Atuagagdliutit - 06.06.1984, Blaðsíða 18

Erling Høegh
fylder 60 år
— Der skal arbejdes i Grønland, sagde Erling Høegh
engang. Nu opfordrer han til samarbejde
Grønlands første folkevalgte lands-
rådsformand, Erling Høegh, fylder
pinselørdag 60 år. Erling Høegh har
haft et spændende liv både som po-
litiker og som præst, men idag ny-
derr han en pensionisttilværelse i
København, efter han for fem år si-
den måtte sige farvel til præsteger-
ningen.
Skal man finde en indgangsvin-
kel til et fødselsdagsinterview, så er
de oplysninger, man finder om Er-
ling Høegh, fortrinsvis om hans po-
litiske liv, som strakte sig fra 1955,
da han første gang blev valgt som
landsrådsmedlem, for Pamiut og
som sluttede med landstingsvalget i
1971.
Jeg har heller ikke lavet meget
andet end politik siden min tidlige
ungdom, siger Erling Høegh, som
mindes et møde på Stevns Højskole
under krigen.
— Her oplevede jeg for sørste
gang et sammenhold, som senere
var med til, at jeg forsøgte mig som
brobygger mellem to samfund —
Grønland og Danmark.
Krigstidens Danmark
Mange mennesker var samlet for at
pleje den nationale følelse, som jo
var stærk under krigen. Folk kom
agende i deres hestevogne og samle-
des til dette store møde, hvor man
bl.a. sang fædrelandssange.
Jeg var klar over, at jeg skulle til-
bage til Grønland, når krigen var
forbi, og midt under kaffen rejste
jeg mig op og holdt en tale om det,
vi også skulle skabe i Grønland.
— Var det din første politiske ta-
le?
— Ja, det kan man godt sige. Jeg
var omkring 16 år, og det var vel
min første politiske optræden. Mit
håb var, at vi også i Grønland kun-
ne skabe en sådan stemning, som
dette møde var udtryk for.
Noget andet var, at jeg som søn
af vel nok Sydgrønlands den gang
mest markante politiker og opdra-
get som jeg nu var, så var der ikke
andet at gøre, end som Osvald Hel-
muth har sagt det: »Min familie ly-
der faders vilje«.
Hvad fader ønskede af sine søn-
ner, det fik han. Og det var altså
hans tanke, at jeg skulle blive det,
han ikke nåede at blive.
Jeg har været to ting. Det første
var præst. Det ville han gerne have
været, men det blev han ikke. Det
andet var at gøre sig gældende i
landspolitik.
Et 3. menneske
Far var jo hovedsagelig kommunal-
og sysselpolitiker, selv om han en
overgang var landspolitiker. Det
ønskede han også, jeg skulle være.
— Man har kaldt flere af den tids
politikere for »den grønlandske ad-
el«. Hvordan ser du selv på denne
udtryksform?
— Det vil jeg forfærdelig gerne
beskrive, og det er nok det, som jeg
kommer til at sysle med resten af
mit liv.
Eskimologen Bent Jensen har
kaldt disse mennesker for det 3.
menneske. Denne mærkelige blan-
ding, der hverken er grønlænder el-
ler dansker.
Nu er jeg nok et 3. menneske.
Men ikke så udpræget, som Bent
Jensen måske tænker sig ham. Er
jeg sammen med en dansker, så er
jeg dansker, indtil han minder mig
om, at jeg er grønlænder.
Er jeg sammen med en af mine
landsmænd, så er jeg grønlænder,
indtil vedkommende minder mig
om, at der også er en hel masse
dansk i mig.
Sådan har jeg hele tiden følt det,
og det er ikke så mærkeligt, at vi i
den periode, hvor jeg kom til at vir-
ke for det fællesskab, som Atassut
vist gerne vil virke for, var åbne. Vi
havde respekt for hinanden.
Vi var sådan set meget åbne, og
derfor blev vi af vores modstandere
betegnet som »spytslikkere« og
»danske statslakaj’er«. Det skete,
mens vi selv troede på, at vi fik byg-
get broer mellem de to samfund.
Ingen hviskede os noget i ørerne
— Følte du selv, at du var brobyg-
ger. Oplevede du ikke, at der blev
trukket noget ned over hovedet på
dig?
— Nej, det var der i hvert fald ik-
ke. Der var ingen der bad os om det.
Tværtimod, det var jo os, der forud
for grønlandsudvalget af 1960 —
der senere kom med g-60 betænk-
ningen — henvendte os til offentlig-
heden, de danske politikere og det
danske folketing.
Derfor vil det være forfærdeligt,
hvis folk siger, at det var dansker-
ne, der hviskede os i ørerne, hvad vi
skulle gøre.
Jeg vil have lov til at mene, at vi
dengang forsøgte efter bedste vilje
— og i ærlighed — at skabe noget,
der var til gavn for Grønland og
Grønlands frentid.
