Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1922, Blaðsíða 22

20
den samme Maade, og derfor troede de, at ved at dutte
alle fulgte de den amerikanske Skik, kun saa de ikke, at i
det engelske Sprog bruges den høflige Tiltaleform, medens
de selv knæsatte den fortrolige. Hos Islænderne i Vesten
lyder dette ganske naturligt, men naar de kommer til Island
og vil følge denne Skik dér, som nogle af de mest demo-
kratisk opblæste gør, virker det efter Omstændighederne
enten komisk eller plumpt.
Saasnart Islænderne er blevet Sproget mægtige, har de
ivrigt deltaget i det politiske Liv uden dog dér at indtage
nogen Særstilling eller at spille nogen Rolle af Betydning,
dertil var de naturligvis for faa. Enkelte er dog blevet
valgte til Medlemmer af Staternes eller Provinsernes lov-
givende Forsamlinger eller udnævnte til et eller andet
offentligt Embede. Én Islænder har dog indtaget en ledende
Stilling. Det er Thomas H. Johnson, en særdeles dygtig
Mand, der i længere Tid har været Justitsminister i Mani-
tcba og en af Førerne i det liberale Parti der. Men ellers
er det gaaet Islænderne som andre Indvandrere, Politiken
har de tilfælles med Resten af Samfundet, de lever i; det
er kun Religionen, de kan holde for sig selv, da der ingen
Statskirke findes i Amerika, og det er derfor, Kirken har
spillet en saa stor Rolle blandt dem; der er intet, som har
gjort mere til at forene Islænderne i Vesten og bevare
deres Nationalitet end netop Kirken.
Som allerede omtalt i Forbindelse med Kolonien Nova
Scotia fandtes ingen Præster blandt Emigranterne; de maatte
se at hjælpe sig saa godt de kunde uden dem; en Gang
imellem tog tyske eller norske Præster sig af dem. En ung
Student fra Reykjavik lærde Skole ved Navn Påll Thorlåks-
son, en religiøs og uegennyttig Sjæl, var udvandret i 1S72;
han studerede ved en Præsteskole i St. Louis og blev
præsteviet i 1875. Fra Island var ogsaa i 1873 kommet
Jon Bjarnason, som havde været Kapellan deroppe. Disse
to færdedes blandt Nybyggerne og forrettede præstelige