Atuagagdliutit - 11.02.1999, Side 22

22 • TIRSDAG 11. FEBRUAR 1999
ATUAGAGDLIUTIT
Vort land fattes penge
Landstingskandidat for
Siumut Per Berthelsen
Guidede ture over Indlandsisen kan vise sig at være en
guldgrube.
Der skal nu snart være valg,
og det er tiden at skulle lufte
personlige valgtanker og
kaste diverse »bolde« ud.
Vi kan vel alle være enige
om, at der er nok at skulle
tage fat på for de, der bliver
valgt ind, og samtlige kandi-
dater er da også enige om
mange ting for eksempel, at
der skal tages alvorlig fat på
bolignøden, arbejdsløsheden,
uddannelsessektoren, sund-
hedsvæsenet med videre. Så
disse områder er for så vidt
ikke interressante at skulle
gøre sig bemærket omkring.
Selvfølgelig kan der være
nuanceforskelle på, hvorle-
des den ene og den anden vil
gribe sagerne an, men ho-
vedtrækkene er klare, at
noget skal der gøres.
Jeg selv har proklameret at
ville arbejde for at få skabt
mere åbenhed mellem de
landspolitiske tiltag og de
kommunale interesser, idet
jeg mener, at mange af de
store problemer, vi slås med,
skyldes den enorme lukket-
hed, der ersker i disse nævn-
te instancer imellem.
Men alle vore gode intenti-
oner stopper ved et fælles
problem, nemlig landsøko-
nomien.
Vi har en barks kendsger-
ning, som vi på ingen måde
kan komme udenom og det
er , at vi simpelthen ikke er
dygtige nok til at tjene penge
ind til vort samfund, så vi
kan drive denne på en måde,
så de fleste borgere i landet
stilles tilfredse.
I 1997 havde vi således et
samlet handelsunderskud på
600 millioner kroner, en gan-
ske stor slat penge for et lille
samfund, og en kold dukkert
for drømmen om en snarlig
selvstændighed. En kends-
gerning, der gør det svært at
skulle udtale sig om, at vi
godt kan undvære det årlige
bloktilskud fra Danamrk p.t.
på godt og vel 2,6 milliarder
kroner. At man så kan udre-
de, at mange af disse penge,
ryger hurtigt tilbage til Dan-
mark igen, er så en anden
snak, som jeg ikke vil bruge
spalteplads på, på nuværende
tidspunkt.
Vi skal lære at tjene penge
flere penge. Problemet ligger
i, at der tit er store og til tider
chancebetonede investerin-
ger, der skal ske, førend vi
kan begybde at nyde afkastet
af investeringerne hvis vi
altså kommer så langt.
Vi skal altså lære, at få så
mange sikre penge ind på en
så lille investering som mu-
ligt, og hvordan kan vi så
gøre det. Jo, ved at lade
»naturen arbejde« for os. Det
er så der, hvor det sjove og
spændende ved et valg op-
står. Man skal til at være
kreativ, opfindsom og lade
tankerne flyve, så det gør jeg
nu.
Vi har noget som næsten
ingen andre har. Noget, der
er næsten så enestående som
at have verdens højeste
bjerg. Noget, der er udfor-
dring i, noget, hvor det ikke
er påkrævet at skulle lave de
store investeringer, noget
hvor det mere drejer sig om
at skulle tænke anderledes,
noget, hvor det gælder om at
få rimeligt få mennesker til at
betale store penge, der gør
det muligt at lave noget ren-
tabelt uden de store investe-
ringer. Noget, hvor man for-
holdsvis hurtigt kan inddrage
lokalbefolkningen.
Vidste du, at der arrange-
redes guidede bjergbestig-
ninger til toppen af verdens
højeste bjerg, Mount Eve-
rest, hvor de enkelte deltage-
re rask væk betaler 65.000
US dollars (kr. 400.000), for
at være med - uden forvent-
ning om noget som helst luk-
sus - tværtimod afsavn og
strabadser me livet som ind-
sats, hvorbelønningen ene og
alene er, at man kan komme
med i en kreds af mennesker,
de har gjort noget, som kun
få tidligere har gjort.
Vores egen »Arctic Circle
Race« viser allerede med al
tydelighed, at mange har lyst
til at prøve kræfter med vores
enestående natur. Ikke en-
gang en tragisk dødsulykke
kan bremse op for interessen
for at være med - tvært imod,
næsten ligesom Mount Eve-
rest, hvor søgningen om at
betale sig til at prøve at kom-
me til tops i verdens højeste
bjerg kun stimuleres af de
tragiske ulykker, der følger i
kølvandet på bestigningerne.
