Atuagagdliutit - 08.10.1998, Blaðsíða 16

16 • TORSDAG 8. OKTOBER 1998
ATUAGAGDLIUTIT
DEN BESKEDNE PRÆST MED
DEN STÆRKE PERSONLIGHED
Kristian Lauritsen, tidligere landsprovst i Grønland, er som præst for grønlændere i Danmark stadig i fuld vigør
j j\j j-_r
CHRISTIAN LORENTSEN
VIPPERØD: Snnooorrkk.
Snnooorrkk. Snnooorrkk.
Snnooorrkk.
Den imponerende højlydte
brummen kunne have over-
døvet en kirkeklokke i storm-
vejr.
Men det er hverken repor-
teren eller den interviewede,
der er slumret ind.
Tværtimod.
Den rytmiske og rungende
lyd stammer fra den aldrende
retriever Kasper, der er faldet
i dyb trance på stuens gulv-
tæppe midtvejs mellem bræn-
deovnen og den 74-årige
Kristian Lauritsens stol ved
stuebordet.
- Når jeg taler i telefon,
siger min kone, at jeg skal
fortælle, at det er hunden og
ikke hende, der snorker i bag-
grunden, forklarer Kristian
Lauritsen med et grin og bak-
ker på sin uundværlige pibe,
der efter hans eget udsagn, får
ham til at tænke bedre.
Hunden anskaffede fami-
lien sig for ni år siden gennem
organisationen Dyrenes Be-
skyttelse, som sørger for, at
mishandlede hunde får byttet
en dødbringende sprøjte ud
med et nyt og bedre hjem.
Uanset hvilken grum fortid
Kasper har måttet gennem-
leve i sit tidligere hundeliv, er
hunden rolig og afbalanceret
nu. I de vågne øjeblikke ud-
trykker den et usædvanligt,
venligt gemyt, selv om gigten
er ved at sætte fysiske be-
grænsninger for retrieverens
udfoldelser i huset og haven i
Vipperød ved Holbæk, hvor
familien Lauritsen har haft
bopæl de senere år.
Smil og grin
Det venlige og imødekom-
mende er så absolut også en
del af hundens ejer, Kristian
Lauritsens, personlighed. Han
er beskeden uden at være
krukket. En fortæller, der går
mere op i pointer end at an-
bringe sig selv i centrum, og
derfor heller ikke er hel tryg
ved dette interview. En præst,
der foretrækker at handle
fremfor at bruge fine ord.
Og så har han først og
fremmest let til smil og grin,
selv om hans hverdag ofte er
præget af møder med menne-
sker i svære stunder. Kristian
Lauritsen, der tidligere har
været præst og landsprovst i
Nunarput tamaat provstiusimasoq Kristian Lauritsen
ullumikkut Danmarkimi kalaallinut palasiuvoq. Qimmertik
Kasper ukiut qulingiluat matuma sioma Dyrenes Beskyttelse
aqqutigalugu pissarsiaraat.
Tidligere landsprovst i Grønland, Kristian Lauritsen er nu
præst for grønlændere i Danmark. Hunden Kasper anskaffe-
de familien sig for ni år siden gennem organisationen Dyre-
nes Beskyttelse.
Grønland, fungerer i dag som
grønlandsk præst på Sjælland
og Bornholm, mens hans
præstekollega Karl Peter
Andersen varetager menig-
heden i Jylland og Fyn.
Hos Kristian Lauritsen bli-
ver telefonstikket aldrig hevet
ud. På alle tidspunkter står
han til disposition for grøn-
lændere med behov for en
præst. Hver måned følger han
en fast rejseplan med besøg i
Grønlænderhjemmet i Helle-
rup, Kofoed Skole, Hersted-
vester, Sikringen i Nykøbing
Sjælland, afdelingen ved Vor-
dingborg Sygehus og Anders
Vænge i Slagelse. Hertil
kommer forrettelsen af den
grønlandske gudstjeneste i
Helligåndskirken den førte
søndag i hver måned, samt en
række gudstjenester for grøn-
landske menigheder i mindre
provinsbyer.
