Atuagagdliutit - 01.09.1970, Blaðsíða 30

Kvinden i kampvognen
Endda militærtjeneste står åben for kvinderne i Sovjetunionen — Hvis
de selv vil. I sin artikel fortæller de nordiske nyhedsbureauers korres-
pondent i Moskva, Sture Stiernloff, om en af de mere ejendommelige
sovjetiske kvindeskæbner: Irina Levtjenkos indsats under den anden
verdenskrig og hendes karriere i pansertropperne.
Moskva (RB-special).
Irina Levtjenko er 46 år og oberst. Men ikke i Frelsens Hær eller i
lottekorpset. Hun er oberst i pansertropperne.
I den anden verdenskrig kæm-
pede hun i fire hårde år i kamp-
vogn og blev flere gange såret.
I dag bærer hun sit lands højeste
udmærkelse for tapperhed, orde-
nen „Sovjetunionens Helt" for-
uden talrige andre dekorationer.
Hun har en ti-årig datter med
flotte fletninger — og hendes
mand er digter.
Irina Levtjenko er et næsten
overdrevet effektivt argument
mod tænkning i kønsrollebaner
og mod den dybt rodfæstede fore-
stilling, at nogle beskæftigelser
klarer mænd bedst, mens andre
ligger bedst for kvinder.
I lighedens navn kan kvinder
i Sovjetunionen blive soldater.
Men de er ikke værnepligtige,
og de blev heller ikke indkaldt
under den anden verdenskrig.
Men hvis de vil, kan de melde
sig som frivillige.
17-ÅRIG PIGE I KAMPLINIEN
Og Irina Levtjenko meldte sig,
da Hitlers hære i sommeren 1941
væltede ind i Sovjetunionen. I
starten var hun dog ikke soldat,
men sygeplejerske ved fronten.
Under et angreb var hun med
til at bistå 168 sårede, inden hun
selv blev ramt og måtte bæres
bevidstløs bort. For sin indsats fik
hun Florence Nightingale-medal-
jen, Røde Kors’ fornemmeste ud-
mærkelse.
I de fleste tilfælde vil sådanne
oplevelser vel være tilstrække-
lige til at få en 17 års pige til i
hvert fald at holde sig fra kamp-
linjen. Men sådan reagerede Irina
Levtjenko ikke. Så snart hun var
erklæret rask, vendte hun tilbage
til fronten. Hun siger:
— Jeg syntes, jeg måtte gøre
noget mere, noget mere effek-
tivt. Men jeg var lille og spinkel.
Jeg kunne ikke bære våben. De
var for tunge.
— Men så en dag så jeg kamp-
vogne i aktion. Og det gik plud-
selig op for mig, at hvis jeg bare
kunne styre sådan en, kunne jeg
også gøre virkelig nytte i krigen.
Hun fik tjeneste ved en pan-
serafdeling — som sygeplejerske.
Men hun overtalte snart solda-
terne til at lære hende, hvordan
vognen blev manøvreret, og hvor-
dan dens kanoner betjentes.
— Under et angreb blev den
mand, der havde kommandoen i
„min“ kampvogn dræbt. Jeg satte
mig på hans plads og overtog
hans job.
Men hendes kampindsats ved
panservåbnet var stadig yderst
uofficiel, og ikke længe efter blev
kampvognen, Irina Levtjenko be-
fandt sig i, totalt ødelagt af en
fuldtræffer.
MED LAMMET ARM
Hun blev hårdt såret og hjem-
sendt med den ene arm lammet.
Al videre militærtjeneste blev for
hendes vedkommende betragtet
som udelukket.
En specialist lovede imidlertid
til sidst Irina Levtjenko, at hun
igen ville komme til at kunne
bruge armen. Så snart den nu
18-årige pige havde fået dette at
vide, indledte hun et privat felt-
tog for at blive regulært indrul-
leret i pansertropperne.
Første gang, hun opsøgte deres
chef, marskal Fedorenko, sagde
han kort og godt: — Dette er
pansertropperne, ikke nogen bør-
nehave.
