Atuagagdliutit - 14.12.1978, Blaðsíða 24

Vugge i gammeldags
kurve««! - ligesom
den mor legede med!
Med »himmel« søm! dyne
og pude • højde 90 cm
» Lene«
Treedukkevogn
42 cm høj
Dukkestol §§
i træ, f'f
Kan slés netfilt bord -f stol
Stol ti! dukke • 76 cm hoj
|u. dukke)
Gammeldags kurvevogn ■ kr.
hængende i et bur, råbte til folk,
som gik forbi.
Det kunne nok tage pippet fra
selv den modigste, mens jeg kæm-
pede videre for julehyggen inden
for mine fire vægge. Min græske
familie forsikrede mig om, at det
havde været en uforglemmelig af-
ten. Det tror jeg. Jeg har i alt fald
aldrig glemt den.
Det var dengang. Nu er græker-
ne, som efterhånden rejser meget,
blevet grebet af julebacillen. Ju-
len ankom et skønne år til Græ-
kenland med et brag, efter at for-
retningsfolk havde øjnet deres
chance. Forretningerne strålede
af lys, der var nisser med vat-
skæg, julepynt i store mængder og
rigtige grantræer, indført fra
Skandinavien. Gaderne i den
gamle del af byen var fyldt med
trækvogne, hvorfra alt muligt
gøgl solgtes, mekanisk legetøj løb
mellem benene på folk, legetøjs-
fly summede over deres hoveder,
og truttende trompeter truede
med at sprænge deres trommehin-
der. I byens midte stod nu også et
kæmpetræ pyntet efter alle kun-
stens regler. Endelig fik vi skan-
dinaver en chance for at sprede
vor berømte hygge. Græske slægt-
ninge havde forlængst lært at
danse om juletræet og brumme
med på skandinaviske julesalmer,
men grækerne lærer aldrig at fej-
re julen med samme andagt, som
vi gør det. De køber deres juletræ
to-tre uger før jul, omslynger det
med kulørte lamper, der tænder
og slukker som lysreklamer, hyl-
Julen kalder lysten til at overholde traditioner frem i os alle, og når
man er langt hjemmefra, får traditionerne en særlig betydning — de
må endelig overholdes — Forfatterinden Dagny Kjærsgaard, som har
boet i Grækenland i en lang årrække, fortæller festligt om sine van-
skeligheder med at skabe skandinavisk julehygge under fremmede
himmelstrøg.
ler det ind i englenar ira top tu
fod og stiller det hen foran et vin-
due, hvor det står i ugevis, mest
til fryd for forbipasserende. Hvad
angår gaver, så tager de deres
børn med i forretningerne, lader
dem selv vælge deres legetøj og
giver dem det lige på stedet. For-
retningerne er stadig åbne juleaf-
ten, og der er stadig ikke andre
julelækkerier i hjemmene end de
to slags kager med sirup og flor-
sukker, som ikke rigtigt er efter
vor smag. Så har grækerne til
gengæld heller ikke høje tanker
om vore brune kager og klejner.
Men jul har vi altså fået her-
nede - så længe det varer. Sidste
år dukkede der pludselig en kam-
pagne op i pressen, som lød foru-
roligende. Den støjende julefest i
december og juletræet er ikke
græske traditioner, hed det. - I
gamle dage havde man i stedet
for juletræ en model af en fuld-
rigget skonnert i sine stuer, og i
helligdagene foretog man udflug-
ter ud i naturen i al stilfærdighed.
I Piræus forsvandt juletræet fra
byens centrum og blev erstattet
af en skonnert med kulørte lam-
per i masterne. Vi fik forevist den
samme skonnert på fjernsynets
skærm med en indrtængende an-
modning om at gå tilbage til den-
ne smukke skik og afskaffe jule-
træet.
Jeg må tilstå, at jeg sank en
klump.
Skal jeg nu virkelig begynde
forfra i kampen for skandinavisk
julehygge?
Man kan godt sige, at vi skandi-
naver er flegmatiske, men på et
punkt er vi alle fanatikere: Hvor
vi end færdes på jorden, må vi
fejre julen med træ, lys og gaver,
fryd og fred. Det kan til tider væ-
re vanskeligt i et fjernt land. Selv
glemmer jeg aldrig min første jul
i Grækenland.
Min treårige datter havde ople-
vet julen i Danmark med alle dens
glæder, og vi begyndte i god tid
at bage brune kager, klejner og
vanillekranse, som det sig hør og
bør. Men hvad med julestemning?
Den ventede vi forgæves på. Der
var ingen juletræer, ingen nisser,
ingen pyntede butiksvinduer. -
Hvordan kunne det være, at et
kristent land i Europa ikke fulgte
de almindelige juleskikke, der for
os er så uundværlige?
For at forstå det, må vi gå helt
tilbage til det tredie århundrede. -
Grækenland, som var et af de før-
ste kristne lande i Europa, hel-
ligholdt den 6. januar, dagen for
Jesu dåb. Denne kirkelige fest,
som kaldes Epifani, svarer i det
store og hele til vor jul. Andre
folkeslag, blandt andet det ar-
mensk-ortodokse, hvoraf der fin-
des et mindretal i Grækenland,
fejrer ligeledes julen den 6. ja-
nuar.
