Atuagagdliutit - 24.12.1971, Side 4

I Dostojevskis mesterhånd er „Den lille pige med svovlstikkerne"
blevet til den lille russiske dreng, der endnu er for ung til at blive
sendt ud med tiggerposen. Men temaet i de to fortællinger er
det samme. Også her drejer det sig om et af samfundets sted-
børn, vi ellers — som Dostojevskij siger — vender ryggen til for
at slippe for at se. Selv om vi lever i en tid, hvor velfærdssamfun-
det kan få historien til at lyde „historisk", er sandheden i Dosto-
jevskijs fortælling både nutidig og aktuel.
Jeg ser for mig en dreng i en
kælder, en endnu meget lille
dreng, allerhøjst seks år — en
ikke af den slags, man allerede
kan sende ud på gaden „med po-
ten"; men som man om et år
eller to uvægerlig vil sende ud.
Den lille dreng vågnede en mor-
gen nede i en fugtig og kold kæl-
der. Han var klædt i en tynd
kofte og rystede over hele krop-
pen. Hans ånde stod ham som en
hvid damp ud af munden, og som
han sad dér i krogen på en kiste,
underholdt han sig med at blæse
dampen lige ud og se den for-
svinde i luften. Men han var fryg-
teligt sulten. Flere gange den
morgen, allerede ganske tidligt,
havde han været henne ved brik-
sen, hvor hans syge mor lå på
lidt spredt halm med en bylt
under hovedet. Hvor var hun
kommet fra? Hvordan var hun
havnet her? Sandsynligvis var
hun kommet hertil med sin dreng
fra en fremmed by og var så
pludselig blevet hjælpeløst syg.
Værtinden i disse kroge havde
politiet hentet for to dage siden,
de logerende havde spredt sig for
alle vinde, højtiden stod jo for
døren, og den eneste tiloversblev-
ne var en lazaron, der havde lig-
get døddrukken hele det sidste
døgn, fejrende julen på forskud.
I en anden krog af kælderrum-
met lå, stønnende af gigtsmerter,
en firsårig kone, der før havde
tjent som barnepige i et herskabs-
hus, men nu lå alene, ventede
døden, snart klynkende og støn-
nende, snart brummende og vris-
sende ad drengen, så han nu ikke
vovede at nærme sig hendes krog.
Ude i kældergangen havde han
fundet lidt vand, men en bid
brød fandt han intetsteds, og han
kom nu for tiende gang hen til
sin mor for at vække hende. Det
var forlængst begyndt at skumre,
og tilsidst følte han sig uhygge-
lig tilmode i mørket; det måtte
være aften nu, men der blev ikke
tændt lys. Han famlede med hån-
den hen over moderens ansigt og
undrede sig over, at hun ikke
rørte det mindste på sig og nu
var ligeså kold som muren, hun
lå ved.
„Hvor er der koldt her!“ tænk-
te han nu ved sig selv, idet han
stadig blev stående ved moderens
leje og som i tanker lod hånden
hvile på den dødes skulder. Så
åndede han på sine fingre for at
varme dem lidt, fik fat i sin hue,
der lå på briksen, og pludselig
listede han ganske sagte som i
blinde ud af kælderen. Han ville
været gået for længe siden, hvis
han ikke havde været bange for
den store hund, som hele dagen
havde tudet deroppe et sted for-
an trappen. Men nu var hunden
der ikke mere, han gik op og
stod nu pludselig ude på gaden.
Du store — hvilken by! Nej —
aldrig havde han set noget så-
dant! Dér, hvor han kom fra,
var der bælgmørkt ude om nat-
ten, bare een lygte i hele gaden.
Der blev de lave træhuse skod-
det til om aftenen; der var ikke
et menneske at se nogetsteds, når
det blev mørkt; så lukkede alle
sig inde, og han hørte kun hun-
dene derude i flokkevis tude og
glamme — det kunne lyde nat-
ten igennem som hundrede, ja
tusind hundes hylen og glammen.
Men der var til gengæld varmt
og godt, og mad fik han også nok
af, men her — oh, Gud, om han
dog blot kunne få lidt at spise!
Sikken en larm, sikken et myl-
der! Alle disse lys — og menne-
sker allevegne — og heste og
ekvipager — men hvor det frøs,
hvor det frøs! De udkørte hestes
frosne ånde stod som en tæt
damp fra deres varme muler.
Gennem den løse sne slog heste-
nes hove skarpt klirrende mod
stenbroen, alle mennesker puffe-
de til hinanden og — åh, Gud,
hvor sulten var han ikke — om
han dog bare kunne få en lille
bid af et eller andet — og nu
gjorde det pludselig så frygtelig
ondt i fingrene! En ordenshånd-
hæver gik forbi ham, men vendte
sig bort for at slippe for at se
ham.
Der var nu en ny gade — nej,
hvor bred den var! Her kunne
han nemt blive rendt over ende
eller kørt ned, som folk styrtede
afsted mellem hinanden og råbte
og snakkede, og alle disse heste i
susende trav og disse tusinder af
snurrende hjul, og hvor lyst, hvor
lyst var her ikke!... Men hvad
var det? Nej — denne mægtige
rude og bag ruden en stue og
inde i stuen et juletræ fra gulv
til loft! Et juletræ med mange,
mange lys, med æbler og guld-
stjerner ... og dér, rundt om-
kring træet små dukkebørn, og
legetøjsheste er der også; i væ-
relset løber små børn omkring, så
fint pyntede og rene, de leger og
morer sig, de spiser og drikker!
Nu begynder den pige dér at
danse med en dreng — nej, hvor
sød hun er, den lille pige! Musik
er der også — gennem ruden
kunne han tydeligt høre musik-
ken spille.
Drengen stirrede ind gennem
den mægtige rude og undrede sig
og måtte pludselig se — men nu
gjorde tæerne så ondt, så ondt,
og fingrene var nu helt mørke-
røde og kunne slet ikke bevæges
mere. Og pludselig måtte han
tænke på sine fingre og sine
tæer, så ondt de gjorde, åh, så
ondt!... og han brast i gråd og
løb grædende videre. Men dér bag
den rude dér, var der nu igen en
stue, også med træer i, men bor-
dene var her dækket op med po-
stejer og kager, en mængde for-
skellige kager var der, honning-
kager og mandelkager, røde og
gule kager, og der sidder fine
damer og giver enhver, som kom-
mer ind, en postej eller en kage;
hvert øjeblik åbnes døren, og en
mængde damer og herrer fra ga-
den træder ind.
Drengen gik nærmere hen, åb-
nede pludselig døren og smøg sig
ind. Uh, hvor de råbte op og fæg-
tede med armene! En af damerne
gik rask hen til ham, trykkede
ham en kobbermønt i hånden og
åbnede selv døren for ham ud til
gaden. Men kobbermønten faldt
ud af hånden på ham og rullede
klirrende ned ad trinene; han
kunne ikke bøje de små, frost-
røde fingre og holde fast på den.
Så løb drengen afsted, så hur-
tigt han kunne, uden selv at vide
hvorhen. Atter var han lige ved
at briste i gråd; men han var nu
så bange, at han bare løb videre,
alt imens han blæste på sine
fingre. Han blev med et så trist
4