Atuagagdliutit - 16.01.1997, Blaðsíða 16

16
Nr. 4-1997
OVER 20.000 MUSEUMS-
GENSTANDE TILBAGEFØRT
TIL GRØNLAND PA12 AR
Helge Schultz-Lorentzen - en af arkitekterne bag den unikke museums-samarbejdsaftale
Grønland og Danmark- er netop fyldt 70 år
- Når jeg kommer til en by i
Grønland, opsøger jeg de ste-
der, og de miljøer, jeg kender:
Den gamle bydel med de
gamle kolonibygninger, hav-
neområdet med skibene, sko-
len o.s.v.. Jeg går ofte i kirke
og besøger også gerne kirke-
gården. Mange af de menne-
ske jeg har kendt ligger her,
og ved de sidste besøg i Qa-
qortoq har det chokeret mig,
hvor mange af mine samtidi-
ge, der er døde og begravet
siden jeg forlod byen i 1982.
Ordene siges af Helge
Schultz-Lorentzen, som for
nylig fyldte 70 år, og er et
svar på om, der indgår faste
ritualer, når han besøger
Grønland. Her satte han sine
ben sine ben for første gang
som tre-årig purk i 1929, da
hans far, Henning, som ny-
bagt teolog skulle tiltræde en
stilling som seminarielærer i
Nuuk.
Helges barndom på Grøn-
land fik afgørende betydning
for hans senere livsforløb.
Som voksen vendte han til-
bage. Først som værnepligtig
HELGE SCHULTZ-
LORENTZEN
MENNESKER
Helge 1947/48 sakkutuut imarsiortut angallataanni Alken-imi sakkutuujuvoq, imarsiornerlu
sungiusimallugu. Aana 1979-imi angallammi.
Helge gjorde i 1947/48 tjeneste på mannekutteren Alken og er fortrolig med livet på søen.
Her ses han på en kutter i 1979.
i marinen i 1947-48 med tje-
neste dels på marinestationen
i Nuuk - nuværende sømands-
hjem - og dels på inspektions-
kutteren Alken, som kort efter
Helges afmønstring forsvandt
med mand og mus på Øst-
kysten i 1948. Dernæst som
lærer på realskolen i Nuuk fra
1954-58 samt som forstander
på efterskolen i Aasiaat 1958-
61. Og sidst som ledende
skoleinspektør i Qaqortoq
1961-82.
I dag er han leder af Grøn-
landssekretariatet på Natio-
nalmuseet i Danmark, hvor
han siden 1984 har medvirket
til, at mere end 20.000 kultur-
historiske museumsgenstande
er blevet overført fra Dan-
marks Nationalmuseum til
Grønlands Nationalmuseum.
Hvis læseren studser over
navnesammenfaldet, er det
ikke tilfældigt. Helge er min
fars fætter og min gudfar.
Hans farfar min oldefar. Jeg
har således kendt ham hele
mit liv, og derfor er det en sær
fornemmelse at iklæde sig
journalist-rollen, da vi sidder
over for hinanden i hans par-
celhus i Bagsværd 20 minut-
ters kørsel fra København.
Men det bliver heldigvis ikke
svært at få en naturlig samtale
i gang. For nok er Helge ikke
af natur en mand, der frem-
hæver egne bedrifter, men
hans væsen er altid til dialog
og nærvær.
Mens vi sidder i sofaen,
fortæller Helge om sit første
barndomsår i Nuuk. Om de
mange forandringer, der er
sket siden. Om familien, hvis
første bolig var i Ny Herm-
hut, der den gang egentlig var
tjenestebolig for bestyreren af
Rævestutteriet i Herrnhut-
dalen, og som på det tids-
punkt var fyldt med ræve-
bure. Når familien kunne bo i
Ny Hermhut, skyldtes det, at
bestyreren var på permission.
Om den enorme afstand, der
var til selve Nuuk og til semi-
nariet. Der var ingen veje, og
man skulle op over Radiofjel-
det for at komme ind til byen.
Og det var den gang, da ski-
bene endnu brugte det lille
spir på Herrnhut-bygningen
til at navigere efter ved ind-
sejlingen til Nuuk. Senere
blev Hermhut Grønlands før-
ste anerkendte landsmuseum,
og i dag rummer bygningen
Grønlands Universitet.
Skulle tale dansk
ved middagsbordet
I 1930 flyttede familien til
Aasiaat, hvor Henning skulle
være fungerende efterskole-
forstander. Året efter blev
kursen sat mod Maniitsoq,
hvor Helge fik sine fleste
barndomsår, indtil han i 1938
blev sendt til Danmark for at
gå i skole. 2. Verdenskrig ad-
skilte ham fra familien i Ma-
niitsoq, som han først genså i
1946.
