Morgunn - 01.06.1973, Blaðsíða 21

FIMM ÆVTNTÝBI
19
jo iklce an, at den sidste Perle manglede, nej, det gik slet ekki
an. Og saa blev hele Hoffet sendt ud i den vide Verden, at soge
efter Perlen.
Men da Hoffet kom hjem igen — havde det ingen Perle med.
Det fandt ikke Perlen.
En Dag kom en gammel Mand til Kongen og spurgte, om
han maatte se hans dejlige Perlekrone. Han havde hort det var
en stormærkelig Krone; — hver Perle skinnede som Solen, naar
den stiger op om Morgenen i det lyseklare Sommervejr. Og
han fik Lov til at se paa Kronen.
— „Men hvad er dog dette! Der mangler jo en Perle, og han
pegede med Fingren paa den Plet, hvor Perlen manglede.
„Jeg har for Resten en Perle,“ sa’ Kongen, „men den er ikke
saa smuk sem de andre“.
„Men alle Perlene maa skiime som Sol“, sa’ den gamle.
— Der mangler kmi én, og jeg véd, hvad det er for en Perle.
Det er Sandhedsperlen, der mangler i din Krone. Forst naar du
har faaet den Perle, kan hele din Krone skinne som Sol“.
„Sandliedsperlen? Hvad? Hvor kan man finde den Perle?“
spurgte Kongen.
„Paa Kœrlighedens Havbund“, sa’ den gamle.
„Ja, men hvem kan dykke der ned?“ spurgte Kongen.
„Det maa du selv, hvis du vil have den Perle, tlú faar nogen
fat i den, kan han ikke give den til nogen anden“, sa’ den
gamle.
Og saa gik den gamle sin Vej.
— Men Kongen, ja han kunde jo ikke dykke ned, „fordi saa
vilde jeg drikke noget Vand med“. — Og saa brugte han kun
sin simple Perle.
— Her satte Bedstemor Brilleme paa.
„Ja, det er akkurt det samme med Spiritismen“, nynnede
him for sig selv.
H. C. Andersen.