Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1922, Blaðsíða 21

19
opdaget, at man ikke kunde taale alkoholiske Drikke i det
amerikanske Klima; dertil kommer ogsaa økonomiske og
hos nogle etiske Grunde.
I 1874 havde Islænderne i Milwaukee fejret Tusindaars-
festen, og det er Oprindelsen til Islænderdagen, der nu
fejres den 2. August i Winnipeg og mange andre Steder,
hvor et tilstrækkeligt Antal Islændere bor. Paa den Dag
bliver Taler holdte og Digte afsungne eller oplæste for
Island, Kanada, Vest-Islænderne o. s. v. Derhos findes der
Væddeløb, Brydekampe og andet af den Slags. Det er en
rigtig islandsk Folkefest og har været et meget vigtigt Led
> Bestræbelserne for at holde Islænderne forenede. Den er
næppe saa populær nu, som den var tidligere, og i de
senere Aar har der været nogen Uenighed om Dagen,
Festen skulde holdes, da nogle har ønsket at holde den
d. 17. Juni paa Jon Sigurøssons Fødselsdag, og jeg tror,
at i nogle Bygder har man bestemt at gøre det. Mærkeligt
nok bredte denne Skik sig til Island, og i nogle Aar fejrede
man der en „Islænderdag'' den 2. August; den blev dog
senere opgivet.
En social Skik findes blandt Vest-Islænderne, som har en
v>s kulturhistorisk Interesse, da den baade illustrerer For-
holdet mellem Moderlandet og Omgangstonen blandt dem
indbyrdes. Det er, at de dutter alle. Emigranterne har med
ganske faa Undtagelser været Almuefolk uden nogensomhelst
Skoledannelse. Nu -er det sædvanligt mellem Almuen i Is-
land at duttes indbyrdes, medens den siger De til Øvrig-
heden, og tidligere duttede Embedsmændene undertiden
Bønderne og naturligvis alt Tyende. Nu er det forandret
saaledes, at man siger i Regelen De til alle Folk, der ikke
er ens Slægtninge og Venner, som overalt i Norden. Men
Emigranterne vil anse alle for lige, og derfor maa man
dutte alle, andet vilde være et Tegn paa Standsforskel, og
den anerkender de ikke, de er nemlig Demokrater til Finger-
spidserne. Desuden hørte de Amerikanerne tiltale alle paa
2*