Atuagagdliutit - 28.10.1971, Blaðsíða 16

K'ornoK
er
nedlagt
Det nedlagte udsted,
K’ornoK,
er et velsignet sted
at dø, men
et forbandet sted
at rejse fra.
K’ornoK er noget, der var i går.
Menneskene er flyttet, har pakket
møbler og habengut og er draget
til byen. K’ornoK er ikke mere
et udsted i Godthåbfjorden, hvor
isen begynder, og fjeldene driver
forbi, ud og ind med tidevandet.
K’ornoK er fortid nu, fra i dag
mennesketom. Det er et sted uden
status, uden hverdag, uden kut-
ternes dunken fra fjorden, travl-
hed i fiskehuset, ved tørrestati-
verne. Der er ingenting i K’ornoK,
uden en hel del sjæl og en uende-
lighed af stilhed.
Men det lille udsted i Godthåb-
fjorden var noget engang. Efter
krigen, især i midten og i slut-
ningen af halvtredserne, havde
det sin blomstringstid. Store
mængder af torsk i fjorden gav
overflod til det lille fiskersam-
fund. Sådan var det mange steder
i Grønland. Lange , rækker af tør-
restativer i K’ornoK vidner, ikke
om rigdom måske, men om aktivi-
tet, om travlhed. Energiske og ini-
tiativrige mennesker flyttede den-
gang til bygden. Dér var mulig-
heder. Der skete noget.
Søndag 10. oktober boede endnu
en snes mennesker i K’ornoK, og
den dag tog de kommunale myn-
digheder i Godthåb afsked. Fra
morgenstunden kom mange gæ-
ster sejlende til, båd efter båd,
og bygden genlød af glade stem-
mer, gensyn, afsked. Man var fest-
stemt, og man var forstemt.
AFTENEN FØR
Men aftenen før var der stille.
Man kunne føle dødsdommen over
HOLBÆK SKIBS- & BÅDEBYGGERI
HOLBÆK
umiarssualiorfik umiatsialiorfigdlo

jon&
YANKIE BAR
Toms Yankie Bar
giver energi og godt humør
nakussagsaut Kimagsautdlo
X
/
byen. Den var i luften, over ta-
gene, mellem husene, på kajen,
i fiskehuset, overalt. Men der er
ikke noget at gøre ved det. Der
var ingen mennesker, ingen akti-
vitet. Ganske vist var det lørdag
aften, og guderne skal vide, der
ikke var grund til ballade, denne
sidste dag. Men der var altså ikke
noget liv, bare stille, og meget,
meget fredeligt.
Der er ingen grund til at gøre
denne stemning mere stemnings-
fuld, end den var. Der er ingen
grund til følelsesmæssigt at lade
sig rive med, hvis det bare moti-
verer et angreb på nogle myndig-
heder, noget officielt eller nogle
politikere. Men der er grund til
at fortælle om begivenheden ,i
K’ornoK, afskeden, „byen", huse-
ne, fjorden, alt det, vi er mange,
der kender og holder af, med
andre navne måske, men alligevel.
Skyggerne fra Bjørneøen kom-
mer tidligt, også i oktober, og et
tyndt tusmørke breder sig over
bygden. Men på fjorden skinner
solen stadig, isfjeldene blinker,
og vandet er så stille og blåt. De
stejle skråninger på Storeøen er
forgyldt med rosa, også fugle-
fjeldet mod nord og højderne øst
for K’ugssuk. Fastlandet sydpå er
mørkt, violet og dystert. Overalt
i fjorden lyser isen fra tusinde
hvide pletter. Så stort og så vold-
somt og så fantastisk stille.
Alt er gået i stå, der er strøm-
skifte. Og røgen sniger sig op ad
tre eller fire skorstene.
Når man sådan en aften sidder
på den „kommunale" bænk ved
kirkegården —• halvdelen af den
er nymalet med resten af malin-
gen til de hvide gravkors — vel
vidende, at der er opbrud og af-
sked næste dag, er det uundgåe-
ligt at se dette steds minder holde
lit de parade ved sin afdøde sjæl.
Man siger om K’ornoK, at det
aldrig blæser, at der altid er hav-
blik, at solen altid skinner, at
fuglene flyver tæt. her omkring,
og at isen kælver udenfor. Og
det er rigtigt, for sådan vil det
blive husket.
Og K’ornoK har født store mænd
og kvinder, mennesker, der har
betydet noget for den grønlandske
kultur og den grønlandske kunst.
Kirkegården vidner om disse
mennesker og andre, der har haft
tilknytning til byen. Folketings-
mand, kolonibestyrer Frederik
Lynge, er begravet her.
DAGEN
Søndag formiddag kom der liv i
byen, som i gamle dage. Tidligere
K’ornoK-beboere mødtes med nu-
værende. Der blev lét og snak-
ket og drukket kaffe. Der kom
motorbåde hele tiden, kirkens
folk, kommunens, statens, institu-
tioners.
K’ornoKS ry som bygden med
evig sol og vindstille stod sin prø-
ve. Da klokkerne ringede til guds-
tjeneste ved middagstid, og folk
gik til kirke, så det ud, som det
må have gjort ved højtiderne for
en snes år siden. Festklædt van-
drede grupper af mennesker ad
K’ornoKS snoede gangstier mod
kirken, fra alle dele af byen. De
samledes ved den smukke, hvide
bygning og gik ind. Der var slet
ikke plads til de mange menne-
sker. Bænke blev sat ind, og
dørene blev holdt åbne. Langt
ud på fjeldet stod og sad menig-
heden i grupper, de fleste med an-
sigtet mod solen, mod syd, hvor
det næsten uvirkelige naturpra-
leri gjorde denne logiske begiven-
hed så urimelig og uforståelig.
Den fyldige, grønlandske salme-
sang slog ud af kirken som en
lun sommerbrise og satte udsig-
ten i musik. Så dejligt findes intet
sted.
Da gudstjeneste og altergang
var forbi, gik man til kirkegår-
den, næsten hundrede mennesker,
og holdt andagt for de døde, en
højtidelighed, en gribende afsked
med familie og slægt, med K’or-
noK.
VELSIGNET OG FORBANDET
K’ornoKS røde, blå og gule huse
står der endnu. Og det bliver de
ved med. De bliver lejet ud til
sommerfolk, som forpligter sig
til at holde dem i forsvarlig stand.
Bygden vil i de varme måneder
stadig genlyde af børneråb og
latter. Den kommunale bænk vil
blive brugt. Der vil blive røget og
snakket, og naturen der omkring
vil se ud, som den altid har gjort.
Engang kommer torsken igen,
og det vil måske kunne betale sig
at indhandle den her. Men til den
tid er K’ornoK-folkene borgere i
et rationaliseret, industrialiseret,
centraliseret bysamfund og vil
ikke kunne vende tilbage, for
anerne er kun gammel historie.
Forbindelsen er afbrudt. K’ornoK
er nedlagt.
Konsekvensen af ændrede er-
hvervsmuligheder og anden ud-
vikling i øvrigt, nedlæggelsen af
det ene lille udsted efter det an-
det, fik sin allerbedste kommen-
tar af en halvfuld, af kærlighed
til K’ornoK næsten døsig mand,
som aftenen før den officielle af-
sked sagde:
— K’ornoK må være et velsig-
net sted at dø, men den er for-
bandet at rejse fra.
-den.
16