Atuagagdliutit - 14.12.1978, Blaðsíða 6

Juleaften tryller den 13-årige Emil på byens sygehus for børnene, som
skal have en særlig gave, men gaven forsvinder på mystisk vis —
Denne julefortælling for børn handler også om, hvordan Emil hjælper
en kammerat i knibe.
Af Vagn Simonsen. I II. af Gerda N ystad
I sygehusets festsal var de nået til
sangen „Højt fra træets grønne
top“. Emil befandt sig på et kon-
tor i etagen ovenover, og han
kunne høre sin fars kraftige bas-
stemme lægge en solid bund for
de mange børnestemmer. De ville
snart nå til gaveuddelingen, og
derefter var det Emils tur til at
optræde.
Næsten lige så længe den 13-
årige dreng kunne huske, havde
julen været en usædvanlig travl
tid for hans familie. Begge for-
ældrene havde rejst med cirkus
i deres unge år, men de var blevet
trætte af det omflakkende liv og
havde taget andet arbejde. Nu
optrådte de kun i juletiden. Det
kunne de have hele børneflokken
på fire med til.
Emils far optrådte nemlig som
julemand. Hans mor som nisse-
mor cg hans søskende som nisse-
børn, der kunne synge og danse
i forskellige sanglege.
Selv var han efterhånden ble-
vet så dygtig til sine tryllenumre,
at han kunne optræde som „Mr.
Mystico“. Han tryllede penge ud
af næsen på tilskuerne og blom-
ster cg fugle ud af tilsyneladende
tomme kasser, og han kunne få
silketørklæder til at dukke frem
fra sammenkrøllede papirstumper.
Selve juleaften var den travle-
ste, men også den sjoveste dag.
Det var efterhånden blevet et fast
program, at julenissefamilien om
eftermiddagen optrådte på for-
skellige hjem fer ældre mennesker
og om aftenen var med til julefe-
sten på byens sygehus. Det var
her, børn og voksne nu var ved
at danse om et stort juletræ.
„Danse" er måske så meget sagt.
Det var ikke alle, der var raske
nok til selv at bevæge sig om-
kring træet. Men næsten alle pa-
tienterne var i hvert fald forsam-
let i den store sal. De, der ikke
selv kunne gå, kunne blive kørt
en tur rundt om træet af portø-
rer, sygeplejersker eller de oppe-
gående patienter.
Emil havde lånt oversygeple-
jerskens kontor for at have et
sted at pakke sine tryllerekvisit-
ter ud og gøre dem klar.
Han var ved at anbringe sine
to turtelduer i den store mystiske
tryllekasse, da han hørte nogle
mærkelige dunkende trin ude på
gangen. Han kunne ikke slippe
sine duer, før de var kommet or-
dentligt på plads, så han kunne
ikke kigge ud på gangen, før tri-
nene atter var forsvundet.
Emil sluttede sin klargøring
med at putte nogle sammenfolde-
lige blomsterbuketter ned i sin
høje hat og lægge den parat på
bordet ... Der var endnu et kvar-
ter til hans optræden, så han kun-
ne nå over i salen og se på gave-
uddelingen.
Da han åbnede døren til gan-
gen, hørte han igen de mystiske
dunkelyde. Han trådte ud og så
en dreng omtrent på sin egen al-
der komme humpende hen ad gan-
gen. Drengen havde det ene ben i
gips. Han fik øje på Emil og
standsede brat op. Han så forvir-
ret ud og spurgte næsten vredt:
— Hvorfor er du her?
Emil begyndte at le. — Jamen
det er jo Troels, udbrød han. —
Jeg kan godt huske, du væltede
med en knallert.
Troels gik også på Emils skole,
men en klasse over ham. Alle bør-
nene i skolen havde hørt om
Troels uheld med knallerten. Den
tilhørte en nabo, og Troels havde
med sædvanlig dumdristighed
kørt på den og var ramlet mod
et eller andet. Han var væltet og
havde brækket noget i foden.
Det var en lidt kedelig historie,
for Troels var kun 14 år, og han
havde „lånt" knallerten, uden at
naboen vidste det. Han havde og-
så fået besøg af politiet på syge-
huset, men var heldigvis sluppet
med en advarsel.
— Er du ikke med til julefe-
sten? spurgte Emil.
Troels’ øjne flakkede lidt. — Jo,
mumlede han, — jeg er på vej.
Så fik han øje på Emils trylle-
sager.
— Nej, hvor lækkert, udbrød
han. — Skal du optræde med
dem?
Emil kom i tanker om noget. —
Er der ikke noget med, at du også
kan trylle?
Troels rokkede ubestemmeligt
med hovedet, mens han greb et
par røde kugler på bordet og lod
dem behændigt forsvinde og kom-
me tilsyne mellem sine fingre.
