Læknablaðið - 15.05.1985, Blaðsíða 30

134
LÆKNABLAÐIÐ
gefur svo ófagra lýsingu á, gæti þar leynst
líkleg orsök til ginklofans í Eyjum.
í skýrslu Klogs landslæknis þræðir hann
spurningar Collegium medicum frá 13. des.
1800 við lýsingu ginklofans, og þó að hún sé
fyllri en hjá Sveini, eru megin atriðin hin
sömu. Um hugsanlegar orsakir sjúkdómsins
segist Klog vera ósammála Sveini og álítur að
þeirra sé að leita i »Clima og Atmosphære«,
en þrátt fyrir það gerir hann sömu tillögur til
úrbóta og Sveinn hafði gert.
Það síðasta, sem Sveinn læknir Pálsson
lætur frá sér fara um ginklofa, er athugasemd
við 20. gr. lækningabókar Jóns Péturssonar,
og er á þessa lund: »Þessar Brotfalls eða
Sinadráttar tegundir barna allar, er nú hér
eystra almennt farið að kalla því vitlausa
VestmannaeyaGinklofa nafni, þar allir meina
sýki þessa þaðan komna í næstliggjandi
fastlandssveitir. Samanber ísl. Lærd.l.Fél.
Rita 15 B. bls. 144. Með áhyggju vænta menn
eptir opinberri Læknisskírslu, um Vestman-
naeya Ginklofann, síðan Hra Candid. Medic.
O. Thórarinsson, dvaldi þar í Eyunum við
heilt ár á opinberann kostnað, til að ráða bót
á honum, og hvað þá ecki nú — 1828 —
þangað er settur fastur útlenskur Læknir,
hverjum vor núverandi skarpgáfaði og undi-
reins náttúrubesti Landphysicus gefur
góðann róm. Betur að þessum auðnaðist að
þeckja undirrót og eðli Ginklofans eins og það
er« (bls. 14).
Það gætir hér að vonum óþolinmæði hjá
Sveini með að ekkert skuli hafa þokast í rétta
átt með að ráða bót á ginklofanum, þrátt fyrir
ærinn tilkostnað, síðan honum á sínum tíma
var ætlað sjálfum að standa straum af
Eyjaför.
Á manntali 1801 voru í Ofanleitissókn 19
heimili og 72 íbúar og i Kirkjubæjarsókn 22
heimili og 84 íbúar.
FRUMHEIMILDIR
Nr. 1: C 1,495-6. (Mynd 1)
Nr. 2: C 1.643-4. (Mynd 2)
Nr. 3, B 1. No. 3754/Til Rentekammeret.
Hoslagte Documenter var mig til Befordring tilsendte af
den duelige Sysselmand paa Vestmannöe John Gud-
mundsen, som ogsá har indleveret Gjenparter deraf til
Amtet, Sysselmandens Indmeldelse om at nyfödte Börns
hastige Död under en Smærtefuld Krampesyge faa Dage
efter deres födsel, hvilken Sygdom i sidstleden 15 Aar skal
af 152 födte Börn have bortrykket 130, kan ikke andet
end drage enhvers fölsommeste Opmærksomhed til sig,
dette havde forlængst nöje været undersögt, hvis derom
havde nogensinde været gjort Indmeldelse i min Betie-
ningstid. At det usunde Vand paa Öen, som Börnenes
Mödre daglig nyder imedens de ere frugtsommelige, maa
være den störste om ikke eneste Aarsag til Fosterenes der
nydesin Næring af Mödrene, hastige Död efter Födselen,
da Börnenes Blod og Safter derformedelst maae være
blevne höist bedærvede, dette giöres saa meget sandsynli-
gere, som Sysselmanden andrager, at i den Tid levende
Vand udfærtes fra Fastelandet til Vestmannöe, vidste
man ikke af forbenævnte Krampetrækning at sige, eller
havde Aarsag til að beklage sig over nogen Overhaands
Börnedöd paa Öen.
Denne höistbeklagelig Omstændighed haver bevæget
mig til at beordre Examinatus i Naturhistorien Kirurgus i
Sönder Amtets S. Paulsen til, saa betimelig som mueligt
næstkommende Foraar at giör en Reise ud til Öen, for at
undersöge Sygdommen, besigte det i almindelighed
brugte usunde Vand, lade anlægge nye Vandbrunde paa
de beleiligste Stæder paa Vestmannöe, i hvilke formodes
at kunne haves sundt og got Vand, og alvorlig forbyde,
frugtsommelige Fruentimmere især, at benytte sig af
hiint usunde Vand. Hvad Fölge denne Foranstaltning
maatte have, derom skal saasnart mueligt gives underret-
ning til höie Kollegium, ligesom herved underdanig
forsikkres at ingen indsigtsfuldere eller dueligere Mand til
at undersöge Sygdommens Aarsag og Fölger haves her i
Landet end Kirurgus Paulsen.
Vidöe den 9. Marts 1800
O. Stephensen (Bréfabók Stiftamtm.
I Nr. 31).
Nr. 4: A 1. Nogle Efterretninger om den paa Vestmannöe
giængse eller endemiske Börnesygdom Ginklofi kallet,
samlet paa en Reise dertil 1799.
Ginklofi (nermest kand paa dansk hede Mundspærre,
paa latin Opistothonus ikke Trismus1’, af nogle gamle
lærde er den kaldet Spasmus cynicus, som dog ikke er
aldeles rigtigt) er intet andet end de hæftigste insultus
epileptici, hvor ved Munden og Halsen foran i förstnin-
gen med eet blive blaaeagtige, strax derpaa vrænges
Munden op og ned ad, Hovedet kastes noget tilbage og
bliver stivt, Oinene vendes opad og hele Kroppen faaer
stærke Konvulsioner; imidlertid skrige Börnene jammer-
lig, indtil Brystet hæver sig stærkt og vil lige som gaae ud
eller revne, faaer en röd og blaa Farve, da Barnet ligesom
qvæles eller mister veiret, hvor paa Insultus synes at
remittere, barnet lige som daaner, og da enten bliver
borte, eller lever op igien for at underkastes en nye
Paroxysme, hvor af det kan faae mange i et Dögn af
forskellig Varighed. 1 Livets förste 14 Dage ere Börnene
udsatte for dette, men ikke veed man Exempel paa at
ældre Börn blive angrebne. Ellers pleie de at overfaldes
meget för, og hos dem der dör varer Sygdommen ei
længer end i det höieste 14 Dage. De faa der overstaar
den, kan henved en heel Maanedstid af og til anfaldes, da
Anfaldene efterhaanden blive svagere. De döde Börns
hele Legeme bliver som oftest ganske blaat, men paa dem
der leve, efterlader Sygdommen ingen synlige Fölger.
Almindeligen beskyldes Ungerne af Filungen (Procel-
laria glacialis) der saavel som andre Söefugle mest
Lunden (Alca arctica) og Sulen (Pelec(anus) bassanus)
udgiör störste Delen af Indbyggernes Föde, for at aarsage