Fattige kår
At Kristian Lauritsen skulle
gennemgå en akademisk ud-
dannelse som præst, var der
næppe nogen, der havde reg-
net med. Kristian Lauritsen
voksede op i et fattigt, indre-
missionsk hjem i Bording på
den jydske hede mellem Her-
ning og Silkeborg. Det var i
1930-ernes krise-Danmark.
Faderen var husmand, og med
otte børn var det småt med
penge.
Som 15-årig blev Kristian
sendt ud og tjene på gårdene,
men han ville læse videre, og
efter et ophold på en indre-
missionsk højskole i Tom-
merup på Fyn, lykkedes det
ham som 18-årig at få sine
forældres accept til en gym-
nasieuddannelse. Den foregik
på et indremissionsk gymna-
sium på Djursland. Præste-
fabrikken blev den kaldt. Her-
efter blev han tilmeldt det teo-
logiske falkutet på Køben-
havns Universitet.
Allerede på det tidspunkt
havde han planer om at tage
til Grønland. Tanken om at
besøge landet mod nord hav-
de fra barnsben rumsteret i
hans underbevidsthed. I
landsbyskolen, hvor han var
blevet undervist af en grundt-
vigianer med et levende og
dragende sprog, læste han
Knud Rasmussen. Og faderen
kaldte sit nordligste stykke
jord for Grønland.
Gang i Nyhavn
- Det var i en tid, hvor der
ikke fandtes SU, så i Køben-
havn fik jeg mange sjove job,
og jeg har tit tænkt på, hvor
synd det er for de præster, der
aldrig kommer ud i det virke-
lige liv, men tilbringer hele
livet bag et skrivebord.
- Jeg fik et værelse på
Nørrebro. En stenørken. Men
kort efter ringede en højskole-
kammerat, der var bestyrer af
et sømandshjem i Sydhavnen.
Han tilbød mig gratis kost og
Kristian Lauritsen isumaqarpoq Sisimiormiut palasissatut
perorsarsimagaanni. - Sanarfivaannga, oqarpoq. Aana
Sisimiuni palasip illuani, Kristian Lauritsen 1957-imi
Sisimiuni palasinngormat taama isikkoqarpoq.
Kristian Lauritsen mener, at det er borgerne i Sisimiut, der
har opdraget ham til at være præst. - De formede mig, siger
han. På billedet ses præsteboligen i Sisimiut, som den så ud,
da Kristian Lauritsen blev præst der i 1957.
logi mod, at jeg passede bu-
tikken, når de selv var forhin-
dret. Men desværre blev Sø-
mandshjemmet nedlagt.
- Nu må jeg holde en pause
fra studierne og tjene nogle
penge, tænkte jeg. Men så fik
jeg en henvendelse om et til-
svarende job i Sømandshjem-
met i Nyhavn. Her var der liv
og glade dage. Det var den-
gang, der endnu kom sømænd
i Nyhavn. Langs hele kajen lå
der værtshuse. Det var livligt,
fortæller Kristian Lauritsen.
Efter at have gennemført
første del af sit teologiske stu-
die lagde han billet ind på to
stillinger i Grønland. Der gik
næsten et år, før han modtog
en positiv tilbagemelding fra
Statsministeriet, hvilket be-
tød, at han nu skulle til at
supplere sine teologiske for-
dybelser med undervisning i
grønlandsk.
- Det var ret omfattende
eksamener. Men jeg lærte
sprogets opbygning. At læse
og skrive. Samtalen kunne jeg
dog ikke. Den lærte jeg først,
da jeg kom til Grønland, for-
tæller Kristian Lauritsen, der
inden sejladsen til Grønland
aftjente sin værnepligt som
militærpræst ved søværnet.
Det blev nogle lykkelige år,
selv om det i starten var svært
at opnå respekt, husker Kris-
tian Lauritsen.
