Málfríður - 15.05.2003, Blaðsíða 4

„Danska — á munnlegan hátt“
Michael Svendsen Pedersen.
Som dansker der kommer pá besog i
Island, er man i den meget sjældne situa-
tion at være ét af de fa steder i verden hvor
der bliver undervist i ens modersmál som
fremmedsprog. Det gælder selvfolgelig
ogsá Færoerne og Gronland, og f.eks.
skandinaviske institutter pá forskellige
universiteter rundt omkring i verden.
Men det er en helt særlig oplevelse for en
dansker der er vant til overalt i verden at
skulle anvende et fremmedsprog for at
kunne komme i kontakt med de lokale, at
vide at alle man moder har haft dansk i
skolen og kan snakke med en pá sit eget
sprog.
Men ak! Sá enkelt er det ikke. Man gár
ind i en forretning for at kobe varme
islandske uldsokker eller en stor flot
udstoppet ravn. Man fremforer sit ærinde
pá dansk, bliver tydehgvis forstáet, men —
far svar pá engelsk. Man vakler et ojeblik.
Skal man nu slá over i engelsk eller fort-
sætte pá dansk? Man fortsætter pá dansk,
sporger til prisen, bliver forstáet, men far
stadigvæk svar pá engelsk. Efter flere
oplevelser af den slags, sammen med
oplevelser hvor man direkte bliver bedt
om at tale engelsk, resignerer man, og má
noget slukoret konstatere at ogsá her har
engelsk sláet andre sprog af banen.
Nu skal det retfærdigvis siges at man
ogsá ind imellem moder islændinge der
gerne vil forsoge sig med deres dansk.Jeg
talte med en ung pige i en boghandel, som
gerne ville snakke dansk. Ind imellem
manglende hun et ord, men ved fælles
hjælp kom vi over forhindringerne. Jeg
fortalte hende at jeg var i Island for at give
dansklærere i gymnasiet ideer til hvordan
de kunne hjælpe eleverne med at forbedre
deres mundtlige færdigheder, og det syntes
hun var en vældig godt idé. „Vi kan godt
læse og skrive“, fortalte hun, „men vi
lærer ikke at tale sproget“.
Og mundthg sprogfærdighed — det
har netop været emnet for et kursusforlob
som jeg sammen med Leni Dam fra CVU
Kobenhavn og Nordsjælland har været
med til at gennemfore for dansklærerne i
gymnasiet.
Den forste del af kurset blev afholdt pá
Schæffergárden i Kobenhavn i august
2002. Omdrejningspunktet for denne del
af kurset var hvordan man laver kommu-
nikative aktiviteter der giver muhghed for
autentisk kommunikation. En af de forste
betingelser for at der kan komme gang i
brugen af sproget i klasseværelset, er nem-
lig at der skal være et kommunikativt for-
mál med aktiviteterne. Hvis eleverne far at
vide at de skal læse en novelle som lektie
til næste gang, kan det være svært for dem
at vide med hvilket kommunikativt for-
mál de skal gore det. En tekst kan læses pá
mange máder: for at fa en umiddelbar
oplevelse, for at forstá et menneskes
psykologi, for at fa et indblik i en bestemt
kultur, for at afdække tekstens fortælles-
truktur osv., men hvis det ikke er aftalt pá
forhánd, har eleverne ikke umiddelbart et
læseformál. Det kan de sá give sig selv. De
kan hver for sig beslutte at anlægge en
bestemt vinkel pá teksten, men problemet
kan sá være at undervisningen den næste
dag i klassen bestár i at læreren stiller
klassen sporgsmál til teksten som man
ikke er forberedt pá. Og hvis det sá oven i
kobet er sporgsmál som læreren selv
mener at have nogle gode svar pá — og
som derfor let far karakter af kontrol-
sporgsmál — er taleformálet et helt andet
end det formál man læste teksten med.
Der er altsá for det forste ikke nogle ægte
kommunikative formál — i bedste fald
nogle meget uklare kommunikative for-
mál; og for det andet er der ikke givet
plads til elevernes egne erfaringer og
kommunikative intentioner.
Da forfatteren Jan Sonnergaard var
inviteret til at komme og fortælle om sit
forfatterskab pá kurset var det naturligt at
give nogle eksempler pá kommunikative
aktiviteter ved at bruge en af hans novel-
ler („Polterabend"), f.eks. at uddele et
udkhppet stykke af en tekst til hver af
deltagerne i en gruppe, som derefter skal