Atuagagdliutit - 13.04.1999, Blaðsíða 10

10 -TIRSDAG 13. APRIL 1999
ATUAGAGDLIUTIT
x/Vn / —u / Jwf
—J ' /’ ■ ÉdlÆfr w i rr —im i
u-4- -//'M ■ V/'k, .Li l/f »f Lill
Lars Emil Johansenip amerikamiut pisooqataasut, Qaanaami mittarfiliortariaqalernermut. Lars Emil Johansen siger, at amerikanerne bærer en stor del af skylden for, at der skal byg-
Sakkutooqarfimmi radarersuaq takusinnaavarsi. ges en landingsbane i Qaanaaq. Her et af amerikanernes radare i Pituffik-basen.
U SA blokerede for en Dundas-løsning
Lars Emil Johansen afviste i Østre Landsret, at den politiske aftale om en landingsbane i Qaanaaq forplumrer
Thulebeboernes retssag
KØBENHA VN(CSL) Det
var amerikanerne, der med et
krav om tilstedeværelsen af
dansk militær og politi blo-
kerede for anlæggelsen af en
civil lufthavn ved Thuie-
basen. Det til trods for, at
Hjemmestyret, den danske
regering og Qaanaaq kom-
mune var enige om, at det
ville have været den bedste
løsning på de trafikale pro-
blemer i området.
Det sagde tidligere lands-
styreformand Lars Emil
Johansen, da han i Østre
Landsret var indkaldt som
vidne i retssagen mellem
Thulebeboernes forening
Hingitaq 53 og den danske
stat.
Lars Emil Johansen var
indkaldt, fordi han den 31.
januar 1997 som landsstyre-
formand underskrev en aftale
med statsminister Poul Ny-
rup Rasmussen, hvoraf det
fremgår, at den danske stat
skal bidrage med 47 mili.
kroner til anlæggelsen af lan-
dingsbanen i Qaanaaq, og at
- som det hedder afslutnings-
vis i aftalen: »Parterne er eni-
ge om, at der mellem rege-
ringen og landstyret hermed
er fundet en tilfredstillende
løsning på alle udestående
spørgsmål i Thulesagen«.
To adskilte sager
Lars Emil Johansens aftale er
blevet kritiseret for at være
en utidig indblanding i Hingi-
taq 53’ retssag mod den dan-
ske stat, fordi erstatnings-
sagen allerede var anlagt på
det tidspunkt. Samtidig har
det ligget i luften, at kammer-
advokaten i den nuværende
retssag ville bruge aftalen
som bevis for, at Thule-
beboeme allerede har fået
erstatning.
Men Lars Emil Johansen,
der optrådte med knusende
ro i retten, afviste pure, at
man kunne blande de to ting
sammen.
-Vi gjorde os stor umage
for at holde de to ting adskilt.
Det var alene en aftale mel-
lem Hjemmestyret og den
danske stat, som sikrede, at
de penge, regeringen havde
afsat på finansloven til en
civil lufthavn ved Thule-
basen, i stedet blev anvendt
til en landingsbane i Qaa-
naaq. Jeg har stor sympati for
Hingitaq 53, og jeg hverken
ville eller kunne blande er-
statningssagen sammen med
lufthavnsspørgsmålet.
Advokat Christian Harlang
(Hingitaq 53): Blev spørgs-
målet om relationen mellem
de to sager drøftet helt kon-
kret mellem statsministeren
og dig?
- Spørgsmålet var ikke til
egentlig særskilt drøftelse,
men det blev nævnt, at de to
sager var helt adskilt for hin-
anden. Hingitaq 53 erstat-
ningssag skal ikke afgøres
politisk, men ved domstole-
ne. Det var både statsmini-
steren og jeg enige om.
Kammeradvokat Karsten
Hagel-Sørensen: - Men som
landsstyreformand talte du
vel også på Qaanaaqs kom-
munes vegne?
- Hjemmestyret taler på
hele landets vegne. Ikke for
en bestemt kommune, svare-
de Lars Emil Johansen, som
under sin vidneforklaring
gav et sjældent indblik i det
politiske forløb forud for
beslutningen om at anlægge
en landingsbane i Qaanaaq.
- Om hvordan amerikaner-
ne under forhandlingerne i
realiteten modsatte sig en
civil lufthavn ved Thule-
basen, som ellers havde
første prioritet, og om hvor-
dan han selv reagerede, da
den såkaldte Ziegler-rapport
i 1994 konkluderede, at der
ikke var basis for erstatning
til de Thulebeboere, som i
1953 blev tvangsforflyttet,
da amerikanerne ønskede en
udvidelse af Thulebasens
forsvarsanlæg.
