Atuagagdliutit - 14.12.1978, Blaðsíða 33

Da Godhavn var sin
tids Cape Kennedy
Nordpolens betvinger Robert Peary benyttede flere
gange Godhavn som base for sine ekspeditioner. Den-
ne interessante beretning er fra hans ophold i Nord-
grønlands daværende hovedstad i sommeren 1894.
Af direktør, cand. oecon. H. Gudmund Jensen
Gert Hardius Larsenius Elmquist
f. d. 27-9-1862, d. d. 28-7-1952.
gift 9-7-1887 med
Charlotte Louise Biilow,
f. 12-12-1859, d 6-3-1889,
ingen børn.
gift anden gang 11-5-1890 med
Mariane Wulff,
f. 7-10-1864, d. 24-11-1944,
3 børn.
Slægtsnr. 763.
Gert H. L Elmquist var uddannet
manufakturkommis. Sekondløjt-
nant 1884. Ansat i Grønlandske
Handel 1885-1896, fire år i Uma-
nak, tre år som assistent i Egedes-
minde og resten af tiden som fun-
gerende kolonibestyrer i Godhavn.
Grundlagde 1897 Arhus Dampva-
skeri.
Det følgende er en beretning fra
Gert Elmquist's tid i Godhavn,
bygget over en artikel offentlig-
gjort i det amerikanske blad „The
Standard Union", Brooklyn, den
10. okt. 1894, skrevet af bladets
redaktør Herbert L. Bridgman.
Jeg tillader mig at bringe artiklen
i oversættelse. Ligesom den tids
polarforskere på mange måder er
at sammenligne med vor tids
astronauter således var Godhavn
den tids Cape Kennedy.
Robert Peary — første mand på
nordpolen — havde en stærk til-
knytning til Godhavn. I sommeren
1886 foretog han sin første rejse
til de arktiske egne ved et besøg
i Gedhavn cg omegn med en tur
ind til indlandsisen. 1891-92 be-
søgte han igen Godhavn før sin
rejse nordpå, hvor han konstate-
rede, at Grønland og Nordkalot-
ten ikke var sammenhængende.
1893 kom han igen på sit nye
dampskib, Falcon, til Godhavn for
at besøge gamle venner og hente
skindklæder og hunde, bestilt i
forvejen via Københanv. Peary’s
kvittering befinder sig hos os og
lyder:
Godhavn July 28th 1893.
I hereby acknowledge the re-
ceipt from Koloniassistent Geert
Elmquist of twenty one (21) dogs
+ twelve (12) suits of skin clo-
thing of a value of six hundred +
eighty-nine (689) kroner.
R. E. Peary - Civil Enginer, U.S.N.
Et bemærkelsesværdigt doku-
ment, ikke blot fordi det er køber,
der kvitterer, men hvis man har
læst Peary’s digre beretninger:
„Northward over the „great ice“,
vol. I & II“, betragter man denne
kvittering med ærefrygt. Hos Pea-
iy var intet tilfældigt. Han havde
valgt Grønland, ikke blot fordi
han mente at kunne nå nordpolen
ad den vej, men for at tage ved
lære af Grønlændernes levevis el-
ler snarere „cverleve-vis“. Hvor-
for medbringe telt, når man kun-
ne bygge en snehule? Hvert kilo
sparet i udrustning tillod mere
proviant og dermed en længere
aktionsradius. Lette slæder teg-
nede han selv — aluminiumsin-
strumenter — hundene, som han
nævner ved navn i sine beretnin-
ger cg omtaler med stor ærefrygt,
var ikke blot trækdyr, men kunne
i yderste nødstilfælde omdannes
til proviant. Hvorfor rejse mange,
når 2 var nok o.s.v.? Man var pris-
givet sin udrustning, som skulle
være af kvalitet. En passende be-
klædning var det vigtigste udstyr
i arktisk forskning, Peary var helt
overbevist om, „at jo mindre ul-
dent og jo mere skind, forudsat
det var rigtigt forarbejdet, og bæ-
reren vidste, hvordan det skulle
bruges, var det bedste både som-
mer og vinter". Peary mente selv,
at hans erfaringer på beklæd-
ningsområdet har æren for senere
heldigt gennemførte rejser i Nord-
og Sydpolområderne. Derfor min
sammenligning med rumfart, der-
for min ærefrygt for denne kvit-
tering.