— Jeg kan forskellige manipu-
lationer, men jeg har aldrig fået
sparet sammen til rekvisitter, sag-
de Troels med et skævt smil. —
Desuden er det vel nok med én
tryllekunstner på vores skole. Det
er jo altid dig, der laver noget
ved skolefesterne.
Jamen, vi kunne da let lave no-
get sammen, hvis du også træne-
de nogle numre op, mente Emil.
Troels rystede på hovedet. —
Jeg er blevet mere interesseret i
mekanik. Motorer og den slags.
Hvis jeg selv sparer 500 kr. sam-
men, får jeg en knallert til foråret,
når jeg fylder 15, sagde han og
lyste op i et glad smil.
— Du har åbenbart ikke mistet
modet, sagde Emil og rakte ud
efter Troels’ gipsbandage. — Gør
det ikke ondt?
Troels trak lynhurtigt benet til
sig. — Nej, sagde han. Det er ikke
så galt, jeg er snart frisk igen.
Men det var dumt af mig at køre
ud på en knallert, jeg ikke kend-
te. Men sådan er jeg vist. Nogen
gange tænker jeg mig først om
bagefter.
Han vinkede til Emil og humpe-
de hurtigt ned ad gangen. Emil
var pludselig kommet i tanker
cm en verslinie, de havde sunget
før nede i festsalen. „Når du
strammer garnet, kvæler du jo
barnet." Han kom til at tænke på
det, fordi han i sin rekvisitkuf-
fert havde et reb, som var lavet
på en særlig måde. Når han trak
i det, blev det forvandlet til et
spraglet tørklæde. Han havde
også nogle rør, som han kunne
trylle om til et par tændte jule-
lys. Endelig kunne han jo også
trylle med noget julepapir. Han
ærgrede sig over, at han ikke no-
get før var kommet i hanker om
at lave et specielt jule-tryllenum-
mer. Men han kunne sagtens nå
at lave det, hvis han gik ned og
fik fat i noget indpakningspapir
fra en julegave.
Nogle læger og sygeplejersker
kom forbi ude på gangen. En af
sygeplejerskerne kom ind til ham
og spurgte, om det var i orden,
hvis han kem ned og tryllede om
ca. ti minutter. Hun ville skaffe
en mand, som kunne hjælpe ham
med at bære tingene ned.
I det samme stod den anden sy-
geplejerske i døren og bad be-
kymret sin kollega om at komme
hen på overlægens kontor. De
nærmest løb hen ad gangen, og
Emil tænkte forskrækket på, om
der var sket en ulykke, så syge-
huspersonalet måtte afbryde fe-
sten cg skynde sig til operations-
bordene.
Han hørte ophidsede stemmer
fra overlægens kontor og gik nys-
gerrigt hen ad gangen. Da han
nåede den åbne dør, så han over-
læge Jacobsen stå eftertænksomt
midt på kontorgulvet, mens de to
sygeplejersker og en anden læge
var i gang med en større opryd-
ning på skrivebordene. Det så be-
synderligt ud, og Emil kunne ikke
dy sig for at spørge, om han kun-
ne hjælpe med noget. — Åh, det
er jo trylledrengen. Det er lige
dig vi mangler. Kan du ikke tryl-
le en hvid kuvert med to hundre-
de kroner frem? Så er juleaften
reddet.
Emil så forbløffet på de voksne,
men overlægen gav ham hurtigt
forklaringen. På sygehusets bør-
neafdeling havde de et bur med
to sjove papegøjer. Det vil sige,
fer nylig var den ene, papegøje-
hunnen, død, og den tilbageblevne,
der hed Jacob (som regel kaldet
Jacobsen ligesom overlægen), hav-
de lige siden hængt sådan med
næbbet, at en eller anden havde
fundet på, at de skulle samle
penge ind til en ny hun-papegøje.
Om eftermiddagen havde de
talt pengene op og vekslet dem til
to hundredkronesedler, som var
blevet lagt i en konvolut. Den
havde nogle af børnene lavet nog-
le sjove tegninger på. Det havde
så været tanken, at Jacob skulle
bæres ind i sit bur nu ved gave-
uddelingen, og Jacobsen skulle
overrække ham konvolutten og i
en lille tale meddele, at sygehu-
sets inventarkasse ville skaffe de
resterende penge til endnu en pa-
pegøje. Nå, nu var programmet
ødelagt, fordi kuverten med pen-
gene var blevet væk. Emil bed
sig i læben. — Kan der have væ-
ret nogen på kontoret og stjæle
den?
— Nej-nej, det er udelukket,
sagde overlægen. — Jeg har haft
nøglen til kontoret her i min kit-
tellomme hele aftenen. Overlægen
slog sig beroligende på sin store
lomme.
Emil tænkte bekymret på, at
det ville være en nem sag for en,
der var lidt fiks på fingrene, at
fiske sådan en nøgle op og lægge
den på plads igen, uden at over-
lægen mærkede noget.
— Nå, sagde overlægen. — Vi
finder nok kuverten i morgen.
