Atuagagdliutit - 30.12.1999, Síða 14

14 • TORSDAG 30. DECEMBER 1999
ATUAGAGDLIUTIT
HJEMMESTYRET BØR SIKRE
SIN ARBEJDSKRAFT BEDRE
Einar Lemche, der gennem en lang årrække har været Hjemmestyrets Af rh crhlll1v_T orpnt7Pn
chefforhandler ved internationale fiskeriaftaler, er netop fyldt 60 år --
EINAR LEMCHE
Stemmen er dyb, og den
dvæler gerne ved udvalgte
ord, mens der gestikuleres
livligt med hænder og arme.
Men trods den relativt, lang-
somme sprogrytme over den
tætstrammede slipseknude
gælder det om at folde ørerne
ud. Det kræver opmærksom-
hed at følge med i Einar
Lemches mange sirlige, ind-
skudte sætninger, som han
krydrer sine svar med. Nær-
mest ud fra devisen: nok kan
kontante oplysninger gengi-
ve det centrale budskab, men
skal der videregives en sam-
menhængende og fuldstæn-
dig forståelse af en given sag
- ja, så kræver det, at tanker-
ne tager på både større og
mindre ekspeditioner fra
hovedsporet.
Og det har han ingen pro-
blemer med. Som en af de
centrale embedsmænd i
Grønlands tjeneste bliver
Einar Lemches skarpe, ana-
lytiske hjerne - med et godt
øje for humoristiske pointer -
holdt i konstant træning.
Han blev som nyuddannet
cand. jur ansat i Ministeriet
for Grønland i 1964, og han
har siden arbejdet for Grøn-
lands interesser på fiskeri- og
fangstområdet, hvor han ofte
deltager som delegationsle-
der for Grønlands Hjemme-
styre i internationale for-
handlinger om fiskeri og
fangst. Netop nu er Einar
Lemche ved at forberede de
vigtige og komplicerede for-
handlinger med EU om en ny
fiskeriaftale. Desuden er han
repræsenteret i en række
internationale organisationer
med betydning for Grønland,
blandt andet den nordvestat-
lantiske fiskeriorganisation
NAFO og Den Nordøstatlan-
tiske Fiskeriorganisation
NEAFC.
Ikke som mange tror
For nylig fyldte Einar Lem-
che 60 år. Han er ansat under
Erhvervsdirektoratet, og iføl-
ge visitkortet lyder stillings-
betegnelsen på repræsenta-
tionschef ved Hjemmestyrets
Danmarkskontor. Han holder
til i et hjørnekontor, der foru-
den skrivebordet tæller et
mindre sofa-arrangement,
malerier med grønlandske
motiver og naturligvis et
stort kort over Grønland,
som han har besøgt så mange
gange, at han ikke længere
har tal på rejserne. Det gæl-
der også arbejds-rejserne til
udlandet, som fylder godt op
i kalenderen. Måske lidt for
godt.
- Nogen tror måske, at det
er sjovt med alle de rejser.
Selvfølgelig er der rejser, jeg
ikke ville have været foru-
den, men jeg ville oftest have
foretrukket at ligge i min
egen seng. Det er hårdt slid.
Navnlig når det drejer sig om
internationale møder, hvor
man skal have resultater med
hjem her og nu. Der skal
planlægges, diskuteres med
baglandet og forhandles. Et
koncentreret arbejde, som
man faktisk bliver godt træt
af, siger Einar Lemche. Han
har gennem årene oparbejdet
en erfaring og viden på fiske-
riområdet, som ikke vil kun-
ne erstattes uden huller i
administrationens videns-
bank. Derfor har han de
senere år forsøgt at få kørt
unge medarbejdere i stilling.
Men det kniber med at få
yngre generationer til at bli-
ve på banen, og det ser han
som et alvorligt og generelt
problem for Hjemmestyrets
centraladministration.
To stopklodser
- Det er fem år siden, jeg
begyndte at skrive til den
daværende direktør i Er-
hvervsdirektoratet om, at jeg
gerne ville give min erfaring
videre. Det kan man naturlig-
vis gøre på forskellig måde,
men efter min mening sker
det bedst ved at deltage i
internationale møder. Men
der er to problemer.
- Det ene er Hjemmesty-
rets generelle ønske om at
holde rejseudgifterne nede
og kun sende det strengt nød-
vendige antal medarbejdere
afsted.
- Problemet er, at der er
masser af ting, der ikke kan
forklares derhjemme. For
eksempel skal man lære,
hvordan man får udsat et
punkt på en dagsorden under
et hektisk internationalt
møde. Mødeformanden har
ofte travlt og kører tingene
gennem i en hurtig procedu-
re. Og hvis man ikke er for-
trolig med mødekulturen og
på mærkerne, er løbet kørt,
før man er klar over det.
- Man skal også lære i hvil-
ken rækkefølge en sag frem-
lægges. Hvordan man snak-
ker med andre mødedeltage-
re - og så videre. Altså tileg-
ne sig en erfaring, man kun
kan få ved at deltage i de
internationale møder på ak-
tivt plan.
- Det andet problem er, at
der er en enorm udskiftning
af medarbejdere. Jeg ved
ikke, hvor mange fuldmægti-
ge jeg har rejst med i årenes
løb. Men det er mange. Den
langsigtede løsning er, at pla-
cere grønlændere på disse
poster. Foreløbig er vi ikke
nået så langt i udviklingen,
men det overordnede pro-
blem er, at medarbejderne
forlader centraladministrati-
onen alt for hurtigt. Når de
endelig er oplært og kan bru-
ges, tilbyder Royal Green-
land eller andre virksomhe-
der dem 6.000 kroner mere
om måneden - og så er de
væk.