— Du var vel ikke glad, da du al-
lerede i 1971 måtte træde ud af det
politiske liv?
— Nej, det var jeg ikke glad for.
Og det var meget imod min vilje,
det der skete. Der var imidlertid to
ting, som gjorde sig gældende, og
som jeg var hjælpeløs over for.
Det første var min kone, som jeg
havde slæbt med til Grønland og
havde tvunget til at bo der i 18 år,
hvor hun ikke kunne dyrke sin fa-
milie. Jeg kunne ikke sige meget, da
hun spurgte, om hun så skulle blive
der.
Dansk præst
Den ånde ting var, at jeg blev hele
kirkevæsenets frygtelige dilemma.
Valget kom jo godt og vel et år før,
end hvad jeg egentlig kunne ønske
mig. Der var ingen stilling til mig i
Grønland.
Derfor måtte jeg ty til andre
græsgange. Og så var der kun at gå
ind i den danske præsterække, hvor
jeg på grund af min uddannelse
kunne få en stilling.
— Men det gav også nogle dejlige
år i Sørbymagle?
— JA, der havde vi nogle dejlige
år.
— Men så blev du syg?
— Jeg har været meget syg. Det
var også sygdommen, som slog mig
ud af præstegerningen. Men så har
jeg fået den helt vidunderlige pensi-
onisttilværelse, hvor jeg er verdens
frieste mand. Samtidig med at jeger
lænket til min fortid og drages af
min fremtid, som jeg ikke kan kom-
me uden om som pensionist.
Narrede døden
Jeg blev jo dømt til døden for fem
år siden. Nøjagtig i disse dage. Læ-
gen sagde den gang, at jeg ikke kun-
ne leve natten over. Så familien blev
tilkaldt, og man sagde farvel til
mig. Men så ville vor Herre noget
andet.
Overlægen for hospitalet i Sla-
gelse kalder mig den dag i dag:
»Løgnen«. Han sagde — og siger
stadig: »Det kan ikke lade sig gø-
re«. Hjertet kunne ikke mere, og
musklerne kunne ikke arbejde. Jeg
var fyldt med vand. Men jeg overle-
vede — ganske vist fik jeg hjerne-
blødning, og så var jeg ubrugelig til
den gerning, jeg var viet til.
—Du nævnte før, at du er igang
med at skrive dine erindringer.
Hvordan går det?
— Ja, jeg er gået igang for længe
siden. Men jeg tror nok, at jeger for
pertentlig. Jeg må nok have en eller
anden til at hjælpe mig. Det vil sige
være kritisk over for det jeg har
skrevet.
Jeg har nemlig ikke mulighed for
at bedømme det. Jeg er i den situati-
on , at jeg kun meget dårligt kan læ-
se, hvad jeg har skrevet, jeg skriver
faktisk helt klart, men kan altså ik-
ke kontrollere det, jeg har skrevet.
Jeg skal simpelthen have et menne-
ske, der kan læse tingene og rådgive
mig.
I øjeblikket er jeg færdig med
min ungdomsperiode. Men så kom-
mer det tunge. Det er politikertil-
værelsen. Jeg har en masse detaljer,
som også er interessante.
Flasket op med arbjede
Det er mit ønske at fremdrage en
masse mennesker, personligheder,
som måske er gået i glemmebogen,
men som fortjener at blive nævnt.
— Jeg husker din nytårstale —
jeg tror det var i 1969 eller 1970,
hvor du sagde: — Der skal arbejdes
i Grønland. Mener du stadig det?
— Det har jo altid været mit valg-
sprog, og jeg er hele livet flasket op
med, at der skal arbejdes. Hele min
barndom sled og slæbte jeg for min
far, og da jeg selv begyndte at arbej-
de, syntes jeg, at det var en velsig-
nelse at arbejde.
Da jeg kom ind i politik var det li-
ge den tid, hvor der skulle arbejdes
i Grønland for at få tingene igang-
Derfor ærgrede det mig, at der blev
spildt så meget tid på at kritisere
hinanden. Så ville jeg hellere have,
at man tog nogle gode og virkelig
solide ting, som man kunne arbejde
sammen om.
Så derfor har jeg måske nu lyst til
at lave valgsproget om og sige:
Der skal samarbejdes i Grønland.
lod-
Erling Høegh Danmarkime
palasiuvdlune.
IIIKH3
BRUGTE
RENDEGRAVERE
Stort udvalg
EMTBEPHENBRIMSKIHEH »/S
Aut. CASE forhandler
Skovbovej 1 - 4632 Bjæverskov
Telefon 03-67 10 10
Telex 43 519 bryma dk
Aften & weekend:
Telefon 03-67 09 83
18 NR. 23 1984
ATUAGAGDLIUT1T