Atuagagdliutit - 28.03.1984, Blaðsíða 22

En skitur til
Avanersuaq
Forfatteren Peter Brandt fortæller om sit vovestykke —
en skitur langs Grønlands vestkyst fra Uummannaq til
Siorapaluk
Forfatteren Peter Brandt er en
mand, der har svært ved at være for
længe på et sted ad gangen. Han er
altid på farten for at få andre ind-
tryk, han vil altid lære andre men-
nesker at kende og han vil ikke gå
glip af nogen lokalitet hvorsom-
helst på den kæmpestore ø, som vi
lever i.
I foråret fortalte han om sine pla-
ner om en skitur til Avanersuaq til
Grønlandsposten. Nu har vi fået en
mulighed for at få et indblik i hans
oplevelser i hans rejse gennem
Nord vestkyst en op til Nordgrøn-
land. Men lad os høre hans egen be-
retning.
Forsinkelser
— Allerførst var det min hensigt at
stå på ski direkte fra Aasiaat til
Avanersuaq. Men sådan kom det
ikke til at gå. På grund af dårligt
vejr og dårlige isforhold kunne jeg
først starte skituren fra Uumman-
naq til Ukkusissat i midten af maj.
Det var ellers meningen at jeg skulle
starte fra Aasiaat i begyndelsen af
maj.
Jeg kom til Ukkusissat otte timer
efter start, men så kom det første
problem — jeg blev sneblind. Jeg
tilbragte otte dage i Ukkusissat,
næsten uden at kunne se noget.
Folk sagde til mig at jeg skulle til læ-
gebehandling og jeg tog derfor vi-
dere til Maarmorilik. Jeg blev der i
to dage, og mens jeg var der, fik jeg
en henvendelse fra min rådgiver i
Upernavik, at jeg hurtigst muligt
skulle komme til Upernavik — med
helikopter. Sagen var, at ruten fra
Upernavik og sydefter var blevet
helt ufarbar, både for sejlads og for
hundeslæder. Ruten fra Ukkusissat
til Svartenhuk var der ellers ikke
noget i vejen med, for der var Uum-
mannaq’s fjordis fin og fast, men
pågrund af de stærke strømforhold
ved Upernavik bliver isen i dette
område meget tidligt ufarbar, og
jeg blev derfor nødt til at stryge ca.
100 km af min rute.
Peter Brandt fløj med helikopter
fra Maarmorilik til Upernavik. Da
han kom til Upernavik, fortalte
han, at hele området omkring byen
var isfrit. »Når man har sat sig i
hovedet, at ville stå på ski til Ava-
nersuaq, og kommer til Upernavik,
hvor man i hele synsvidden kunne
se vand og atter vand, så bliver man
helt naturligt mismodig, — ja selv
isfjelde var der ikke mange af«, —
således betegner Peter Brandt sin
ankomst til det isfrie Upernavik.
Den 2. juni sejler Peter fra Uper-
navik til en lille bygd, Innarsuit, for
derfra at føre sin færd videre, og
han fortæller:
På vej til Kullorsuaq
— Jeg tog afsted fra Innaarsuit til
Tasiusaq, sammen med nogle, der
skulle dertil, for der at handle for
sidste gang inden foråret. Sneen var
meget blød og isen var blevet meget
usikker. Da vi kom til Tasiusaq, vi-
ste udstedsbestyreren, Jørgen Niel-
sen mig hvilken retning jeg skulle
tage. Jeg skulle så hurtigt som mu-
ligt prøve at komme til Nuussuaq
(Kraulshavn), for derfra kunne jeg
være sikker på, at ruten ikke ville
volde nævneværdige problemer.
Om mandagen lidt over ti om af-
tenen, hvor der var sneføg tog jeg
afsted fra Tasiusaq i en båd, som
skulle fragte mig til iskanten. Vi
ledte i lang tid efter et sted, hvor vi
kunne lægge til, — isen var meget
usikker ved kanten, men vi fandt et
sted og derfra begyndte jeg min ski-
tur. Jeg begyndte præcis midnat
den sjette juni — på vej mod nord.
Jeg kom først til en lille bygd,
Nutaarmiut, der lå ca. 15 km fra det
sted, hvor jeg startede. De havde
hørt, at jeg skulle komme, og de
ventede, da jeg kom til bygden. Jeg
tog videre midt om natten efter at
have tilbragt en time i Nutaarmiut.
Ved syv-tiden om morgenen kom
jeg til Tuttoqqortuup Itillia. Selv
om Tuttoqqortooq ikke er særlig
høj er den meget hældende, og der
skulle jeg virkelig bruge kræfter.
Jeg kom op på toppen ved ni-tiden
og der rejste jeg teltet. Jeg spiste lidt
og blev der hele dagen. Det var min
første overnatning, — i højlys dag.
Peter Brandts tur videre til Nuus-
suaq forløb uden problemer. Han
fulgtes med nogle slædekørere,
som havde breve med til Nuussuaq
fra Tasiusaq, men de forlod ham
ved et fangsthus ved Appaalussior-
fik. Dagen efter var han på vej igen
til Nuussuaq.
— Lige før jeg kom til Nuussuaq
opdagede jeg, at der var en hundes-
læde, der kom hen imod mig i fuld
fart. Hundene kunne ikke lide far-
ven på den lille slæde, som jeg trak
efter mig, og de plejede at komme
styrtende, når de fik øje på det — så
jeg standsede og ventede til de kom
til mig, hvorefter vi fulgtes ad, efter
de obligatoriske hilsner.
