— indefra og ikke udefra? Af menne-
skers egen fri vilje og ikke fordi alle
mulige formyndere og hjælpere vil
bryde den? Det spørgsmål har vi intet
svar på. Resultatet vil kunne aflæses i
kriminalstatistikken i de kommende
år.
Man kan læse om lande, som har
oplevet revolutioner (som jeg for nylig
læste om Cuba), at det afgørende ikke
er de materielle forandringer, det er
forandringen i menneskelig holdning,
i følelses- og viljesbindinger, i indstil-
ling til nutid og fremtid. Disse foran-
dringer er ikke indtruffet i Grønland
og vi er magtesløse, når det gælder at
fremkalde dem. De kommer ikke af
teknik, hvilket vel heller ingen tror på
mere. De kommer heller ikke af oplys-
ning og undervisning — hvilket mange
stadig tror. De kommer når et folk
vågner og tager sin skæbne i egen
hånd. Men den slags kan man jo ikke
beslutte skal ske, hverken i Folke-
ting eller Landsråd. Og kan det over-
hovedet ske i en befolkning på 35.000—
40.000 mennesker spredt ud langs en
tusind-kilometer-lang kyst?
Og så frem tid det andet ubehage-
lige spørgsmål. Det blev stillet af en
dansk præst fra et udsted oppe mod
nord under en diskussion engang i
vinter. Hvad er sigtet, spurgte han,
skal Grønland være dansk eller skal
det være grønlandsk? Ja-jo, siger dan-
skeren og siger den grønlandske le-
dende politiker: Det skal jo sådan
været noget midt imellem. I vort land
har vi jo aldrig elsket revolutioner
eller ekstreme standpunkter. Der er
noget godt i det hele og hvorfor stille
tingene op, så man må vælge, hvis
man kan bane sig en gylden middelvej
og undgå valget? Meget godt — hvad
i alverden skulle man ellers svare. Og
alligevel er denne uldenhed skæbnes-
vanger og lammende for det meste af
hvad man foretager sig fra begge si-
der.
Skal landet virkelig være grøn-
landsk, så må den dag komme, hvor
en meget stor del af de tusindvis af
danskere som nu er heroppe, rejser
hjem for godt. Så må der om 30—40 år
ikke være flere danskere på Grønland
end der i dag er på Færøerne f. eks. Så
må de store statstilskud ophøre og lan-
det må komme til at hvile i sig selv,
bortset fra visse områder som vi på
forhånd definerer som fællesopgaver.
Og så må både lønninger og priser til
grønlændere indrettes på denne situa-
tion. Det sagde allerede Mogens Bose-
rup i sin bog om Økonomisk politik i
Grønland fra 1963. På det grundlag
indførte man fødestedskriteriet, der
som førnævnte præst bemærkede er
det eneste alvorlige forsøg på en grøn-
landsk solidaritetspolitik til nu. Og
det blev så afvist i den dansk-grøn-
landske solidaritets navn. Det er pro-
blemet i en nøddeskal.
Skal Grønland være dansk, nuvel,
så må vi skynde os at afskaffe føde-
stedskriteriet, for det skaber en ulide-
lig forskelsbehandling. Så må vi på
alle områder stræbe efter at gennem-
føre dansk standard, hvad vi da også
allerede gør, ikke mindst af hensyn til
danske udsendte. Så må vi sætte ind
med fuld kraft på sprogomstillingen
og ikke spilde enormt med tid og
kræfter på at lære børnene et sprog,
som sætter dem tilbage, når de skal
klare sig i det danske samfund. Og så
må vi sandelig også stille danske krav
til samfundet heroppe. Væk med blød-
sødenheden.
Der skal betales skat. Der skal
være indtægter, som står i forhold til
erhvervsmulighederne. Der skal være
arbejdsdisciplin som på en hvilken
som helst dansk arbejdsplads, og der
skal ikke være så megen tys-tys med
henvisning til det ømtålelige dansk-
grønlandske forhold. Man kan lige så
godt først som sidst vænne sig til, at
blandt ligemænd i et samfund synger
man ligeud og lægger ikke så meget
bånd på sig, når sandheden skal frem.
Båndene holder jo nok, vi er samme
folk.
Men skal Grønland være dansk, så
ender det næsten også med 100 procent
sikiterned med emigration. Ikke på en
gang selvfølgelig, men liat efter lidt.
De mest initiativrige, de bedst bega-
vede, der kan yde mest i unuervisning
og kulturformidling, rejser lørst. De
kan ikke linde udloldelsesvilkår lor
deres evner i aette store lands ravne-
krogsbyer, der kan ikke opbygges det
dinerenuerede miljø, som ae higer
ener, og som er en uaaskiiieiig aei
ar serve moderniteten, ivien nar ae
lorsvinaer, siver iremariiten også lige
sa s uiie ua. rater en generation ener
to er urøiuand aliolket. Eskimoerne
kunne leve ner, moderne sioroymen-
liesker ikke.
ug dermed det sidste og mest ube-
hageube spørgsmål. Um 2u ar nor aer
maske 2u.uou mennesker i GoaunaD,
seiv om spiraler og piller vel også ner
kan vælte ane kommunale prognoser.
