Atuagagdliutit

Ukioqatigiit
Ataaseq assigiiaat ilaat

Atuagagdliutit - 11.02.1999, Qupperneq 22

Atuagagdliutit - 11.02.1999, Qupperneq 22
22 • TIRSDAG 11. FEBRUAR 1999 ATUAGAGDLIUTIT Vort land fattes penge Landstingskandidat for Siumut Per Berthelsen Guidede ture over Indlandsisen kan vise sig at være en guldgrube. Der skal nu snart være valg, og det er tiden at skulle lufte personlige valgtanker og kaste diverse »bolde« ud. Vi kan vel alle være enige om, at der er nok at skulle tage fat på for de, der bliver valgt ind, og samtlige kandi- dater er da også enige om mange ting for eksempel, at der skal tages alvorlig fat på bolignøden, arbejdsløsheden, uddannelsessektoren, sund- hedsvæsenet med videre. Så disse områder er for så vidt ikke interressante at skulle gøre sig bemærket omkring. Selvfølgelig kan der være nuanceforskelle på, hvorle- des den ene og den anden vil gribe sagerne an, men ho- vedtrækkene er klare, at noget skal der gøres. Jeg selv har proklameret at ville arbejde for at få skabt mere åbenhed mellem de landspolitiske tiltag og de kommunale interesser, idet jeg mener, at mange af de store problemer, vi slås med, skyldes den enorme lukket- hed, der ersker i disse nævn- te instancer imellem. Men alle vore gode intenti- oner stopper ved et fælles problem, nemlig landsøko- nomien. Vi har en barks kendsger- ning, som vi på ingen måde kan komme udenom og det er , at vi simpelthen ikke er dygtige nok til at tjene penge ind til vort samfund, så vi kan drive denne på en måde, så de fleste borgere i landet stilles tilfredse. I 1997 havde vi således et samlet handelsunderskud på 600 millioner kroner, en gan- ske stor slat penge for et lille samfund, og en kold dukkert for drømmen om en snarlig selvstændighed. En kends- gerning, der gør det svært at skulle udtale sig om, at vi godt kan undvære det årlige bloktilskud fra Danamrk p.t. på godt og vel 2,6 milliarder kroner. At man så kan udre- de, at mange af disse penge, ryger hurtigt tilbage til Dan- mark igen, er så en anden snak, som jeg ikke vil bruge spalteplads på, på nuværende tidspunkt. Vi skal lære at tjene penge flere penge. Problemet ligger i, at der tit er store og til tider chancebetonede investerin- ger, der skal ske, førend vi kan begybde at nyde afkastet af investeringerne hvis vi altså kommer så langt. Vi skal altså lære, at få så mange sikre penge ind på en så lille investering som mu- ligt, og hvordan kan vi så gøre det. Jo, ved at lade »naturen arbejde« for os. Det er så der, hvor det sjove og spændende ved et valg op- står. Man skal til at være kreativ, opfindsom og lade tankerne flyve, så det gør jeg nu. Vi har noget som næsten ingen andre har. Noget, der er næsten så enestående som at have verdens højeste bjerg. Noget, der er udfor- dring i, noget, hvor det ikke er påkrævet at skulle lave de store investeringer, noget hvor det mere drejer sig om at skulle tænke anderledes, noget, hvor det gælder om at få rimeligt få mennesker til at betale store penge, der gør det muligt at lave noget ren- tabelt uden de store investe- ringer. Noget, hvor man for- holdsvis hurtigt kan inddrage lokalbefolkningen. Vidste du, at der arrange- redes guidede bjergbestig- ninger til toppen af verdens højeste bjerg, Mount Eve- rest, hvor de enkelte deltage- re rask væk betaler 65.000 US dollars (kr. 400.000), for at være med - uden forvent- ning om noget som helst luk- sus - tværtimod afsavn og strabadser me livet som ind- sats, hvorbelønningen ene og alene er, at man kan komme med i en kreds af mennesker, de har gjort noget, som kun få tidligere har gjort. Vores egen »Arctic Circle Race« viser allerede med al tydelighed, at mange har lyst til at prøve kræfter med vores enestående natur. Ikke en- gang en tragisk dødsulykke kan bremse op for interessen for at være med - tvært imod, næsten ligesom Mount Eve- rest, hvor søgningen om at betale sig til at