Læknablaðið - 01.01.1934, Qupperneq 26

20
LÆKNABLAÐIÐ
kendte. For at undersöge spörgsmaalet nöjere foretog jeg fölgende fodr-
ingsforsög med to faar.
Et ca. 2aar gammelt faar og et ca. jX aar gammelt vædderlam, der
havde græsset ude hele sommeren og var i god ernæringstilstand sattes
paa stald og fodredes med hö, kornstraa og roer ad libitum. Fra d. 12.
september 1933 gav man et dagligt tilskud af natriumfluorid. svarende til
15 mg. fluor pr. kg. Indgiften skete ved hjælp af en flaske, hvori pulveret
opslemmedes i en ringe mængde vand. Dyrene blev vejet hver 14. dag
og dosis indstillet herefter.
Faaret döde efter 51 dages forlöb, lammet efter 71 dage, uden særlig
paafaldende symptomer. Begge magrede stærkt af, laa meget, gik besvær-
iigt og faldt let. Efter nogle ugers forlöb bemærkedes hos begge knude-
formede fortykkelser af underkæben; den övrige del af knoglesystemet
fremböd intet abnormt ved palpationen. Ved sektionen paavistes mindre
betydningsfulde organforandringer, der ikke skal omtales her. Knoglerne
henlagdes til maceration, efter hvis fuldendelse man fandt diffuse perios-
tale belægninger paa störstedelen af knoglerne, navnlig paa rörknoglerne
og paa underkæben, af ganske samme art som paa de islandske faare-
knogler, om end mindre udtalte. Fig 7—11 giver en forstilling herom.
Tænderne fremböd intet abnormt.
Overensstemmelsen mellem de to sygelige tilstandes kliniske og
patologisk-anatomiske billede er saa betydlig, at man sikkert maa opfatte
dem som identiske.
Mig bekendt har man aldrig paavist fluor i de vulkanske produkter paa
Island, men man synes paa den anden side ikke at have sögt specielt efter
dette stof, hvis bestemmelsesmetoder er ret specielle og ikke indgaar i
de rutinemæssige analyser. I produkter fra italienske vulkaner, navnlig
Vesuv, har man imidlertid gentagne gange fundet fluorforbindelser, saa-
vel luftformige (HF og SiF4) som faste (fluorsilikater af kalium og
antmonium), hvis toxiske egenskaber er velkendt.
Mange iagttagelser af öjenvidner under vulkanudbruddenc lader sig
uden vanskelighed forene med antagelsen af at de vulkanske produkter
indeholder fluorforbindelser, uden at disses virkninger dog kan siges
at være specifike. Det gælder saaledes fiskenes afdöen i söer og aaer,
askens destruerende effekt paa plantevæksten, dens lokalirritation paa
huden i regnvejr, dens skarpe og bitre smag. Under Heklas udbrud i 1845
iagtttog Schy'te surt reagerende lokalirriterende luftarter og dannelsen
af hvide, krystallinske salte, der antoges for salmiak, men ikke under-
sögtes nærmere.
Den kroniske fluorforgiftning er ret lidt kendt. Hos mennesket blev
den förste gang iagttaget 1931 af Flemming-Möller og Gudjonsson. De
kliniske symptomer afviger i nogen grad fra de ovenfor lieskrevne, men
viser paa afgörende ])unkter overensstemmelse. De eksperimentelle under-
sögelser har endnu ikke bragt klarhed, men symptomer fra knogle- og
tandsystems side er det centrale i forgiftningsbilledet. Pladsforhold hindrer
en nærmere omtale.
Spontane fluorforgiftninger hos kvæg er beskrevet af Bartolucci (1912),
Cristiani & Gautier (1925), Sette (1928) og Hupka & Luy (1929). Samtlige