Atuagagdliutit - 14.12.1978, Blaðsíða 12

Kar
Skatte i
I år er det 30 år siden man gjorde de første sensationelle fund af
skriftruller ved Det døde Hav — Læs den spændende beretning om
rullernes oprindelse og senere historie, der på en sælsom måde synes
at følge Israels udslettelse og genoprejsning
Af Uffe Nissen. I II. Boye Willumsen
Et af de mest øde og knugende
landskaber på denne klode er eg-
nen omkring Det døde Hav i Is-
rael. Har man blot een gang stået
i dette hvide blændende sollys,
der reflekteres i det gulhvide sand
og klipperne, og mærket den død-
lignende stilhed i denne ørken,
glemmer man det aldrig. Om no-
get sted på Jorden kan kaldes
Gudsforladt, må det være dette.
Og dog var det i dette øde
landskab, at „de levende vand-
strømme" helt uventet sprang
frem i 1947. Udtrykket er bibelsk
og helt på sin plads i denne for-
bindelse, for netop i den Esa jas-
rulle, som blev fundet her, står
profetien om Messiastidens her-
lighed i kapitel 35: „Det glødende
sand bliver vanddrag, til kilde-
væld tørstigt land ..Det var
dette kapitel, som næsten 3000 år
senere inspirerede Grundtvig til
den storslåede salme „Blomstre
som en rosengård skal de øde
vange ..
Nidkære munke
Det jødiske folk har altid været
kendt for sin nidkære udøvelse
af de religiøse pligter — så nid-
kær, at salmisten David i sin 69.
salme må sukke: „Nidkærhed for
dit hus har fortæret mig.“ Det
var denne salme, disciplene min-
dede hinanden om efter Jesu ud-
drivelse af kræmmerne i templet
(Johs. 2, 17.).
Men de nidkæreste af de nid-
kære var i tiden kort før Jesu
fødsel en munkesekt, der kaldtes
essæerne. De stod i skarpt mod-
sætningsforhold til den officielle
religiøse myndighed i Jerusalem
og var efterhånden blevet tvun-
get ud i ørkenen, hvor de i Qum-
ran ved bredden af Dødehavet
levede helt afsondret fra verden.
Meget tyder på, at både Johan-
nes Døberen og Jesus selv var op-
lært og udgået fra dette barske
mandssamfund og har benyttet
det som tilflugtssted i kritiske si-
tuationer.
Essæerne så det som deres vig-
tigste opgave at bevare de gamle
profetiske skrifter rene og ufor-
falskede for efterslægten. Derfor
brugte de megen tid og omhu på
at afskrive de gamle skriftruller.
Klosteret betragtede de som en
helligdom, hvor de kun indfandt
sig for at indtage det fælles bro-
dermåltid (som måske var Jesu
forbillede for indstiftelsen af nad-
veren), forrette gudstjenester og
afskrive skriftruller. Man har ved
udgravningerne fundet blækhuse
af sten, skrivepenne, olielamper
og andre remedier. Om natten
trak de sig tilbage til hulernes
mørke kølighed i de stejle klip-
per, der går ned til Qumran.
Men i længden kunne heller
ikke disse fredelige gudsdyrkere
holde sig fri af verdens omvælt-
ninger. Under det sidste store op-
rør mod romerne omkring år 67
e, Kr. søgte mange af de flygten-
de zeloter (knivstikkere) fra det
brændende Jerusalem til det stille
kloster ved Dødehavet. Som straf
ødelagde romerne klostret og har
sandsynligvis dræbt både munke
og oprørere — de af dem, der ikke
nåede at flygte videre til klippe-
fæstningen Masada længere syd-
på, hvor den sidste tragiske akt i
jødernes frihedskrig blev udspil-
let få år senere.
Omvæltninger
Men før ødelæggelsen kom over
dem, havde essæerne nået at
bringe deres dyrebareste eje i
sikkerhed: De mange hundrede
skriftruller, som de betragtede
som Guds ord og derfor havde en
hellig pligt til at bevare for efter-
slægten. Der var ikke tid til at
bringe dem længere end til de
huler, hvor de selv boede, men
det var også nok. Omhyggeligt
indpakket i hørlærred blev papy-
rusrullerne lagt i høje lerkrukker
og forseglet —■ så sørgede det
knastørre klima og ørkenens ro
for resten. „De levende vand-
strømme" var lukket inde, indtil
tiden var inde for dem til igen at
spredes i et frit og selvstændigt
Israel.
Og århundreder gik. Romerske
herskere blev afløst af byzantin-
ske, som igen blev afløst af ara-
biske. Så kom de europæiske kors-
togsriddere, mongoler tyrkere,
Napoleons franskmænd og eng-
lænderne — indtil den histori-
ske dag 14. maj 1948, da den nye
tids David, Ben-Gurion, prokla-
merede Israels genfødsel som su-
veræn stat. Det var igen Davids
udfordring til en overvældende
stærk Goliat, men alle ved hvor-
dan kampen endte.