Fra Gedhavn sejler Falcon til
Nordgrønland, Falcon returnerer
til U.S.A. den 20. august, efterla-
dende en ekspedition på 12, der
skal overvintre i vinteren 1893-94,
deriblandt Mrs. Peary, der ned-
kommer med en datter i septem-
ber 1893. Aret efter, den 1. august
1894, er Falcon tilbage. Fem vi-
denskabsmænd tog turen med,
deriblandt H. L. Bridgman.
Mrs. Peary og datter returne-
rer til U.S.A., hvor de sammen
med det øvrige selskab bliver
landsat i Philadelfia, medens Fal-
con fortsætter til St. John, men
det forliser totalt, og alle ombord
omkommer. Forliset sætter fami-
lien Peary i økonomiske vanske-
ligheder.
På vejen op i 1894 havde Fal-
con som sædvanlig anløbet God-
havn, og redaktør H. L. Bridgman
giver i sin beretning om den an-
den dag på Disco en levende skil-
dring af sit møde med familien
Gert Elmquist, offentliggjort 10.
oktober 1894 i „The Standard
Union".
IN ARCTIC SEAS
Notes af the Peary Auxiliary
Expedition. XLL.
(Speciel Correspondence of The
Standard Union.)
Disco, Greenland, july 17. 1894.
„Vor første dag på Disco var ble-
vet givet til naturen, fortiden og
(det) døde, den anden blev viet
til selskabelighed, det nutidige og
levende. På den mindeværdige
hvaljagt sidste aften havde „go-
vernor" Elmquist venligt tilbudt
at forsyne selskabet med skind-
støvler og anden nødvendig ark-
tisk beklædning, hvis de nu til
morgen ville besøge statens bu-
tik.
Kaptajn Bonde, som var den
mest hjertelige sømand og gæst-
fri herre, der nogensinde har stå-
et på et dæk, havde inviteret os
på høflighedsvisit på sit skib
(brig), Tialfe, der lå opankret få
meter fra Falcon.
Gov. Elmquist modtog os på
førstesalslageret, hvortil man
kom ad en udendørs trappe; her
var udstillet et komplet varela-
ger, beklædning, isenkram, fiske-
liner, skydevåben og almindelig
blandet proviant, som man kan
forvente at få brug for. På di-
sken lå en stabel prislister og
eskimoisk, således at den grøn-
landske handlende er nøje klar
over, under hvilke betingelser en
handel er afsluttet. Hr. Elmquist
fortalte mig, at priserne var fast-
sat i København af KGH og kun
blev ændret hvert femte år.
Så snart eskimoerne, der ikke
lader den mindste bevægelse hos
en fremmed undslippe opmærk-
somheden, så processionen på et
halvt dusin mulige kunder gå gå-
segang op ad trappen til den lille
butik, troppede de op, belæsset
med støvler, sælskindsj akker og
-benklæder. Imidlertid var der
kun efterspørgsel efter de første,
og der var intet mærkeligt i, at
det viste sig, at med en enkelt
undtagelse, var alle støvlerne for
små for den amerikanske fodmo-
del. Disse sønner af Cæsars lige-
mænd, hvis ikke af Cæsar selv,
har de små hænders og fødders
sande ædelhed. De første famili-
ers blod flød ubesmittet og oprin-
deligt i deres årer, og de så med
en ikke ringe åbenlys forbavselse
på de uhyre tegninger, bestyreren
ridsede op på groft, brunt papir
og gav dem som standardmål for
selskabets medlemmer.
„Det betyder intet", sagde be-
styreren", de vil være færdige til
kl. 10 i aften". Eskimoerne var
lige så pålidelige som bestyrerens
ord.
