Atuagagdliutit

Ukioqatigiit

Atuagagdliutit - 24.12.1971, Qupperneq 4

Atuagagdliutit - 24.12.1971, Qupperneq 4
I Dostojevskis mesterhånd er „Den lille pige med svovlstikkerne" blevet til den lille russiske dreng, der endnu er for ung til at blive sendt ud med tiggerposen. Men temaet i de to fortællinger er det samme. Også her drejer det sig om et af samfundets sted- børn, vi ellers — som Dostojevskij siger — vender ryggen til for at slippe for at se. Selv om vi lever i en tid, hvor velfærdssamfun- det kan få historien til at lyde „historisk", er sandheden i Dosto- jevskijs fortælling både nutidig og aktuel. Jeg ser for mig en dreng i en kælder, en endnu meget lille dreng, allerhøjst seks år — en ikke af den slags, man allerede kan sende ud på gaden „med po- ten"; men som man om et år eller to uvægerlig vil sende ud. Den lille dreng vågnede en mor- gen nede i en fugtig og kold kæl- der. Han var klædt i en tynd kofte og rystede over hele krop- pen. Hans ånde stod ham som en hvid damp ud af munden, og som han sad dér i krogen på en kiste, underholdt han sig med at blæse dampen lige ud og se den for- svinde i luften. Men han var fryg- teligt sulten. Flere gange den morgen, allerede ganske tidligt, havde han været henne ved brik- sen, hvor hans syge mor lå på lidt spredt halm med en bylt under hovedet. Hvor var hun kommet fra? Hvordan var hun havnet her? Sandsynligvis var hun kommet hertil med sin dreng fra en fremmed by og var så pludselig blevet hjælpeløst syg. Værtinden i disse kroge havde politiet hentet for to dage siden, de logerende havde spredt sig for alle vinde, højtiden stod jo for døren, og den eneste tiloversblev- ne var en lazaron, der havde lig- get døddrukken hele det sidste døgn, fejrende julen på forskud. I en anden krog af kælderrum- met lå, stønnende af gigtsmerter, en firsårig kone, der før havde tjent som barnepige i et herskabs- hus, men nu lå alene, ventede døden, snart klynkende og støn- nende, snart brummende og vris- sende ad drengen, så han nu ikke vovede at nærme sig hendes krog. Ude i kældergangen havde han fundet lidt vand, men en bid brød fandt han intetsteds, og han kom nu for tiende gang hen til sin mor for at vække hende. Det var forlængst begyndt at skumre, og tilsidst følte han sig uhygge- lig tilmode i mørket; det måtte være aften nu, men der blev ikke tændt lys. Han famlede med hån- den hen over moderens ansigt og undrede sig over, at hun ikke rørte det mindste på sig og nu var ligeså kold som muren, hun lå ved. „Hvor er der koldt her!“ tænk- te han nu ved sig selv, idet han stadig blev stående ved moderens leje og som i tanker lod hånden hvile på den dødes skulder. Så åndede han på sine fingre for at varme dem lidt, fik fat i sin hue, der lå på briksen, og pludselig listede han ganske sagte som i blinde ud af kælderen. Han ville været gået for længe siden, hvis han ikke havde været bange for den store hund, som hele dagen havde tudet deroppe et sted for- an trappen. Men nu var hunden der ikke mere, han gik op og stod nu pludselig ude på gaden. Du store — hvilken by! Nej — aldrig havde han set noget så- dant! Dér, hvor han kom fra, var der bælgmørkt ude om nat- ten, bare een lygte i hele gaden. Der blev de lave træhuse skod- det til om aftenen; der var ikke et menneske at se nogetsteds, når det blev mørkt; så lukkede alle sig inde, og han hørte kun hun- dene derude i flokkevis tude og glamme — det kunne lyde nat- ten igennem som hundrede, ja tusind hundes hylen og glammen. Men der var til gengæld varmt og godt, og mad fik han også nok af, men her — oh, Gud, om han dog blot kunne få lidt at spise! Sikken en larm, sikken et myl- der! Alle disse lys — og menne- sker allevegne — og heste og ekvipager — men hvor det frøs, hvor det frøs! De udkørte hestes frosne ånde stod som en tæt damp fra deres varme muler. Gennem den løse sne slog heste- nes hove skarpt klirrende mod stenbroen, alle mennesker puffe- de til hinanden og — åh, Gud, hvor sulten var han ikke — om han dog bare kunne få en lille bid af et eller andet — og nu gjorde det pludselig så frygtelig ondt i fingrene! En ordenshånd- hæver gik forbi ham, men vendte sig bort for at slippe for at se ham. Der var nu en ny gade — nej, hvor bred den var! Her kunne han nemt blive rendt over ende eller kørt ned, som folk styrtede afsted mellem hinanden og råbte og snakkede, og alle disse heste i susende trav og disse tusinder af snurrende hjul, og hvor lyst, hvor lyst var her ikke!... Men hvad var det? Nej — denne mægtige rude og bag ruden en stue og inde i stuen et juletræ fra gulv til loft! Et juletræ med mange, mange lys, med æbler og guld- stjerner ... og dér, rundt om- kring træet små dukkebørn, og legetøjsheste er der også; i væ- relset løber små børn omkring, så fint pyntede og rene, de leger og morer sig, de spiser og drikker! Nu begynder den pige dér at danse med en dreng — nej, hvor sød hun er, den lille pige! Musik er der også — gennem ruden kunne han tydeligt høre musik- ken spille. Drengen stirrede ind gennem den mægtige rude og undrede sig og måtte pludselig se — men nu gjorde tæerne så ondt, så ondt, og fingrene var nu helt mørke- røde og kunne slet ikke bevæges mere. Og pludselig måtte han tænke på sine fingre og sine tæer, så ondt de gjorde, åh, så ondt!... og han brast i gråd og løb grædende videre. Men dér bag den rude dér, var der nu igen en stue, også med træer i, men bor- dene var her dækket op med po- stejer og kager, en mængde for- skellige kager var der, honning- kager og mandelkager, røde og gule kager, og der sidder fine damer og giver enhver, som kom- mer ind, en postej eller en kage; hvert øjeblik åbnes døren, og en mængde damer og herrer fra ga- den træder ind. Drengen gik nærmere hen, åb- nede pludselig døren og smøg sig ind. Uh, hvor de råbte op og fæg- tede med armene! En af damerne gik rask hen til ham, trykkede ham en kobbermønt i hånden og åbnede selv døren for ham ud til gaden. Men kobbermønten faldt ud af hånden på ham og rullede klirrende ned ad trinene; han kunne ikke bøje de små, frost- røde fingre og holde fast på den. Så løb drengen afsted, så hur- tigt han kunne, uden selv at vide hvorhen. Atter var han lige ved at briste i gråd; men han var nu så bange, at han bare løb videre, alt imens han blæste på sine fingre. Han blev med et så trist 4

x

Atuagagdliutit

Direct Links

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.