Lad Os gå tilbage til festen, så si-
ger jeg, at Jacob må vente med
sin gave.
Emil rømmede sig. — Hør, sag-
de han, — Ville De have noget
imod at vente med den medde-
lelse til efter mit tryllenummer?
spurgte han.
— Nej, selvfølgelig ikke, sagde
overlægen med et smil, — Jeg skal
nok lade være med at ødelægge
stemningen, lige før du går på
scenen.
Emil skyndte sig over i festsa-
len. Der stod et stort juletræ med
tændte lys og masser af pynt,
som patienterne havde lavet. Der
var kørt en del senge med patien-
ter op langs væggene. Hans mor
cg far spillede og sang, og midt på
gulvet, hvor der flød en masse
gavepapir og kulørte bånd, løb
hans søskende rundt og legede lo-
komotiv med en lang hale af børn
efter sig.
Emil gik en runde og fik hur-
tigt øje på den person, han søgte,
Troels sad i et hjørne af salen
sammen med sin mor. Han havde
negle pakker på skødet, men så
egentlig ikke rigtig glad ud.
— Hej Troels, råbte Emil. —
Kunne du ikke komme og hjælpe
mig med noget?
Troels så sig usikert omkring,
men efter en bemærkning til sin
mor humpede han over til Emil,
scm tog ham med over på over-
sygeplejerskens kontor.
Da de var kommet ind, lukkede
Emil døren. — Nu skal jeg vise
dig en tryllekunst, sagde han al-
vorligt. Han svingede et tørklæde
i luften, trak sin tryllestav hen
over det og sagde „Hokus pokus
filiokus!" Da han åbnede tørklæ-
det, lå der indeni en hvid kuvert
med børnetegninger på.
Troels blev bleg. — Hvor ... —
Hvordan ... hviskede han hæst
cg tog sig til gipsbandagen.
Emil smilede lidt spydigt: —
Åh, du er jo selv tryllekunstner
nok til at vide, at den slags bare
kræver hurtige fingre. Troels
gjorde nogle nervøse synkebevæ-
gelser cg stirrede forlegent ned i
gulvet. Så sagde han stille: — Jeg
ved ikke, hvad der gik af mig-
Jeg så, da de lagde pengene i ku-
verten i eftermidags. Da tænkte
jeg for sjov på, at det kunne være
en god hjælp til knallerten, hvis
de var mine. Mens vi dansede om
juletræet, så jeg nøglen glimte i
Jacobsens lomme ... og pludselig
havde jeg altså snuppet den. Og
så hentede jeg konvolutten. Da jeg
puttede nøglen tilbage i lommen
igen, fortrød jeg det hele, men
det var jo ligesom for sent . • •
Men hvorfra vidste du, at jeg
havde gemt pengene i min gips-
fod?
Emil smilede. — Hvor skulle du
ellers gemme den? Du var jo også
så bange for, at jeg skulle røre
ved gipsen, selv om det slet ikke
gør ondt mere. Jeg snuppede kon-
volutten fra dig, da du gik foran
op ad trappen.
Troels vor modfalden sunket
ned på en stol. — De har altså op-
daget det, sukkede han. — Så bli-
ver der en skrækkelig ballade,
med politi og det hele.
Emil kunne se, at han var lige
ved at græde. Han slog ham op-
muntrende på skuldrene. — Jeg
er sikker på, at Jacobsen ikke vil
melde dig, hvis du fortæller ham
det hele, men lad os nu tage én
ting ad gangen. Først skal vi ned
og trylle. Du skal lave det num-
mer med kuglerne. Det gør du
bedre end jeg. Så kan du være
min assistent i de andre numre.
Kort efter stod de to drenge på
scenen. „Mr. Mystico" og „Dr.
Magicus" kaldte de sig. Troels fik
stort bifald for sit nummer med at
LEDER
til Bygge- og Anlægskolens kostafdeling i
Holsteinsborg.
Økonoma eller kok søges til Bygge- og Anlægsskolens kost-
afdeling.
Arbejdet omfatter bl. a. daglig ledelse af kostafdelingen,
planlægning af kostplaner, indkøb, kontrol af indkøb, kost-
regnskab.
Fuldkostdeltagere året rundt vil være ca. 100 personer.
Der lægges vægt på samarbejde og det vil være en fordel, at
ansøgeren har kendskab til grønlandske forhold.
Dobbel'tsproget ansøger vil være at foretrække.
Løn efter gældende overenskomst.
Yderligere oplysninger omkring stillingen kan fås ved skrift-
lig eller telefonisk henvendelse til Bygge- og Anlægsskolen i
Grønland, box 97, 3911 Holsteinsborg, tlf. 1 44 88, men ansøg-
ningen bedes stilet til Ministeriet for Grønland, Hausergade
3, 1128 København K, men sendes til:
Uddannelsesinspektørens kontor
Box 622 . 3900 Godthåb - senest den 1. januar 1979.
6