En halv time, før Falcon lettede
anker, var det sidste par „ka-
mikker" på dets ejers fødder. -
Fem kroner (1,40 dollar i USA-
penge) at betale i engelske eller
grønlandske papirpenge, for ko-
lonien havde sin egen møntfod,
helt uanvendelig og ukendt i ver-
denshandelen - var standardpri-
sen for et par sælskindsstøvler,
syv for benklæder, „Knickerboc-
kers", og ti for en jakke eller
jumber. Alt er lavet af ugarvet
sælskind, dobbelte støvler, den
indvendige med hårene vendt
mod foden, den yderste mod vejr-
liget. De varer, vi købte, var re-
gulære sommerlagervarer af dis-
cobeklædning, idet sæl til vinter-
brug ofte blev erstattet af det
varmere hundeskind.
Efter at have købt lidt bly, tov,
søm til at reparere en båd med
samt andre småting, da det var
sidste chance for at supplere vor
udrustning, bød vi den venlige og
høflige bestyrer „God morgen".
At se byens og havnens øverste
myndighedsperson veje søm og
tovværk i ounces, omregne til
pence og optræde fuldstændig
utvungen og sikkert som ekspedi-
ent, var et syn, man må regne
med giver nye tanker om koloni-
administrationsfunktionen og om,
hvorledes dette kan forliges med
den rette brug af officiel værdig-
hed, titel og autoritet. Bestyrer
Elmquist tog sig også af vore bre-
ve og betaling af porto „Tjalfe"-
København og derfra med post til
Brooklyn.
I 34 år havde kaptajn Bonde
sejlet KGH’s skibe mellem Kø-
benhavn og her. Kompagniets
flag med det internationale sig-
nal for velkommen, et dansk kon-
geflag, der i øverste venstre hjør-
ne (hvor stjernerne er i vort) har
hvide harpuner over kors, vajede
nå mesanmasten, da vi gik om
bord. Kompagniet opgav for år
siden hvalfangsten og bruger nu
kun harpunerne i sit officielle
flag. Kaptajn Bonde præsentere-
de sine gæster for den danske
præst og dennes kone, der var
med som passagerer til 'OmånaK,
hvortil Tjalfe sejler i morgen, og
inviterede os nedenunder. Efter
Pearyp umiarssuå Falcon
Pearys skib Falcon
at være gået ned ad en temmelig
stejl kahytstrappe fandt vi rum-
melige og behagelige kahytter på
begge sider, meget højere, bedre
oplyste og udstyrede end Falcons,
skønt vort skib er næsten dobbelt
så stort.
Kahytten til venstre bruges
som spisesal, og den anden, som
kaptajnen viste os ind i, brugte
han som dagligstue og kontor.
Denne lille kahyt var hyggelig
med en møblering, som selv den
mest inkarnerede ungkarl kunne
ønske sig.
I et mindre, tilstødende værelse
havde kaptajnen sit bibliotek,
•kort og, efterhånden som vi blev
mere stedkendte, noget, der
umiddelbart kunne glæde hans
gæster: En bekvemt anbragt snor,
som førte til en klokke på dæk-
ket, og som omgående blev be-
svaret af en kahytsdreng med et
fregnet, apatisk udseende. Skønt
knægten ikke gav udtryk for det,
syntes han pr. intuition at forstå
kaptajnens ønsker. Et lager af
flasker indeholdende øl og andre
(korte og tykke) med porter, beg-
ge slags lavet i København, blev
anbragt på bordet, og „skål",
„skål", lød det fra den ene til den
anden med henrykkelse, når kap-
tajnen udbragte sin skål. Efter at
der næsten var drukket op, blev
nye flasker og glas bragt ind af
den mekaniske opvarter.
Portvin og sherry med småka-
ger blev serveret, og ved at se
glassene blive fyldt op med en
hurtighed og lethed i overens-
stemmelse med kaptajnens opfor-
dring blev vi belært om ritualer-
ne i den danske religiøse tro og
gæstfrihed. Og det skal med
sandhed siges, at præsten var en
højst dygtig amatørbartender, der
fyldte hvert glas uden at spilde
en dråbe og fordelte flaskens ind-
hold retfærdigt. Under vinen ud-
bragte kaptajn Bonde en skål for
ekspeditionens heldige udfald og
på løjtnantens og Mrs. Peary’s
sundhed og heldige hjemfart. -
Skålen blev udbragt stående og
med klapsalver. Derefter blev
kaptajn Bondes cherry cordial,
sherry brandy, cognac, likør truk-
ket op, og med ild på udsøgte ci-
garer sang man „For he is a jolly
good fellow" i komplet udførelse.