Jeg tror helt sikkert, at der
vil være et hurtigt voksende
klientel, der vil være rede til
at betale for eksempel halv-
delen af, hvad man betaler
for et forsøg på bestigning af
Mount Everest, ved at blive
guidet tværs over indlandsi-
sen. Det kræver for så vidt
»bare«, at der er baser i Øst-
grønland og i Vestgrønland
(f.eks. Ammassalik og Kan-
gerlussuaq) og med det mo-
derne navigationsudstyr, der
er tilgængeligt i dag, kan der
hurtigt med fly etableres for-
syningslejre et antal steder.
»Turene« kan så indledes
med naturveejledning og
overlevelseskurser, så vort
land kan præsenteres på be-
hørig vis, hvor man også kan
have mulighed for at lade
lokalbefolkningen under-
holde, køre salgsboder med
videre. Man kan eventuelt få
startet et grønlandsk forsik-
ringsselskab op, som delta-
gerne skal tegne en eller an-
den form for forsikring, for
at kunne være med. På denne
måde, vil man kunne sikre
sig, at pengene i alle facetter
tilfalder det grønlandske
samfund samtidig med, at
man åbner for et beskæftigel-
sespotentiale af næsten ubeg-
rænset størrelse.
Det var en lille strøtanke
omkring, hvorledes vort
samfund kabn »hente« penge
udefra, men der er også et
kraftigt behov for, at vi lærer
at få mere rentabilitet i de
aktiviteter, vi driver i vort
eget lille lukkede system.
Tag for eksempel vore
skindsystuer. Disse kan- for
langt de flestes vedkommen-
de- kun holdes i drift, takket
være tilførsel af offetlige
midler. Det er også godt nok,
men ville det ikke være bed-
re, hvis disse kunne stå på
egne ben og eskpandere i ste-
det for? Det mener jeg godt
kan lade sig gøre. Det kræver
bare en ordentlig koordinati-
on og planlægning.
I dag fremstiller disse
systuer mangeartede produk-
ter, der kan variere en del
med hensyn til kvalitet. Der
sker ikke nogen synderlig
produktudvikling, fordi pro-
duktfladerne er så brede.
Hvad, hvis man fordelte
skindprodukterne med
grundlag i, hvad der er brug
for og salgbart i hjemmemar-
kedet, således, at de enkelte
skindsystuer får »tildelt« en
specialitet, som ingen af de
andre må lave. Så ville de
enkelte skindsystuer være
eneforsynere i landet af hver
deres produkt og derved også
blive pålagt at skulle arbejde
løbende med at produktud-
vikle. Som afveksling og
supplement, kunne de så lave
turist-mindede produkter til
deres lokale marked med
grundlag i de behov, der måt-
te være. På denne måde kun-
ne de enkelte systuer - uden
at overlappe hinanden - hol-
de sifg travlt beskæftigede
med produkter, der på for-
hånd er afsætningsmulighe-
der for. Kvalitetsudvikling,
mindre spild og sikker afsæt-
ning - nøgleord i en hvilken
som helst produktorienteret
virksomhed.
Najugaq qimannagu ilinniartitsisunngorniarit
Atuagarsornikkut inorsarfeqassagaluarussi maannakkut
periarfissarsiorparput piffinni assigiinngitsuni kalaallisut,
qallunaatut, tuluttut kisitsinermilu pikkorissaanernik
neqerooruteqartoqarnissaa.
Qitiusumi tassa Nuummi atuarneq aallartissaaq augustimi
1999, najugaq qimannagu ilinniartitsisunngorniarneq
aallartissaaq januarimi 2000.
ARKALO ABELSEN
REKTOR
Ukiuni makkunani meeqqat atuarfiat annertuumik
pitsanngorsaaffiginiarlugu sulissutigineqarpoq,
ilinniartitsisulli amigaatigineqaqaat. Ilinniartitsisut
naammattut piginngikkutsigit
pitsanngorsaanerigaluaq killilimmik
sunniuteqassaaq.
Meeqqanik inuusuttunillu sullissinissaq
pilerigigukku qitiusumi imaluunniit najugaq
qimannagu ilinniartitsisunngorniarit.
Sineriassuatsinni saperatik tunuarsimaarsimasut
matumuuna kaammattorumavakka qitiusumi
najugarluunniit qimannagu
ilinniartitsisunngorniarnissamut
qinnuteqaqqullugit.
ILINNIARFISSUAQ / GRØNLANDS SEMINARIUM • BOX 1026 • 3900 NUUK
ASS./ FOTO-ARKIV: VIVI MØLLER-REIMER