Atuagagdliutit

Árgangur
Útgáva

Atuagagdliutit - 04.11.1999, Síða 16

Atuagagdliutit - 04.11.1999, Síða 16
16- TORSDAG 4. NOVEMBER 1999 ATUAGAGDLIUTIT SIDEN HAN VAR ULLE Så familien blev ikke overrasket, da han en dag sagde, at han rejste til Grønland VILLE TIL GRØNLAND -InJ r SØREN HALD MØLLER - Vi boede i Højene i den nordlige del af Hjørring, og herfra var der ikke langt til den grønlandske kostskole i Skibsby, og eleverne herfra delte vi ungdomsklub med. Det betød, at jeg var sammen med grønlændere mange aftener om ugen, og her fik jeg gode venner. Jeg kan blandt andet huske, at der kom en masse elever fra Tasiilaq, hvor skolen var blæst væk af en piteraq. Og jeg husker, hvordan vores musikinteresse var præget af de to kulturer. Der blev sim- pelthen ikke spillet andet end Gasolin og Sume. Efter studentereksamen læste jeg samfundsfag i Aal- borg, og lærte også her det grønlandske miljø at kende. Og som nyudsprunget cand. phil. havde jeg et par jobs i Danmark, inden jeg søgte afsted til Grønland. Det startede i 1986 med halvandet år i det offentlige aftalenævn, som dengang holdt til i den gamle heliport. Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen ved at sige, at det var et dødkedeligt arbejde. Afde- lingen blev styret med hård hånd fra Islands Brygge i København, og det er synd at sige, at vi var overbebyrde- de. Det betød, at jeg om eftermiddagen kunne holde fyraften, rimeligt udhvilet og med et overskud til at gøre noget med mig selv. Så jeg kastede mig over grønlandsk, og arbejdede hårdt med mine terperier. Det er ikke noget, der kommer af sig selv, men det er heller ikke noget, man på forhånd skal opgive. - Jeg er godt klar over, at det langt fra er alle, der har haft denne mulighed, men det var så min fordel, og den udnyttede jeg, så jeg i dag er ganske godt med sprogligt. - Hvor god er du? - Det bør andre nok udtale sig om, for det kan jo være svært at vurdere. Nogle synes, jeg er ganske dygtig, mens jeg selv plejer at sige, at mit grønlandske egner sig bedre til køkkenet end til arbejdet. Februar 1996-imi KNI-mi qullersat Credit Lyonnais-imit London-imi 250 millioner koruuninik taarsigassarsillutik atsiormata persuarsiortoqarpoq. Det var en hel ceremoni, da KNl-toppen i februar 1996 skrev under på et lån på 250 millioner i Credit Lyonnais i London. Mødet med Grønland - Hvordan oplevede du mø- det med Grønland? - Jeg havde naturligvis et billede af Grønland, og nogle E forventninger omend ikke | særlig præcise. Jeg havde i sagt til mig selv, at hvis ikke 5 jeg blev her i tre år, ville det e være en fiasko. Dengang var | det almindelige to år. Men | jeg havde ingen egentlige z planer om min grønlandske fremtid. - Da jeg landede i Kanger- livet, som trods bebyggelsen i området stadig er usædvan- ligt spændende, og er man heldig, svømmer der hvaler forbi på ydersiden af Qasi- giannguit på vej mod strøm- striben mellem de to store fj ordforgren inger. Der er ikke meget at for- tælle fra de første år af Søren Hald Møllers snart 40-årige liv. Han er født i 1960 på Bispebjerg og boede de før- ste år i en boligblok i Hvid- ovre. Forældrene kom fra Skjern, og faderen var den eneste student, der var råd til i den familie. I forsvaret blev han civilingeniør og blev derefter trofast i tjenesten indtil pensionen. Sørens mor var hjemmegående, så længe de tre drenge var små. De to andre hed Poul og Ole. Nordpå Selvom vandringen mod nord i begyndelsen var et familieforetagende, fik ingen af de andre noget videre med Grønland at gøre. Den første del af rejsen gik til Ølstykke, en stationsby i nærheden af Frederikssund, hvor parcel- husboomet i 1960’erne skab- te store forandringer i mange små danske bymiljøer. - Alle var nye i Ølstykke, og det var på mange måder spændende, fortæller Søren Hald Møller. - Dengang var miljøet godt for drenge som os. Der var ingen konflikt mellem lokale og tilflyttere, for vi var tilrejsende alle sammen. Nu er det knap så godt. Der er megen ung- domskriminalitet i byen, men det er noget, der kom senere. Da jeg var barn, var Ølstryk- ke et udmærket sted. - Men det, jeg husker aller bedst fra den tid, var min formningslærer Emil Ro- sing, der forstod at give sin grønlandske begejstring vi- dere. Vi lavede grønlandske masker af papmache og illu’er af flamingo. Jeg tror, det var med til at fremme min interesse for Grønland, men jeg blev alligevel over- rasket den dag, jeg fortalte mine forældre, at jeg havde søgt arbejde i Nuuk og min mor sagde, at det havde hun da vidst i mange år. Måske ikke lige, at det ville blive i Nuuk, men fra jeg var lille, fik jeg åbenbart altid julelys i øjnene, når der var et eller andet, der handlede om Grønland. Videre nordpå Men inden, Søren Hald Møl- ler nåede så langt, skulle han få næret sin længsel efter Grønland endnu mere. - Det var som et led i de daværende egnsudviklings- programmer, at Hærens Ma- terielkommando flyttede til Hjørring. Min far fulgte efter og med ham alle vi andre. sige, at man er AG og har travlt, og at deadline er lige om hjørnet, og produktions- tiden er knap. Hvis vi vil have det interview, så er det om bag i køen og vente, til Naasunnguaq og hendes far havde leget færdig. Sådan skal det være. Men køen viste sig allige- vel at være lidt kortere end først antaget. Søndag efter- middag ringede Søren Hald Møller nemlig og sagde, at det faktisk godt kunne blive nu, så hvis jeg lige kunne vente, til han havde afmon- teret ankerspillet på båden, så var han klar til at stille op. Og sådan gik det til, at den nye administrerende direktør kunne optræde både som kærlig far, som lystsejler og som en topembedsmand, der forstår offentlighedens rime- lige nysgerrighed: Hvem er mennesket bag den nye administrerende direktør i hjemmestyret? Ja, han bor ned mod nød- havnen ved Qasigiannguit. Kigutaarnat hedder det, og her sidder han i hvert fald ikke og klager over udsigten. Stiller man sig hen til det sto- re vindue mod nordvest, kommer der varm luft op omkring fødderne. Det er en varmsluftsmur, der hindrer kulden fra de store vindues- flader at trænge ud i stuen. Fra dette sted er der første- parket til at betragte fugle- Vi havde ellers aftalt tid til mandag klokken 13, et usæd- vanlig dårligt tidspunkt for AG’s redaktion, men det kunne ikke være anderledes. Hjemmestyrets nye admini- strerende direktør, Søren Hald Møller, skulle tilbringe weekenden sammen med sin ni-årige datter, Naasun- nguaq, og så nytter det ikke noget at komme rendende og Ukiut arlallit matuma siorna Naasunnguaq atualeqqaarluni angumminit sarliarneqartoq. Naasunnguaq på skødet af far ved første skoledag for et par år siden.

x

Atuagagdliutit

Beinleiðis leinki

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.