I dagens løb fremviste kaptaj-
nen fra sit bibliotek et antal in-
teressante bøger om Grønland,
hvoraf én specielt meget detaille-
ret behandlede nordboernes levn
og ruiner på østkysten.
Hans kort af begge kyster var
ført med yderste detailnøjagtig-
hed, og hans meteorologiske ob-
servationer var foretaget med
yderste præcision. De er indsendt
til de officielle arkiver i Køben-
havn. Kaptajn Bonde talte også
med megen interesse om Nansens
forsøg på at nå Nordpolen og er-
klærede, at han troede det ville
mislykkes; han ville imidlertid
indse det og nå hjem i sikkerhed.
Hans tjenesteerfaring (om arkti-
ske forhold) i grønlandske far-
vande gjorde kaptajn Bonde til

en guldgrube. Hah havde set og
undersøgt Jeanette-fundene, som
blev samlet op på østsiden af
Grønland (chefingeniør Melville
havde forgæves prøvet at få dem
af den danske regering), og han
havde skabt forudsætningerne
gennem løbende iagttagelser af
vand og is gennem mange år.
I morgen forlader han Disco,
og efter besøg i en anden grøn-
landsk havn er kursen Køben-
havn med vore breve og tele-
grammer. Hertil ventes han om-
kring september. Hvis vi er hel-
dige, vil vi være hjemme og mod-
tage dem, men ingen kender
fremtiden for en arktisk rejsende.
Fotografering på Disco byder
på en masse variationer. - Hvis
man foretrækker „stilleben", er
der de evige klipper, hvorpå byen
er bygget, med småsøer af isvand
strøet over overfladen, de maje-
stætiske klipper, der dominerer
den nordlige horisont, og de sta-
telige og glinsende isbjerge i bug-
ten og ii rum sø.
Hvis man søgte dyremotiver,
•var der talrige glammende hunde
allevegne enten ved hånden eller
om benene, men hvis kameraets
hu står til menneskets guddom-
melige form, er der eskimoer i al-
le aldre, størrelser og proportio-
ner.
Bevæbnet med kamera og ud-
styret med rosiner, chokolade,
kroge, nåle og knappenåle som
udtryk for gode hensigter og som
introduktionsmadding fik vi en
travl og givtig eftermiddag.
Øjensynlig er nyheden om vort
komme løbet forud for os, for
kvinderne var alle fikset op i rø-
de og gule støvler og syntes at
være i søndagsstadsen. Høje Ma-
ria, inspektørens tjenestepige og
Disco’s skønhed med sin smukke
teint og glat børstede hår, sat ef-
ter europæisk mode, stolt sin an-
derledeshed bevidst, var grup-
pens centrum, som udgjorde 6
kvinder mere, alle som én med
topknude og i fuld eskimo-an-
træk, og dertil dobbelt så mange
livlige unger. En gave til et barn
blev øjeblikkelig fulgt af fore-
spørgsler fra andre, tilmed af de-
res forældre, så fotografen arbej-
dede hurtigt, så længe forsynin-
gerne slog til. En kvinde med
barnet i en skindpose på ryggen
var tjensvillig, og et udmærket
billede blev resultatet.
Om aftenen aflagde vi alle af-
skedsbesøg i stivede skjorter,
„boiled shirts", hos kolonibesty-
rer Elmquist, som havde gjort så
meget for at gøre vore to dage på
Disco fornøjelige og nyttige. Hans
overordnede, inspektør Andersen,
var fraværende på en tur til ud-
stederne, og skønt han nu måtte
antages at være i Egedesminde,
opsatte vi ikke vor afrejse.
Hos kolonibestyreren mødte vi
fru Elmquist, en høflig og tilta-
lende værtinde, der ligesom kolo-
nibestyreren talte et udmærket
engelsk, og lille tre-årige Char-
lotte, en datter fra grønlandsop-
holdet. Gennem 8 år har koloni-
34