Uacceptabel konklusion
- Landsstyret fandt Ziegler-
rapportens konklusion rysten-
de. For mig - og for så man-
ge andre grønlændere - var
det klart, at man ikke havde
overholdt menneskerettig-
hederne, da man iværksatte
tvangsflytningen. Vi fortalte
regeringen, at vi ikke var eni-
ge i konklusionen og ønske-
de en forhandling.
- Men først i juli 1997 kom
der skub i sagen, da Poul Ny-
rup Rasmussen ringede mig
op under min ferie og fortal-
te, at han sad med et brev fra
tidligere statsminister H.C.
Hansen. Det sagde, at ameri-
kanerne ikke behøvede sam-
tykke for at overflyve grøn-
landsk område med atom-
våben. Statsministeren havde
ikke selv yderligere bemærk-
ninger til brevet
- Oplysningen virkede som
et forstærkende element på
Ziegler-rapporten, og jeg
blev meget vred. Foruden at
nægte Thulebeboeme erstat-
ning viste det sig nu, at Dan-
mark også havde ført dobbelt
atompolitik. Officielt havde
man gennem årtier slået fast,
at der ikke var atomvåben på
dansk og grønlandsk jord.
- Uofficielt havde man
alligevel accepteret det. Kli-
maet mellem regeringen og
Hjemmestyret blev meget
koldt, men det startede sam-
tidig en masse mødeaktivitet.
- Vi ønskede at bringe for-
holdene i orden, blandt andet
ved at beboerne i Qaanaaq
blev frigjort fra den ufrivilli-
ge isolation, som den ameri-
kanske Thulebase havde af-
stedkommet. Et af resultater-
ne blev oprettelsen af Perma-
nent Komite, hvor repræsen-
tanter fra Grønland, Dan-
mark og USA i fælleskab
skulle finde en løsning på
trafikforholdene i Qaanaaq,
så man ikke længere skulle
løse visa for at besøge venner
og familie samt få sat gang i
erhvervsudviklingen.
Afvisende amerikanere
- Sagen accelererede i efter-
sommeren og efteråret 1995,
og i marts 1996 præsenterede
den danske regering og
Hjemmestyret fem løsnings-
forslag for amerikanere, her-
iblandt muligheden for at
etablere en civil lufthavn ved
Thulebasen - den såkaldte
Dundas-løsning, som vi beg-
ge mente, ville være den bed-
ste. Dermed kunne man også
få halvøen tilbage. Det ville
have været en betydelig poli-
tisk og psykologisk sejr.
- Amerikanerne udbad sig
betænkningstid, men på et
møde i USA i september må-
ned fremlagde amerikanerne
seks-syv skrappe forbehold
for at give tilladelse til en
større civil adgang til om-
rådet.
- Et af kravene var, at der
skulle være dansk militær og
politi ved den civile lufthavn.
Amerikanerne ville heller
ikke være med til at ind-
skrænke det militære om-
råde, og dermed give Dundas
tilbage.
- De skruede med andre
ord bissen på, for det var
skrappe krav set fra Grøn-
land og Danmarks side. Og i
hvert fald for krævende for
Danmark, som på et møde i
januar 1997 meldte ud, at
man ikke kunne være med til
en Dundas-løsning, selv om
både landstinget, landsstyret
og Qaanaaq kommune stod
bag.
-1 stedet bragte vi så Qaa-
naaq-løsningen på banen,
som var vores 2. prioritet,
fortalte Lars Emil Johansen,
der herefter underskrev af-
talen om de 47 mili. kroner
med den danske regering.
- Det var fra starten klart,
at de 47 miil. kroner ikke var
nok. Anlæggelsen af lan-
dingsbanen var på det tids-
punkt budgetteret til at koste
omkring 70 mili. kroner.
- Dem skulle Hjemmesty-
ret være med til at betale,
men der var også en klar for-
ventning om, at amerikaner-
ne skulle hjælpe til med
etableringen af landings-
banen. Det ville være en flot
gestus. Både moralsk og psy-
kologisk, fortalte Lars Emil
Johansen, der således deler
landsstyreformand Jonathan
Motzfeldt opfattelse af, at
amerikanerne bør bidrage
økonomisk til landingsba-
nen, som nu viser sig at koste
omkring 120 miil. kroner.
AG har flere gange forsøgt
at få en kommentar fra den
amerikanske ambassadør i
Danmark, men han har ikke
ønsket at udtale sig.
ASS./ FOTO: AG-ARKIV