- At møde en gruppe vær-
nepligtige er som at stå over-
for en mur. Men forholdet
blev bedre, da soldaterne op-,
dagede, at de godt kunne kal-
de mig salmehøker og kirke-
svindler, griner Kristian Lau-
ritsen, som også bestyrede
biblioteket, der fungerede
som et fristed for værneplig-
tige med behov for at komme
ud med indestængte frustra-
tioner.
Efter værnepligten blev den
tidligere landarbejder gift
med Jytte og ordineret som
præst. Forude ventede langt
om længe Grønland, hvor han
skulle tiltræde som præst i
Fiskenæsset.
Til Grønland
- Tidligere var det sådan, at
nye præster først skulle
undervise et år på seminariet i
Nuuk, så de fik lært det grøn-
landske sprog. Men sand-
heden var, at der blev talt for
meget dansk i Nuuk, og der-
for blev jeg sendt direkte til
Fiskenæsset.
- Menigheden bestod af
godt 300 mennesker, og kun
udstedsbestyreren talte dansk.
Men det var ikke noget pro-
blem. Folk i Fiskenæset var
meget gæstfri og selskabe-
lige. Vi besøgte dem, og de
kom hos os. Det gav noget.
Selv Jytte, der ikke havde teo-
retiske forudsætninger for det
grønlandske sprog, tilegnede
sig sproget, fortæller Kristian
Lauritsen, der efter et år i
Fiskenæsset blev flyttet til
Sisimiut i 1957.
- Jeg havde hørt, de skulle
være lidt krigeriske. Men det
var ikke tilfældet. De hadede
ikke danskerne. De sagde ba-
re deres mening lige ud. Jeg
blev meget glad for at være
der. De var meget initiativrige
folk, og det er som sådan,
borgerne i Sisimiut der har
opdraget mig til at være
præst. De formede mig, og
derfor kan jeg godt forstå, at
de foretrækker unge præster.
De gamle kan man nemlig
ikke lave om på, fortæller
o Kristian Lauritsen, der i be-
£ stræbelseme på at beherske
I det grønlandske sprog skrev
| samtlige prædikener på grøn-
s landsk. De blev så rettet igen-
e nem af en medarbejder. Et
| hårdt og slidsomt arbejde.
Ikke mindst i starten, hvor der
var mange fejl.
På grund af dødsfald i
familien valgte familien Lau-
ritsen i 1965 at vende tilbage
til Danmark, hvor Kristian
blev ansat ved sognet i Jæ-
gerspris. Men nogle år efter
kom der besked fra daværen-
de kirkeminister Arne Fogh
Pedersen, der tilbød Kristian
Lauritsen embedet som lands-
provst i Grønland.
Landsprovsten
I 1968 tiltrådte Kristian Lau-
ritsen sit nye embede i Nuuk.
- Årene i Grønland har væ-
ret som et eventyr. Som
landsprovst besøgte jeg alle
distrikterne med undtagelse
af Scoresbysund. Jeg turde
ikke tage derop. Hvis vejret
var dårligt, risikerede jeg, at
skulle at sidde der i to måne-
der, og det tillod mit embede
ikke.
- Jeg kom ud for mange
sjove oplevelser på mine rej-
ser. Ja, nogen gange blev jeg
tillagt en myndighed, jeg slet
ikke havde. I en bygd var
menighedsrådet blevet uenig
med den øvrige befolkning.
Menighedsrådet ville ikke
have, at vandvognen vendte
oppe ved kirkegården. Sagen
var gået i hårdknude, og byen
var uden vand.
-1 sådanne situationer gæl-
der det om at løse problemet,
uden at nogen taber ansigt.
Jeg spurgte derfor menig-
hedsrådet om, de ikke kunne
Kristian Lauritsen Nunatsinni angalanerpassuarmi ilaanni
»Poul Egede«-mut ilaanini nuannaarutigaa.
På en af sine mange rejser i Grønland var det en glæde for
Kristian Lauritsen også at få lov at sejle med »Poul Egede«.
£
O