— Men jeg opsøgte ham fem
gange. Han elskede kampvognene
højt. Og det samme gjorde jeg
jo. Så der fandt vi til sidst hin-
anden. Han sendte mig på en
kampvognsskole — og jeg kunne
stadig kun bruge den ene hånd.
Men min mor lærte mig at skrive
med venstre hånd, for jeg måtte
jo kunne følge med i undervis-
ningen.
— Da uddannelsen var afslut-
tet, var min arm i orden igen.
Jeg rejste atter til fronten, den-
negang som rigtig kampvognssol-
dat med løjtnantsrang.
Irina Levtjenko fik først kom-
mandoen over en enkelt kamp-
vogn, derefter over tre. Til sidst
var hun bataljonschef med 22
kampvogne og deres mandskab
under sig.
143 CENTIMETER AR
Hun kæmpede på Krim, deltog
i befrielsen af Ukraine, ledte ind-
toget i Bulgarien og var med i
kampene om Rumænien og
Ungarn. I krigens sidste fase tog
hun også aktivt del i kamphand-
linger i Polen og Tyskland.
Den kvindelige panser-oberst
mindes i dag kampene uden for
Budapest som de måske hårdeste,
hun var med i. Hun blev atter
alvorligt såret og tilbragte lang
tid på sygehus. Egentlig var hun
langt fra rask, da hun insisterede
på at vende tilbage til fronten.
I alt blev Irina Levtjenko såret
fem gange under krigen. Hun har
regnet ud, at arrene på hendes
krop tilsammen er 143 centimeter
lange.
KUN IKKE BØRNEHAVE-
LÆRERINDE
Men hvordan reagerede alle de
mænd, alle de soldater, hun var
omgivet af i fire år af historiens
hidtil største krig? Hvad sagde
de til at have en kvindelig våben-
fælle og en kvinde som chef?
— I begyndelsen var jeg jo
bare en ung pige, og jeg kunne
mærke, at de andre — mændene
— tvivlede på mig. Men kun til
vi var i kamp første gang. Bag-
efter kom de hen og trykkede
min hånd. De indrømmede, at de
havde næret tvivl, men gav nu
til gengæld udtryk for deres
anerkendelse. Jeg kom senere
gentagne gange ud for det samme
problem.
Irina Levtjenko forlod aktiv
tjeneste i 1960. Hun havde da
rang af oberst. I dag er hun jour-
nalist og forfatter med en række
både fagbøger og skønlitterære
arbejder bag sig.
Og da Sovjetunionen altid har
haft øje for eksisterende propa-
gandamuligheder, foretager hun
mange foredragsrejser, endda til
udlandet. Hun er stærkt engage-
ret kvindesagskvinde, og når jeg
spørger hende om kønsroller og
kønsfordomme i Sovjetunionen,
siger hun med oprigtighed — og
en del ironi:
— Vi har næsten fuldstændig
ligeret her. En kvinde kan blive
alt det, hun virkelig vil. Men der
findes derimod et job, som en
mand aldrig vil kunne få her i
landet: Han vil aldrig kunne
blive „børnehavelærerinde”.
LM 16' — LM 21’ — LM 23' er fremstillet i glasfiberarmeret polyester, deres facon er den gennem
århundreder gennemprøvede spidsgatter, der har bevist sine sejlegenskaber. Skroget er 1 'h gang
så kraftigt, som det kræves til en redningsbåd. Konstruktionen er godkendt af statens Skibstilsyn.
Fabriken er godkendt af Det Norske Veritas og Lloyd.
LM bådene leveres i forskellige udførelser: som damjolle til fiskeren, som jagtbåd til jægeren eller
som motorbåd til hele familien; endelig leveres de som motorsejlere.
GODTHÅB MASKINVÆRKSTED I/S
3900 Godthåb, Grønland, telefon 1286
LM-bådene kan også leveres til selvbyggere. Dette har
vist sig at være en meget stor salgssucces i Danmark.
Vi kan levere forskellige udførelser f. eks.: 1: Skrog med
bundstokke agter, uden overbygning. 2: Skrog med dæk,
ror og fenderliste monteret. 3: Motorbåd m. fast over-
bygning, mont. køl, uden aptering, uden motor. Til disse
udførelser kan vi så levere alle træbyggedele, såvel som
andre dele af apteringen.
30