Árbók Háskóla Íslands - 01.01.1980, Qupperneq 85

Kaflar úr gerðabókum háskólaráðs
83
A laugardag, síðasta dag heimsóknarinn-
ar, var haldið til Gullfoss, Geysis og Þing-
valla undir leiðsögn dr. Sigurðar Þórarins-
sonar prófessors.
A föstudagskvöldið héldu rektor Háskóla
Islands, prófessor, fil. dr. Guðmundur
Magnússon, og kona hans, frú Valdís Árna-
dóttir, fyrirlesurunum og eiginkonum
þeirra, háskólaráði, forstöðumönnum
stofnana háskólans og menntamálaráðherra
ásamt fyrrv. rektor og fleiri gestum og eig-
inkonum þeirra kvöldverðarboð í Lækjar-
hvammi, Hótel Sögu. Þar flutti ræðu fyrir
hönd gestanna forseti guðfræðideildar
Kaupmannahafnarháskóla, prófessor Leif
Grane. Var hún í gamansömum tón og fer
hér á eftir:
Af Gudmundur den gavmildes saga
Gudmundur hed en mand, hans gárd var
Háskóli. Den lá ved Reykjavík, ikke langt fra
det sted, hvor Ingolfur tog land, medens Har-
ald Hárfager var konge i Norge. Siden Ingolf-
urs tid var der gáet over ellevehundrede somre
og vintre til det ár, da Gudmundur, en son af
Magnus, herskede pá Háskóli. Valdís Áma-
dóttir hed hans kone, en kvinde af vidt beremt
slægtog dyb skonhed. Gudmundursad tilfreds
pá sin gárd. Han havde mange i sit brad,
mestendels frie mænd og kvinder, thi Gud-
mundur yndede ikke trælle. Han var en stor
hovding og kaldtes derfor rector magnificus af
alle, der talte den latinske tunge. Om denne
skik sagde Gudmundur: „Lidet skulle det
somme sig for mig at sige nej til velfortjent
*re“. Hertil mælede Valdís, at det havde han
■kke uret i. Gudmundur, der var lige sá gav-
mild, som han var beramt, gengældte sine
mænd ved at kalde dem professorer, thi sáledes
benævntes pá den tid gárden Háskóli’s mænd,
nár de blev optaget blandt Gudmundurs hus-
folk.
Gudmundur selv var, ligesom mange af hans
mænd, vidt berejst. Bestandigt skuede han over
havet, thi hansblik varskarpt. En dag, da vejret
var klart, sá han, hvordan gárden Hafnarhá-
skóli i Danmark holdt 500 árs jubilæum. Gud-
mundur rádslog med sine mænd og sagde:
„Hvad tykkesjer? Detkommermigfor, atdette
ikke bor gá stille af, og at Háskóli Islands skal
vinde mere beremmelse i denne anledning".
Der lod stort gny i hallen. Mændene slog pá
deres skjolde og gav Gudmund inderlig ret.
Det var den almindelige mening i hallen, at
ordet var godt. „Det huer mig“, sagde Gud-
mundur, „at I tænker som jeg, thi deri viser sig
hovdingens gode forstand, at han taler, hvad
andre endnu ikke har fáet i sinde. Sige vil jeg til
Skaldede Skinhoj: send migfem af dine mænd,
og jeg skal beværte dem“. Gudmundur holdt et
sommergilde for de mænd, der blev sendt fra
Hafnarháskóli, og det gilde spurgtes overalt,
hvor mændene kom, thi de var fulde af be-
gejstring. Det sagde de om Gudmundur og
hans mænd pá Háskóli Islands, at han og hans
mænd var kvindekære som de selv, og der var
megen munterhed og skæmt i hallen.
Hafnarfolkene var meget fámælte den
sommer, hvis man ikke lod dem tale om Islands
forunderlighed og om gárden Háskóli med
dens folk, f uldkomne i alle mandlige ovelser og
af smukt udseende. „Thi det véd vi“, sagde de,
„at folk af bedre æt findes ikke, og det skorter
dem ikke pá sælsynt gæstfrihed". Pá Hafnar-
háskóli kaldte man siden de fem med navnet
„Islandsfarer”. Skont det var ilde ment af dem,
der forst begyndte pá det, sagde de fem dog
som med een tunge: „Bedre navn bar jeg
aldrig". Om Gudmundur og hans hustru Val-
dís vidste de meget at fortælle, og intet af det
var dárlig tale. Det samme var sandt om deres
kvinder. Nyt skjaldskab vaktes, og skjalden
kvad:
Godt gjorde Gudmundur
Gavmilde gaver
til Hafnars mænd
Danske kvinder gæsted
Gudmundurs gárd
med glæde.