Det sar alligevel ikke meget xeji:
2u.uuu mennesker, irvaa skai ae leve
au nniægsvirksomneaen er om ikke
iorbi sa dog stilnet al. fiskenet er
oievet moderniseret, sa produkterne
kan konkurrere pa verdensmarkedet,
men de medfører også, at arbejds-
kraltbehovet pa bade og i labrikker er
nedsat tn et minimum. Ugentlig vare-
produktion vil ikke kunne klare sig.
lordi man altid kan hente billigere
og bedre varer op Ira den store verden
med al dens teknik sydpå. Og alle de
mange tusinde forsørgere kan ikke
være ansat i statens service-virksom-
heder, uden at dette i sig selv vil være
udtryk for en sådan mangel på økono-
misk ræson i samfundet, at det hele
er håbløst.
Hvad skal de leve al, hele denne
gruppe al unge, som vi i dag uddan-
ner på livet løs, og som om fem-ti
år begynder at stilte familie? Med-
mindre der findes et holdbart svar på
dette spørgsmål, kan vi ikke løse alle
de sociale problemer, der følger i om-
stillingens kølvand. Det eneste, man
kan forestille sig bryde den onde cir-
kel, er en præcis retningsbestemmelse
for samfundets udvikling, en overbe-
visning om, at man er på rette vej,
og at hver enkelt borger i samfundet
er nødvendig for at det hele kan fun-
gere. Følelsen af, at hvis jeg svigter,
så kommer en eller anden udsendt
og gør mit arbejde, og hvis hele sam-
fundet svigter, så kommer staten alli-
gevel med pengene, denne følelse er
nedbrydende for al ærlighed og selv-
respekt, og er til syvende og sidst med-
ansvarlig for personlighedsopløsnin-
gen også hos den, der synes ganske
uden forhold til de moderne tider: a
lack of patterned participation in wi-
der society. Sociale påvirkninger er
noget meget realt. Mangel på økono-
misk funktionsduelighed på langt sigt
ophæves ikke ved snak om oplysning
og indsats for „det menneskelige". Tin-
gene hænger sammen.
Det man skulle spørge om i folke-
tingssalen, når man vil snakke rigtig
principielt om Grønland, er ikke om
den fortsatte forfinelse af vor Grøn-
lands-idealisme. Det er om den rea-
lisme, at man nøgternt spørger sig
selv: har vi i virkeligheden stillet
både os selv og grønlænderne en umu-
lig opgave, da opbygningen af et mo-
derne industrialiseret land midt i po-
larørkenen blev sat i gang i 50’erne?
Er der ingen, som tør stille dette
spørgsmål, er jeg bange for, at den
store forestilling på begge sider af
glasvæggen vil gå videre, indtil ud-
viklingen en skønne dag ikke blot
tvinger spørgsmålet, men også svaret
ind på livet af os, grønlændere såvel
som danske. Det kan let blive en me-
get bitter dag.
Niels Højlund.
ANSTALTSLEDER j
Stillingen som leder af Anstalten for Domfældte 1 Grønland opslås her-
ved ledig fra den 1. oktober 1969.
Stillingen er placeret i den grønlandske tjenestemandslovs 14. lønnings-
klasse. Den årlige begyndelsesløn er for tiden kr. 26.868,84 netto. Hertil
kommet et bestillingstillæg, der udgør kr. 1350 årligt exel. procentregule-
ring. Slutlønnen i 14. lønningsklasse udgør kr. 32.722,76 årligt.
Det er en betingelse, at ansøgere har kendskab til arbejdets art fra tid-
ligere, lignende stillinger.
Det har hidtil været forudsat, at anstaitslederens hustru med fornøden
bistand driver anstaltens køkken (daglig bespisning af ca. 30 personer), —
og det må forudses, at denne ordning bibeholdes ved nybesættelse af
stillingen. Der vil blive ydet anstaltslederens hustru særligt vederlag
herfor.
Yderligere oplysninger om ansættelsesvilkår og arbejdets art m. v. kan
fås ved personlig eller skriftlig henvendelse til politimesteren i Grønland.
Skriftlig ansøgning må fremsendes til mig senest den 22. maj 1969.
POLITIMESTEREN I GRØNLAND
£fÅfaAArtn
GLASFIBERBÅDE
Joller 11-14 fod — Speedbåde 14-16 fod
Daycruiser 21 fod
Rekvirer speciabruchure og prisliste.
Cabin-Cruisers 19 fod

Trans-arctic marine
K’UTDLIGSSAT . Telegramadresse: TRANSARCO
{ -
12 M - 12 M STATIONCAR - 12 M VAN - 17 M - 17 M STATIONCAR - 20 M - TRANSIT KASSEVOGN - TRANSIT LADVOGN - TRANSIT BUS
FORD
sa SCAN I ADAM
^ AUTORISERET FORD-FORHANDLER
De får den bedste betjening
og De får det største udvalg
i person- vare- og lastvogne
når De handler Ford med
Scaniadam.
Skriv efter brochuremateri-
ale og priser, og De vil få
omgående svar. Referer ven-
ligst til vor repræsentant
Kurt Molge.
Vi sælger gerne med 35% i
udbetaling og restsum over
18 måneder.
JcaNiadam
H. C. Andersens Boulevard 18
1553 København V.
Telegramadresse: Scaniadam
ESCORT - ESCORT STATIONCAR - ESCORT VAN - CORTINA - CORTINA STATIONCAR - SAMT FORDS STORE LASTVOGNSPROGRAM
8