På denne dag, kaldet Ta Fota,
opstilles et alter på stranden - i
Athen er det ude i Piræus. Her
træder Athens ærkebiskop om
formiddagen frem i pragtfuldt
skrud flankeret af alle regerin-
gens medlemmer og udenlandske
diplomater i kjole og hvidt. Ær-
kebiskoppen prædiker og messer
i en røgelsessky og går til sidst
ned til havet med et stort kors,
som han kaster ud i bølgerne. Små
drenge, som ikke må være over
15 år, står parat i badedragter og
styrter sig i havet - det gælder
om at være den første, der får fat
i korset. Vinderen bringer det ær-
bødigt tilbage til ærkebiskoppen.
Det siges, at himlen åbner sig i
dette øjeblik og kaster en stråle-
glans over menneskeheden.
Dagen før Epifani går landets
præsident rundt i græske hjem
med en basilikum-kvist i hånden.
Den dypper de i indviet vand,
hvorefter de med kvisten sprøjter
i alle værelser for at fordrive on-
de ånder. Så er man parat til at
fejre Ta Fota næste morgen.
Det var som bekendt katolik-
kerne, der i det fjerde århundre-
de med henblik på solhvervet
valgte den 25. december som tids-
punktet for Jesu fødsel. Den
græsk-ortodokse kirke, som aldrig
har kunnet enes med den katol-
ske, modtog budskabet med kølig-
hed. Efterhånden som julen blev
accepteret i resten af Europa og
udviklede sig til de store religiø-
se fester, forblev Grækenland
passiv, selv om kirken anerkendte
dogmet om Jesu fødsel.
Alt dette var meget interessant
at høre, men gjaldt ikke for mig.
Jeg holdt lige så stædigt på mine
traditioner som grækerne på de-
res. Jul skulle vi have trods alle
vanskeligheder.
Først var der træet. Jeg fik at
vide, at grantræer er sjældne i
Grækenland og kun vokser oppe
på bjergtoppene. Det kunne følge-
lig ikke skaffes med kort varsel.
Men medfølende venner bragte
mig en lille pinje, lidt skæv
og forpjusket, men dog ikke ilde.
Jeg satte den ned i en urtepotte
med sand, som jeg dækkede med
guldpapir. Værst var det med ju-
lepynt. Det kan man som bekendt
selv lave, hvis man er fiks på fin-
grene. Det var jeg desværre ikke.
Mine kræmmerhuse, juleengle og
diverse andre figurer lykkedes ik-
ke særlig godt, men de satte os
dog i en slags julestemning. Den
forøgedes, da damen fra lejlighe-
den nedenuder kom og forærede
mig en tallerken julebagværk. Det
var honningkager med en masse
sirup på og en islags halvmåner
overstrøet med et tykt lag flor-
sukker. Jeg gav hende til gen-
gæld nogle brune kager og klej-
ner. Hun så lige så mistænksomt
på dem som jeg på hendes kager,
men vi skiltes med et smil og et
„Kala Hristujenna", som betyder
god jul.
Juleaftendag tidligt om morge-
nen fik vi et andet lille pust af
jul. Det ringede på døren og uden-
for stod en flok børn med forvent-
ningsfulde ansigter. En af dem
havde en trekant af jern og en
lille jernstang i hånden. De ud-
brød med én røst: Skal vi synge?
Jeg svarede næ, som betyder ja
på græsk, og børnene satte i med
en sød lille sang, mens den ene
dreng slog jernstangen mod tre-
kantens sider og frembragte et
klingende akkompagnement, der
lød som ringlen af bjælder.
Sang ved dørene forekommer
tre gange - juleaftensdag, nytårs-
aftensdag og Ta Fota. Sangene
kaldes kalanda, og ordene er for-
skellige på de tre dage.
Til nytår synges blandt andet
om helgenen St. Basilios, som var
biskop i Cæsarea og kommer ved
årsskiftet med en ikon, et ark pa-
pir og en fjerpen i hænderne.
Vi var meget glade for alle de
søde, sortøjede børn og vendte
med fornyet energi tilbage til vort
lille juletræ. Endelig kom det sto-
re øjeblik, da det skulle pyntes. -
Det blev ikke jordens fineste ju-
letræ, men det var dog noget, og
min datter var i alt fald meget
glad for det. Om aftenen da jeg
tændte lysene, så det helt festligt
ud. Min græske familie var meget
imponeret over det.
Men da vi dansede om juletræ-
et, svippede mine lyseholdere om,
og der gik ild i det hele. Vi styrte-
de til for at redde træet, men det
væltede og slukkedes for evigt.
Alting sammensvor sig imod
mig. Udenfor på gaden var alle
forretninger åbne. Barberen klip-
pede hår, og slagteren huggede
kød i stykker på sin træblok,
mens en papegøje, han havde
□ Jeg ønsker julebrochure tilsendt
POSTBOX 69
3900 GODTHÅB
TLF. 2 12 80
, øukkevogn 278,"
* kassen er med atropper
og kan loftes af og bruges
som tUt
278,-
□ Jeg bestiller her
Kravlegård tu dukken
diameter 43 cm
69§°
(v. dukke)
NU KOM DET!
Skandinaviens største
«JCv
filmkatalog
med alt i spillefilm
Skriv til os og fS vort 90 siders katalog gratis tilsendt.
v *&*<*■*
NV-Foto
Frederiksborgvej 84
2400 Kbh. NV .
25