Atuagagdliutit - 08.10.1998, Blaðsíða 17

GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 17. OKTOBER 1998 • 17
il t k! f

Kristian Lauritsenip assinga nutaanerusoq, Frederiksberg Slotskirke-mi apersortitsinermi.
Et nyere billede af Kristian Lauritsen ved en konfirmation i Frederiksberg Slotskirke.
tillade vandvognen at vende
ved kirkegården, hvis de selv
fik lov til at sætte grænser for
hvornår og hvordan. Og så
var den sag ude af verden,
fortæller Kristian Lauritsen,
der ikke vil fremhæve nogle
grønlandske områder frem for
andre, men dog har et særligt
forhold til Thuleområdet.
Thule og drama
- Størtedelen af min gerning
har ligget nord for polarcirk-
len, og min kærlighed til
Grønland er især knyttet til de
små steder. Her har jeg mødt
mange personligheder.
- Det var fantastisk at rejse
rundt på hundeslæde i Thule-
distriktet i mørketiden. Men
det krævede, at man beher-
skede sproget. Ingen kunne
dansk, men der var nemlig
masser at snakke om. Ikke
mindst efter gudstjenesten,
når piben blev tændt og kaf-
fen serveret, fortæller Kris-
tian Lauritsen, der som alle
andre er fascineret af den
grønlandske natur.
- Jeg fløj en gang fra Thule
til Station Nord i Nordøst-
grønland. Det foregik i en
militærmaskine, hvor man
kunne bevæge sit frit fra vin-
due til vindue. Det var måne-
skin, og det særlige lys ind-
hyllede landet og fjordene i et
vidunderligt skær, fortæller
Kristian Lauritsen, der for en
stund forlader stuen. Lidt
efter kommer han tilbage med
en stok forarbejdet i hvalros-
tand.
- Den fik jeg af Thule-
beboeme ved en fest på en af
mine rejser. De havde set, jeg
havde svært ved at stå fast i
grusset, fortæller Kristian
Lauritsen, der på sin færd
rundt i Grønland ikke blev
forskånet for dramatiske
hændelser, der nemt kunne
have umuliggjort dette inter-
view.
- Med provstiets båd, Poul
Egede, løb jeg en gang på et
skær ved udmundingen af
Sønder Strømfjord. Det frøs
20 grader, og båden væltede
om på siden. Redningsbåden
kunne vi ikke hejse ned, for så
ville båden tippe helt rundt.
Ingen vidste, hvad vi skulle
gøre. Men til alt held var det
lavvande. Da højvandet nogle
timer efter satte ind, blev
båden løftet fri og vi kunne
fortsætte, fortæller Kristian
Lauritsen.
Forliset af Hans Hedtoft,
der til næste år gik ned med
mus og mand for 40 år siden,
kom også til at berøre præsten
personligt.
- Vi havde været til recep-
tion ombord på Hans Hedtoft
et par dage forinden, skibet
skulle sejle. To af vore venner
skulle med skibet, og under
en kop kaffe i vort hjem for-
talte de, at de var bekymret
for at komme for sent til ski-
bet. Det er underligt at tænke
på, fortæller Kristian Laurit-
sen og lægger ansigtet i tænk-
somme folder.
- Når man er præst i Dan-
mark, løber årene ud i hinan-
den. Man kan ikke rigtig huske
dem fra hinanden. I Grønland
skete der derimod det og det.
Hvert år skiller sig ud, fortæl-
ler Kristian Lauritsen.
Lær af grønlændere
Tiden som præst i Grønland
har sat sig dybt i Kristian
Lauritsen. Han har på flere
måder taget den grønlandske
kultur til sig. Og det burde
flere danskere også gøre, me-
ner han.
- Danske turister bliver
f.eks. irriteret, hvis båden ik-
ke kommer som planlagt.
Grønlænderne tager det ro-
ligt. Så kommer den nok i
morgen. Eller i overmorgen.
Den indstilling kunne dan-
skerne godt lære af. At tage
livet, som det kommer.
- Der er også forskel på
grønlændernes og danskernes
forhold til livet og døden.
Danskerne putter døden væk.
For grønlænderne er den
mere naturlig. Det gælder om
at leve i dag. Derfor kalder
grønlænderne os med rette for
de forhånds-bekymrede.
- Man kan også sige som
Storm P, der i en af sine teg-
ninger ganske præcist ram-
mer danskernes indstilling til
livet. Tegningen viser en
mand, der sidder med begge
ben dinglende ned i graven.
En forbipasserende kommer
forbi og siger: har vi fået lov
til at være lidt oppe i dag.
Bedre en før
I Danmark har Kristian Lau-
ritsen kontakt til mange grøn-
landske kredse, og det han
ser, fylder ham med glæde og
fortrøstning.
-1 mange år var det sådan,
at grønlændere klarede sig
dårligt i Danmark. Det passer
ikke mere. I dag har utrolig
mange gode stillinger i er-
hvervslivet og administratio-
nen. Det er nærmest overklas-
sen, man møder i de grøn-
landske foreninger. Det er i
hvert fald en myte, at grøn-
lændere klarer sig dårligere
end danskere.
Kristian Lauritsen forlod
Grønland i 1973. Frem til
1994 var han præst ved Fre-
deriksborg Slotskirke i Hille-
rød. Men pensionisttilværel-
sen må vente lidt endnu. Ved
juletid 1995 tiltrådte han som
grønlandsk præst efter Karl
Peter Andersen, og den funk-
tion vil han varetage nogle år
endnu. Hvis helbredet ellers
tillader.
- Der er ikke umiddelbart
nogen afløser for mig. Det er
først og fremmest vigtigt at få
besat de ledige stillinger i
Godhavn, Scoresbysund og
snart også Frederikshåb. Der-
for må jeg ikke blive syg, gri-
ner Kristian Lauritsen, der
glæder sig over den grønland-
ske præsteuddannelse i Nuuk.
- Der en meget kompetent
ledelse i Grønland, og der er
ingen tvivl om, at en grøn-
landsk præst kan gøre mere
gavn end en dansk. Det er
ikke kun sproget, der er for-
skelligt. Det gælder også kul-
turen. Problemstillinger og
tankegang.
- En dansk prædiken kan
ikke umiddelbart oversættes
til grønlandsk, siger Kristian
Lauritsen, der ikke vil ude-
lukke, at han en dag skriver
sine erindringer.
- Det har været nogle utro-
lige år. Det var nok ikke ble-
vet så spændende, hvis jeg
var blevet på den jydske hede,
griner Kristian Lauritsen.
Af: Christian
Schultz-Lorentzen
Kristian Lauritsen Nunatsinni palasiulluni angalagaangami palaseqaterpassuani
naapittarpai. Uani naapippai palasi Jens Hvas, Holstebro aamma Otto Sandgreen.
Kristian Lauritsen mødte mange kolleger på sine rejser i forbindelse med med sin
præstegerning i Grønland. Her er han sammen med sognepræst, Jens Hvas, Holstebro
og Otto Sandgreen.
NAMMINEQ PIGISAQ/PRIVATFOTO