Giv en formaning
- I sin egenskab som ejer af
de hjemmestyre-ejede virk-
somheder, burde landsstyre-
formanden indkalde alle
direktører til møde og sige:
hør her venner. Vi har et pro-
blem. I tager mine folk. Nu
1 får I tre uger til at tænke over
3 en model, hvor man ikke går
| på strandhugst blandt folk i
o centraladministrationen før,
| de har været her i x antal år.
- Administrationen kan
ikke bære, at de hele tiden
drænes for kvalificerede
medarbejdere. Der bør være
nogle spilleregler. Det tager
mindst halvandet år at lære
en medarbejder op. Herefter
bør de mindst være ansat
halvandet år mere, mener
Einar Lemche, som heller
ikke forstår, hvorfor Hjem-
mestyret ikke i højere grad
motiverer unge grønlændere
til at tage uddannelser, som
der er mangel på i dagens
Grønland.
Giv en gulerod
- For mig ser det ud, som om
Hjemmestyret behandler de
grønlandske studerende ens,
hvad enten de studerer tea-
tervidenskab, administration
eller hvad det nu kan være.
Mig bekendt har man i Nor-
ge en ordning, der indebærer,
at for eksempel lægestude-
rende i modydelse for studie-
støtten, senere aftjener en
slags lægeværnepligt i de
små byer i Nordnorge. Den
ordning kan man selvfølgelig
have forskellig holdning til,
men måske skulle man for-
søge sig med en gulerod, så
man motiverede unge grøn-
lændere til at søge ind på
uddannelser, som samfundet
har særlig brug for. Det er jo
blandt andet derfor, man i
dag er nødt til at hyre dan-
skere.
- Når man taler om central-
administrationen og udbre-
delsen af dens virkeområde,
skal man også huske på, at
det er politikerne, der be-
stemmer aktivitetsniveauet
og ikke embedsmændene.
Det er politikerne, som gerne
vil have, at der sker ditten og
datten. Og her er der et skis-
ma, hvis man kun vil have
grønlændere ind og ikke
samtidig forsøger at motive-
re dem til at tage relevante
uddannelser.
- Hvis man vil opretholde
et aktivitetsniveau som nu,
kræves der store ressourcer.
Det er for eksempel sin sag at
skrue en bekendtgørelse
sammen. Den skal være
klokkeklar, så der kan iværk-
sættes sanktioner, hvis den
overtrædes. Og det arbejde er
ligeså krævende i et land,
hvor der er 55.000 indbygge-
re som fem millioner. Derfor
vil administrationen altid
være procentuelt større i et
befolkningsfattigt land. De
bliver stadig nødt til at have
ekspertisen.
- Lige nu er der heldigvis
konkrete planer på bordet,
som går i den rigtige retning.
Landsstyret har iværksat en
analyse af centraladministra-
tionen, og nogle af forslage-
ne går netop på at oprette en
grønlandsk forvaltningsud-
dannelse.
Altid nye opgaver
Fra sin tid i Grønlandsmini-
steriet og i Hjemmestyret er
et utal af Fiskeri-sager havnet
på Einar Lemches bord.
- Det er derfor, jeg altid
har brudt så godt om mil
arbejde. Der sker hele tiden
noget nyt.
- Hvis jeg skal nævne nog-
le af de mere markante, så
var en af mine første opgaver
»laksesagen«. Den endte
med den første internationale
fiskerikvote i Nordatlanten -
kvoter for skællaks ved
Grønland. Senere var jeg
med til forhandlingerne i
FN’s Havret Konference om
200 sømilegrænsen, hvor
Danmark, Færøerne og
Grønland havde modstriden-
de ønsker. Men Grønland
vandt. Først og fremmest
takket være presset fra U-
landene.
- Og så var der naturligvis
hele ind- og udmeldelsen af
EF, som ikke var så ligetil.
Blandt andet modsatte det
franske senat sig udmeldelsen
af sikkerhedspolitiske grunde.
Til gengæld støttede den fran-
ske nationalforsamling ønsket,
men sagen blev faktisk
behandlet to gange i senatet og
tre gange i nationalforsamlin-
gen, før det faldt på plads.
- Udmeldelsen af EF var
forståelig. Samtidig med at
Hjemmestyret for alvor tog
form, var det svært at accep-
tere, at Grønlands fiskeripo-
litik skulle afgøres i EF, og
det var vel den væsentligste
enkeltårsag til, at man meld-
te sig ud. Man ville ikke have
andre til at bestemme over sit
hovederhverv.
- Udmeldelsen betød, at vi
skulle til at lave vore egne
regler. Bekendtgørelser og
kontrolforanstaltninger. Reg-
ler kræver jo kontrol, hvis
man skal forhindre snyderi -
ihvertfald det grove og ved-
varende. Det er vigtigt. I
modsat fald risikerer vi at
undergrave vore fælles fiske-
ressourcer.
EU og Grønland
I begyndelsen af det nye år
skal Grønland forhandle en
ny fiskeriaftale med EU.
Aftalen skal være forhandlet
færdig af embedsmændene
senest 1. juni, fordi den poli-
tiske godkendelse kræver tid
- især på EU’s side. Der står
mange millioner på spil.
Den nuværende fiskeriaf-
tale indebærer, at EU betaler
Grønland cirka 280 millioner
kroner om året for rettighe-
derne til at fange 120.000
tons fisk. Nogle kvoter bliver
udnyttet godt. Andre mindre
godt. Men det er ikke kun
fiskere fra EU-landene som
drager fordel af aftalen. EU
videreforhandler en del af
sine kvoter til Færøerne,
Island og Norge.
Einar Lemche 1979-imi Kalaallit Nunaannut Ministeriaqarfimmi.
Einar Lemche i Grønlandsministeriet i 1979.