prøve at kom- me til tops i verdens højeste bjerg kun stimuleres af de tragiske ulykker, der følger i kølvandet på bestigningerne. Jeg tror helt sikkert, at der vil være et hurtigt voksende klientel, der vil være rede til at betale for eksempel halv- delen af, hvad man betaler for et forsøg på bestigning af Mount Everest, ved at blive guidet tværs over indlandsi- sen. Det kræver for så vidt »bare«, at der er baser i Øst- grønland og i Vestgrønland (f.eks. Ammassalik og Kan- gerlussuaq) og med det mo- derne navigationsudstyr, der er tilgængeligt i dag, kan der hurtigt med fly etableres for- syningslejre et antal steder. »Turene« kan så indledes med naturveejledning og overlevelseskurser, så vort land kan præsenteres på be- hørig vis, hvor man også kan have mulighed for at lade lokalbefolkningen under- holde, køre salgsboder med videre. Man kan eventuelt få startet et grønlandsk forsik- ringsselskab op, som delta- gerne skal tegne en eller an- den form for forsikring, for at kunne være med. På denne måde, vil man kunne sikre sig, at pengene i alle facetter tilfalder det grønlandske samfund samtidig med, at man åbner for et beskæftigel- sespotentiale af næsten ubeg- rænset størrelse. Det var en lille strøtanke omkring, hvorledes vort samfund kabn »hente« penge udefra, men der er også et kraftigt behov for, at vi lærer at få mere rentabilitet i de aktiviteter, vi driver i vort eget lille lukkede system. Tag for eksempel vore skindsystuer. Disse kan- for langt de flestes vedkommen- de- kun holdes i drift, takket være tilførsel af offetlige midler. Det er også godt nok, men ville det ikke være bed- re, hvis disse kunne stå på egne ben og eskpandere i ste- det for? Det mener jeg godt kan lade sig gøre. Det kræver bare en ordentlig koordinati- on og planlægning. I dag fremstiller disse systuer mangeartede produk- ter, der kan variere en del med hensyn til kvalitet. Der sker ikke nogen synderlig produktudvikling, fordi pro- duktfladerne er så brede. Hvad, hvis man fordelte skindprodukterne med grundlag i, hvad der er brug for og salgbart i hjemmemar- kedet, således, at de enkelte skindsystuer får »tildelt« en specialitet, som ingen af de andre må lave. Så ville de enkelte skindsystuer være eneforsynere i landet af hver deres produkt og derved også blive pålagt at skulle arbejde løbende med at produktud- vikle. Som afveksling og supplement, kunne de så lave turist-mindede produkter til deres lokale marked med grundlag i de behov, der måt- te være. På denne måde kun- ne de enkelte systuer - uden at overlappe hinanden - hol- de sifg travlt beskæftigede med produkter, der på for- hånd er afsætningsmulighe- der for. Kvalitetsudvikling, mindre spild og sikker afsæt- ning - nøgleord i en hvilken som helst produktorienteret virksomhed. Najugaq qimannagu ilinniartitsisunngorniarit Atuagarsornikkut inorsarfeqassagaluarussi maannakkut periarfissarsiorparput piffinni assigiinngitsuni kalaallisut, qallunaatut, tuluttut kisitsinermilu pikkorissaanernik neqerooruteqartoqarnissaa. Qitiusumi tassa Nuummi atuarneq aallartissaaq augustimi 1999, najugaq qimannagu ilinniartitsisunngorniarneq aallartissaaq januarimi 2000. ARKALO ABELSEN REKTOR Ukiuni makkunani meeqqat atuarfiat annertuumik pitsanngorsaaffiginiarlugu sulissutigineqarpoq, ilinniartitsisulli amigaatigineqaqaat. Ilinniartitsisut naammattut piginngikkutsigit pitsanngorsaanerigaluaq killilimmik sunniuteqassaaq. Meeqqanik inuusuttunillu sullissinissaq pilerigigukku qitiusumi imaluunniit najugaq qimannagu ilinniartitsisunngorniarit. Sineriassuatsinni saperatik tunuarsimaarsimasut matumuuna kaammattorumavakka qitiusumi najugarluunniit qimannagu ilinniartitsisunngorniarnissamut qinnuteqaqqullugit. ILINNIARFISSUAQ / GRØNLANDS SEMINARIUM • BOX 1026 • 3900 NUUK ASS./ FOTO-ARKIV: VIVI MØLLER-REIMER

x

Atuagagdliutit

Direct Links

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.