Mens vi fulgtes ad, fandt jeg ud
af, at det var Nuussuaqs udstedsbe-
styrer, Hans Jørgensen, som jeg
skulle bo hos. Han havde været på
en fangsttur, og han havde adskilli-
ge sæler med hjem. Da vi kom, fik
vi først masser af mad før vi gik til
ro, — vi fik bl.a. rå sællever, mat-
tak, tørret kød og andre delikates-
ser. Dagen efter ved ti-tiden om af-
tenen, gik turen så videre fra Nuus-
suaq til Kullorsuaq (Djævelens
Tommelfinger). Først når man har
nået Qeqertarsuaq, en ø, der ligger
mellem de to bygder, kan man se
selve tommeltotten — og der var
nogle, der fulgte mig dertil.
Ved midnatstid gik rejsen så vide-
re fra et sted, der kaldes Itunnera.
Jeg kunne se det meste af min rute,
og jeg opdagede, at der var kommet
revner i isen. Ved min afrejse havde
jeg sagt, at såfremt isen var sikker
kunne jeg komme til Kullorsuaq i
løbet af to dage, men isen var altså
blevet usikker, så jeg måtte tage en
længere vej.
Jeg havde god fart på skiene. På
et tidspunkt dukkede der et slæde-
spand op forude. Det var en, som
havde hørt, at jeg var på vej, og han
havde kommet for at varsko mig.
Jeg fulgte min afstukne rute videre.
Efter en stund kom jeg til en rev-
ne på omkring et par meters bredde,
som jeg ikke kunne forcere. Jeg
havde en lille slæde, hvor jeg opbe-
varede mine ting, og den kunne fly-
de. Den lagde jeg midt på revnen,
og med et hop var jeg på den anden
side. Det var det.
Resten af turen til Kullorsuaq
forløb uden videre komplikationer.
Peter Brandt havde brugt ti timer
fra bygden Nuussuaq til Kullorsuaq
— en tur på omkring 131 km — på
slædesporene.
Melville-bugten
Efter at have tilbragt en dag i Kul-
lorsuaq bestemte Peter sig at fort-
sætte rejsen næste dag ved midnats-
tid.
— Mit første stop fra Kullorsuaq
var fangstpladsen Qaarusulik. I
fangstpladsen var en fanger, Niko-
laj Jensen, som havde rejst meget
på Melville-bugten og ham ville jeg
gerne træffe. Under rejsens forløb
snakkede jeg hele tiden med folk,
som vidste noget om lokaliteterne
på min rute. De plejede at fortælle
om de bedste ruter og tegne på mine
kort i det omfang, det lod sig gøre.
Der var tåge, da jeg tog afsted fra
Kullorsuaq. Klokken var lidt over
seks da jeg kom til fangstpladsen.
Jeg havde haft et lille uheld under-
vejs. Jeg havde tabt mine kort, som
jeg havde i sidelommen på mine
bukser, og jeg måtte først finde
dem, før jeg kunne komme videre.
Da jeg kom til Qaarusulik fik jeg at
Allaaserisap uuma kalaallisuua
siorna AG nr. 46-mi novem-
ber-ip 16-ani saqqummersumi
ilanngunneqarpoq.
vide, at Nikolaj og hans søn var ta-
get ud på bjørnejagt. De kom ud på
eftermiddagen, og Nikolaj havde
hørt, at jeg var på vej til Avanersu-
aq. Han fortalte om min foreståen-
de rute med den velkendte imøde-
kommenhed, som man finder hos
folk, hvis liv ikke er spoleret af den
såkaldte »civilisation«, med alle
dets faldgruber.
Vi fik masser af kød og mattak,
og efter de havde forsynet mig med
mattak var jeg klar igen. Nikolaj vi-
ste mig den bedste rute og sagde, at
jeg skulle passe på bjørnene, da der
i år var særligt mange af dem.
Jeg havde en god vind i ryggen da
jeg startede. Da jeg nærmede mig
en ø, som kaldes Tulualissuup Saar-
lia (Forfjeldet til Store Ravnested)
begyndte det at blæse op. Sigtbar-
heden dalede og sneen blev træg at
gå på. Jeg ville ikke tilbringe natten
på isen, så jeg satte kursen mod
øen, som jeg kunne skimte af og til-
Jeg kom til en revne i nærhedenaf
øen, men jeg kom på land efter at
have gået en lille omvej. Efter
»landgangen« begyndte et rigtigt
møgvejr at bryde løs.
Jeg havde et telt, som man skulle
behandle varsomt i sådan et vejr.
Det kunne nærmest puste sig op
som en ballon ved vindstødene og
jeg havde et værre mas, med ikke at
miste grebet, Endelig fandt jeg no-
get at fæste teltet til. Det var en
gammel grav. Jeg bandt de ene ende
af teltet til graven, lagde slæden
ind, pakkede mig godt ind i sovepo-
sen og begyndte at spise noget tørret
kød, for det var umuligt at tænde
for primussen. Og der lå jeg så i
soveposen og vågede ... Når Sneen
truede med at begrave teltet banke-
de jeg det væk. Sådan tilbragte jeg
tiden med at vente på en bedring i
vejret. Det varede omtrent 28 timer.
Da blæsten lagde sig bestemte
Peter at komme videre. Efter fern
timers gang kom han til en revne i
En af de slædekørere som Peter Brandt mødte på sin vej til Avanersuaq-
22 NR. 13 1984
ATUAGAGDIJUTIT