- I Maniitsoq legede mine
søskende og jeg med vores
grønlandske legekammerater
og lærte på den måde grøn-
landsk ret hurtigt. Mine
søskende og jeg dalte mest
grønlandsk indbyrdes, og
mine forældre måtte forlange,
at vi i det mindste talte dansk
ved middagsbordet.
- Jeg husker årene i Maniit-
soq som en pragtfuld barn-
dom og kan slet ikke komme
i tanke om noget negativt.
Måske lige med undtagelse af
den gang, jeg faldt gennem
isen og blev trukket op af en
af dem, jeg fulgtes med.
- Der er ingen tvivl om, at
opvæksten i Grønland har
præget mit voksne liv. At jeg
har kunnet det grønlandske
sprog sådan nogenlunde, har
været til stor hjælp i mit pro-
fessionelle virke, fortæller
Helge, som siden sin tilbage-
venden til Danmark har
besøgt Grønland hvert år med
undtagelse af 1996.
- Når der er gået et stykke
tid, kan jeg mærke, at Grøn-
land trækker i mig. Det er
noget med atmosfæren, luf-
ten, naturen, vennerne og
livet i en grønlandsk by. Ikke
mindst i Qaqortoq, hvor jeg
boede med Lone og vores to
døtre i 21 år. Det er en stor til-
fredsstillelse at komme tilba-
ge og leve med i hverdagen,
selv om det kun bliver til et
par dage.
- For selv om der er sket
utrolige fremskridt, er der
nogle grundlæggende ting,
der ikke har ændret sig. På
vejene eller i havnen møder
jeg gamle bekendte, som sta-
dig er beskæftiget i deres
gamle erhverv. Jeg genkender
det, og det føles godt at ople-
ve, fortæller Helge, som hel-
ler ikke siger nej tak til kogt
sæl, fugle, torsk og andre
godbidder fra det traditionelle
grønlandske køkken.
Kraftig vækst
Selv om energien først og
fremmest blev lagt i skole-
arbejdet, hvor både elevtal og
lærerstab er vokset betragte-
ligt, mens Helge var inspektør
i Qaqortoq, blev der også tid
til - i kortere perioder - at
mellem
være medlem af kommunal-
bestyrelsen samt formand for
Museumsforeningen og leder
af museet.
- På et tidspunkt var mang-
len på grønlandske lærere
meget udtalt. En overgang var
kun en femtedel grønlandsk-
sprogede, og det krævede, at
man brugte de grønlandske
lærere bedst muligt. Det var
noget af en udfordring at få
lagt et fornuftigt skema.
- Den store elevtilgang be-
tød også, at der blev iværksat
en masse skolebyggeri. De
første 10 år i Qaqortoq bygge-
de vi nyt hvert år, og her lå
ligeledes en udfordring i at få
udnyttet de disponible lokaler
bedst muligt, fortæller Helge.
I sine mange år i skole-
væsenet har han på den ene
eller anden måde haft be-
røring - enten som lærer eller
inspektionshavende - med
mange af de personer, der i
dag er de ledende kræfter i
Grønland. Det gælder både
politikere og en række af de
grønlandske topembedsmænd
i Hjemmestyret.
I 1982 sker der imidlertid
en ny kursændring i Helges
liv. Han var netop fyldt 55 år
og kunne efter de daværende
regler lade sig pensionere,
hvilket også var hensigten.
Men så kom der uventet bud
efter hans arbejdskraft.
På job i Danmark
Hjemmestyret spurgte om,
han ville varetage Det Grøn-
landske Landsmuseums inte-
resser i Danmark med ar-
bejdsplads på Nationalmuseet
i København. Helges primære
opgave skulle være at tilrette-
lægge et formaliseret samar-
bejde mellem de to museer
med henblik på blandt andet
at få tilbageført museumsgen-
stande til Grønland. Desuden
skulle Grønlandssekretariatet
bidrage med en række koordi-
nerende opgaver, blandt andet
inden for den kulturhistoriske
forskning, samarbejdet mel-
lem andre danske kulturinsti-
tutioner og Grønlands Natio-
nalmuseum & Arkiv samt
være en serviceafdeling for de
14 lokalmuseer i Grønland.
Tidspunktet for at skabe
forudsætningerne for en til-
bageførelse af den grønland-
ske kulturarv var ikke tilfæl-
dig. Samme år havde den
socialdemokratiske kulturmi-
nister Lise Østergaard været i
Grønland for at deltage i fest-
lighederne for 1000 året for
Erik Den Rødes første lan-
ding i Grønland. Med sig