Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1922, Page 16

14
Ishav, Stillehavet og Atlanterhavet. Den er nu bleven til et
af Verdens største Handelscentre for Kornprodukter.
Siden 1875 er næsten alle islandske Emigranter gaaet
først til Winnipeg. Mange er aldrig draget videre, og saa-
ledes er det islandske Indbyggerantal efterhaanden vokset.
Den store Koppeepidemi gav dem et daarligt Rygte, og det
tog dem nogen Tid at komme over det. Som Daglejere og
Haandværkere og senere tillige som Forretningsmænd har
de spillet en Rolle i Byens Udvikling, maaske i højere
Grad end man kunde vente efter deres Antal. Ikke saa faa
har spekuleret i Grundejendomme og Bygningsforetagender
og derved samlet sig en anselig Formue. Her er de fleste
islandske Foreninger bleven stiftede, som siden har spredt
sig til de andre Bygder; her er de fleste islandske Blade
blevet udgivne og de fleste Bøger trykte, og her har de
Bestræbelser taget deres Begyndelse, som havde til Maal at
bevare islandsk Nationalitet og Sprog i den nye Verdensdel,
og her er det vistnok, at Sporene af den islandske Ind-
vandring vil mærkes længst. Som et Symbol herpaa staar
Einar Jonsson’s Statue af Jon Sigurdsson udenfor den smukke
Parlamentsbygning i Manitobas Hovedstad — en Byg-
ning, som er blevet opført af et Entreprenørfirma, hvor en
af Vicepræsidenterne var en Islænder, der har haft særskilt
Tilsyn med Opførelsen.
Jeg skal endelig komme tilbage til mit Udgangspunkt —
de første Mormoners Rejse til Utah i Halvtredserne. Kort
efter 1870 kom igen mormonske Missionærer til Island,
og fra den Tid havde de længe Ophold paa Vestmann-
øerne, hvorfra de ledede Missionsvirksomheden, og hvor
de i Havets kolde, salte Bølger døbte de Omvendte. Blandt
disse Missionærer maa især nævnes Eirikur Olafsson, en
Bonde fra Sydlandet, som var rejst til Utah i 1881; han
var en ejendommelig Karakter, godt begavet, men uden
Dannelse. Han var tidligere rejst til København for at be-
søge, som han sagde, Kongen og Prins Valdemar, med