Íslenskt mál og almenn málfræði - 01.01.1993, Page 166

164
Jan Ragnar Hagland
stoppa litt ved BMÓ og sjá noko nærare pá kva han eigentleg seier om
dette spprsmálet. Han held firam slik:
Fomdsætter man imidlertid, at mnealfabetet i lang tid har været det
eneste alfabet, som bmgtes til optegnelser i modersmálet, hvilken
mere passende betegnelse stod da til forfatterens rádighed, nár han
vilde karakterisere mneme i modsæming til de latinske bogstaver,
end ordet málstafr, hvis fprste bestanddel betegner det levende sprog?
Sáledes kaldes jo ogsá de almindelige mner mner for málrúnar (Sn.E.
I. s. 59824); tnál betegner her folkesproget i modseming til bók-
mál, det latinske sprog, ligesom mánuðr i Rímbegla betegner en
islandsk máned i modsætning til bókmánuðr, en romersk kalender-
máned. Nár den fprste grammatiske afhandlings forfatter derimod
særlig vil fremhæve de latinske bogstaver i modsæming til andre
stafir, kalder han dem rigtignok sædvanlig latínustafir, men dog ogsá
en enkelt gang bókstafir, som sáledes danner en korrekt modsætning
til málstafir.
Eg meiner det kan argumenterast for at BMÓ her i hovudsak forstár
situasjonen rett. Men fomtsemingane for á godta “at runealfabetet i
lang tid har været det eneste alfabet som bmgtes til optegnelser pá
modersmálet” treng nok presiserast nærare og sjáast pá ein annan máte
enn det BMÓ gjorde.
Ein viktig fpresetnad som etter alt á dpmma má endrast, er hans tids
tydeleg uttala evulosjonistiske syn pá forholdet mellom mneskrift og
skrifit med det latinske alfabet i islandsk skriftsprákshistorie. Dette
kan seiast á gjelda generelt for synet pá nordisk skriftsprákshisto-
rie i mellomalderen i og med at meir eller mindre eksplisitt uttala
oppfatningar har funnest om at det eine skriftsystemet utelukkar det
andre eller i alle fall avl0yser det andre i eit slags kronologisk for-
l0p. Grovt sett kan vi vel seia at innfpringa av kristendommen har
vore oppfatta som ei slags kronologisk demarkasjonsline mellom runer
og skrift med det latinske alfabet. BMÓ uttrykkjer seg heilt klárt i
samsvar med eit syn som dét ved á bmka vendingar som “slutningen af
mneperioden” og at det latinske alfabetet kom til á “fortrænge runeal-