Allerede året før var „de le-
vende vande" dog begyndt at pib-
le frem i ørkenen — Guds ord
på papyrusruller syntes på sæl-
som måde at følge Israels udslet-
telse og genoprejsning.
En dag i 1947 var en beduiner-
dreng ved navn Muhamed Dib
på jagt efter en ged, som var lø-
bet bort fra den flok han vog-
tede. Dyret nød åbenbart frihe-
den, for det dristede sig op i bjer-
gene ved Qumran, hvor Muha-
meds stamme aldrig kom.
Ærgerlig smed drengen sten
efter geden for at få den til at
ændre retning. Men en af stenene
faldt ned i et hul, hvor den først
efter nogle sekunders forløb gav
genlyd på bunden. Der måtte
være en hule! Og huler er jo no-
get, som drenge verden over al-
tid har været tiltrukket af. Der-
for mærkede Muhamed sig nøje
stedet og gik dagen efter derop
igen med en jævnaldrende kam-
merat som betryggende selskab —
man vidste jo aldrig, om der bo-
ede en ond ånd nede i det mørke
hul!
Men hvad de fandt, var en
række høje lerkrukker, halvt
skjult under nedfaldent grus.
Rundt om lå skår fra flere andre
krukker, der var slået itu. Ivrigt
fjernene drengene det skålforme-
de låg på de hele krukker, og
luften fyldtes med en rådden lugt,
der straks gjorde det af med de-
res forventninger om at finde
mønter eller smykker.
De tog krukkerne med ud i
solskinnet og undersøgte indhol-
det: nogle underlige aflange klum-
per, indsvøbt i strimler af hør-
lærred. Det hele var overtrukket
med en mørk masse som voks
eller beg. De fjernede svøbet °S
kunne nu rulle en lang strimmel
af tynde sammensyede blade ud,
tæt beskrevet med skrifttegn de
ikke forstod. Det hele så ikke ud
til at være noget værd som han-
delsvare.
Skuffede stak de rulerne i de-
res lærredspose med brød og. dad-
ler. Krukkerne tog de med hjem
til lejren, hvor de i den følgende
tid blev brugt til vand og andre
fornødenheder.
Manuskriptjagt
At følge de 2000-årige skriftrul-
ler i deres videre skæbne fra den
dag er mere spændende end den
mest forrygende kriminalroman.
Den farlige politiske situation i
det daværende Palæstina, araber-
nes uvidenhed om skattenes vær-
di, den stedlige videnskabs for-
ståelige vantro samt den penge-
politik, der efterhånden gik i fun-
dene, gjorde skriftrullernes frem-
komst til en utrolig kompliceret
affære. Fem kontinenters viden-
skabelige og økonomiske ressour-
cer måtte inddrages, før der var
reddet så meget af skattene, som
reddes kunne. Hvad araberne
havde brugt til sålelæder og lap-
ning af deres telte, var for evigt
gået tabt — men slutresultatet af
denne manuskriptjagt, som strak-
te sig over flere år, var alligevel
overvældende rigt.
I 11 huler fandt man efterhån-
den næsten 400 forskellige ma-
nuskripter, hvoraf omtrent 100
var brudstykker af de bibelske
bøger.
Alle bøger i Gamle Testamen-
te undtagen Esthers Bog er repræ-
senteret, nogle endda med flere
eksemplarer.
Afskrifterne af Davids salmer
cg 3. Mosebog er næsten kom-
plette, det samme gælder Daniels
Beg. Pragtstykket er en komplet
rulle med alle 66 kapitler af Mes-
siastidens profet par excellence,
Esajas — den stammer fra ca. 100
år før Kristi fødsel. Har Jesus
haft forbindelse med essæerne, er
det altså mere end sandsynligt, at
han har holdt denne rulle i sine
hænder.
De ikke-bibelske ruller inde-
holder kommentarer til profeter-
ne Mika og Habakuk samt Sal-
merne. Desuden en fantastisk
skildring af de sidste tiders kamp
mellem „mørkets sønner" og „ly-
sets sønner", essæernes ordens-
regler og salmer samt brudstyk-
ker af de apokryfiske bøger.
Endnu i dag er man ikke blevet
færdig med at tyde alle fundene,
da de fleste kun foreligger som
CHEVRON-ip kalåtdlit
nunånitut tamaisa
ukiortame pivdluarquvai.
CHEVRON
ønsker alle i Grønland
et godt nytår.
Chevron
åssersussiaq uliausivingne niorqutigssiaussune pitsaunerpåq.
Symbolet på smøreprodukter af højeste kvalitet.
12