Atuagagdliutit - 04.11.1999, Síða 16

16- TORSDAG 4. NOVEMBER 1999
ATUAGAGDLIUTIT
SIDEN HAN VAR ULLE
Så familien blev ikke overrasket, da han en dag sagde, at han rejste til Grønland
VILLE TIL GRØNLAND
-InJ
r
SØREN HALD MØLLER
- Vi boede i Højene i den
nordlige del af Hjørring, og
herfra var der ikke langt til
den grønlandske kostskole i
Skibsby, og eleverne herfra
delte vi ungdomsklub med.
Det betød, at jeg var sammen
med grønlændere mange
aftener om ugen, og her fik
jeg gode venner. Jeg kan
blandt andet huske, at der
kom en masse elever fra
Tasiilaq, hvor skolen var
blæst væk af en piteraq. Og
jeg husker, hvordan vores
musikinteresse var præget af
de to kulturer. Der blev sim-
pelthen ikke spillet andet end
Gasolin og Sume.
Efter studentereksamen
læste jeg samfundsfag i Aal-
borg, og lærte også her det
grønlandske miljø at kende.
Og som nyudsprunget cand.
phil. havde jeg et par jobs i
Danmark, inden jeg søgte
afsted til Grønland.
Det startede i 1986 med
halvandet år i det offentlige
aftalenævn, som dengang
holdt til i den gamle heliport.
Jeg tror ikke, jeg fornærmer
nogen ved at sige, at det var
et dødkedeligt arbejde. Afde-
lingen blev styret med hård
hånd fra Islands Brygge i
København, og det er synd at
sige, at vi var overbebyrde-
de. Det betød, at jeg om
eftermiddagen kunne holde
fyraften, rimeligt udhvilet og
med et overskud til at gøre
noget med mig selv. Så jeg
kastede mig over grønlandsk,
og arbejdede hårdt med mine
terperier. Det er ikke noget,
der kommer af sig selv, men
det er heller ikke noget, man
på forhånd skal opgive.
- Jeg er godt klar over, at
det langt fra er alle, der har
haft denne mulighed, men
det var så min fordel, og den
udnyttede jeg, så jeg i dag er
ganske godt med sprogligt.
- Hvor god er du?
- Det bør andre nok udtale
sig om, for det kan jo være
svært at vurdere. Nogle
synes, jeg er ganske dygtig,
mens jeg selv plejer at sige,
at mit grønlandske egner sig
bedre til køkkenet end til
arbejdet.
Februar 1996-imi KNI-mi qullersat Credit Lyonnais-imit London-imi 250
millioner koruuninik taarsigassarsillutik atsiormata persuarsiortoqarpoq.
Det var en hel ceremoni, da KNl-toppen i februar 1996 skrev under på et
lån på 250 millioner i Credit Lyonnais i London.
Mødet med Grønland
- Hvordan oplevede du mø-
det med Grønland?
- Jeg havde naturligvis et
billede af Grønland, og nogle
E forventninger omend ikke
| særlig præcise. Jeg havde
i sagt til mig selv, at hvis ikke
5 jeg blev her i tre år, ville det
e være en fiasko. Dengang var
| det almindelige to år. Men
| jeg havde ingen egentlige
z planer om min grønlandske
fremtid.
- Da jeg landede i Kanger-
livet, som trods bebyggelsen
i området stadig er usædvan-
ligt spændende, og er man
heldig, svømmer der hvaler
forbi på ydersiden af Qasi-
giannguit på vej mod strøm-
striben mellem de to store
fj ordforgren inger.
Der er ikke meget at for-
tælle fra de første år af Søren
Hald Møllers snart 40-årige
liv. Han er født i 1960 på
Bispebjerg og boede de før-
ste år i en boligblok i Hvid-
ovre.
Forældrene kom fra
Skjern, og faderen var den
eneste student, der var råd til
i den familie. I forsvaret blev
han civilingeniør og blev
derefter trofast i tjenesten
indtil pensionen. Sørens mor
var hjemmegående, så længe
de tre drenge var små. De to
andre hed Poul og Ole.
Nordpå
Selvom vandringen mod
nord i begyndelsen var et
familieforetagende, fik ingen
af de andre noget videre med
Grønland at gøre. Den første
del af rejsen gik til Ølstykke,
en stationsby i nærheden af
Frederikssund, hvor parcel-
husboomet i 1960’erne skab-
te store forandringer i mange
små danske bymiljøer.
- Alle var nye i Ølstykke,
og det var på mange måder
spændende, fortæller Søren
Hald Møller. - Dengang var
miljøet godt for drenge som
os. Der var ingen konflikt
mellem lokale og tilflyttere,
for vi var tilrejsende alle
sammen. Nu er det knap så
godt. Der er megen ung-
domskriminalitet i byen, men
det er noget, der kom senere.
Da jeg var barn, var Ølstryk-
ke et udmærket sted.
- Men det, jeg husker aller
bedst fra den tid, var min
formningslærer Emil Ro-
sing, der forstod at give sin
grønlandske begejstring vi-
dere. Vi lavede grønlandske
masker af papmache og
illu’er af flamingo. Jeg tror,
det var med til at fremme
min interesse for Grønland,
men jeg blev alligevel over-
rasket den dag, jeg fortalte
mine forældre, at jeg havde
søgt arbejde i Nuuk og min
mor sagde, at det havde hun
da vidst i mange år. Måske
ikke lige, at det ville blive i
Nuuk, men fra jeg var lille,
fik jeg åbenbart altid julelys i
øjnene, når der var et eller
andet, der handlede om
Grønland.
Videre nordpå
Men inden, Søren Hald Møl-
ler nåede så langt, skulle han
få næret sin længsel efter
Grønland endnu mere.
- Det var som et led i de
daværende egnsudviklings-
programmer, at Hærens Ma-
terielkommando flyttede til
Hjørring. Min far fulgte efter
og med ham alle vi andre.
sige, at man er AG og har
travlt, og at deadline er lige
om hjørnet, og produktions-
tiden er knap. Hvis vi vil
have det interview, så er det
om bag i køen og vente, til
Naasunnguaq og hendes far
havde leget færdig.
Sådan skal det være.
Men køen viste sig allige-
vel at være lidt kortere end
først antaget. Søndag efter-
middag ringede Søren Hald
Møller nemlig og sagde, at
det faktisk godt kunne blive
nu, så hvis jeg lige kunne
vente, til han havde afmon-
teret ankerspillet på båden,
så var han klar til at stille op.
Og sådan gik det til, at den
nye administrerende direktør
kunne optræde både som
kærlig far, som lystsejler og
som en topembedsmand, der
forstår offentlighedens rime-
lige nysgerrighed: Hvem er
mennesket bag den nye
administrerende direktør i
hjemmestyret?
Ja, han bor ned mod nød-
havnen ved Qasigiannguit.
Kigutaarnat hedder det, og
her sidder han i hvert fald
ikke og klager over udsigten.
Stiller man sig hen til det sto-
re vindue mod nordvest,
kommer der varm luft op
omkring fødderne. Det er en
varmsluftsmur, der hindrer
kulden fra de store vindues-
flader at trænge ud i stuen.
Fra dette sted er der første-
parket til at betragte fugle-
Vi havde ellers aftalt tid til
mandag klokken 13, et usæd-
vanlig dårligt tidspunkt for
AG’s redaktion, men det
kunne ikke være anderledes.
Hjemmestyrets nye admini-
strerende direktør, Søren
Hald Møller, skulle tilbringe
weekenden sammen med
sin ni-årige datter, Naasun-
nguaq, og så nytter det ikke
noget at komme rendende og
Ukiut arlallit matuma siorna Naasunnguaq atualeqqaarluni
angumminit sarliarneqartoq.
Naasunnguaq på skødet af far ved første skoledag for et par
år siden.