Editiones Arnamagnæanæ. Series B - 01.06.1965, Blaðsíða 42

XXXVIII
Indledning
(aumkvuðu G3); segðú Kvonb. kv. 53 (segpú G2);
einninn (einnig G3), þannig, hvernig; skjaldan ísungs
kv. 243; aldrej.
Elision af endelsesvokal, særlig foran tryksvage
ord som á, að, af, eg, ei, ekki, er, eru, hann (udtalt
ann), hún (udtalt ún), í, og, betegnes enkelte gange
i G1 (vild’ ekki Isungs kv. 123, sogdu’ ei Heimsku
kv. 72, vildeg Heimsku kv. 101) og G3 (vild eg Heimsku
kv. 101, hringd’ ei Múks kv. 131, Þetta’ eru Múks
kv. 141), men langt hyppigere i G2 (i de to forste
viser f. eks. Lœsti’ hann, átti’ hann, voru’ ei, kunni’
hún, hafi’ i, kalla’ eg, ríkji’ og; særlig kan nævnes:
kunna’ aldri’ ad Osta kv. 84, alvara’ í gamni Kongss.
kv. I2 o.s.v., meira’ er Kvonb. kv. 73, eru’ engin
Múks kv. 131).
De seks skæmteviser er afskrevet af Friðrik Eggerz
efter Lbs. 2856 4to i Lbs. 936 4to, s. 560-67. Efter
Kongssona kvæði bemærker afskriveren: “NB. ordid
“gamni” í kvædinu hefur skáldid úttalad eíns og en
nú tídkazt “ganni”.” Efter Isungs kvæði: “NB þetta
qvædi er skrifad epter éginhandar riti Gísla skálds
Konrádssonar. þad er sumstadar, epter sínu lage,
stirdara en skyldi og gétr verid af rángri afskr.”
Efter Kvonbóna kvæði: “NB þetta kvædi, eíns og
3 hin er, ad líkindum frá Midöld, þad er skrifad
eptir Handrite Gísla Konradssonar”.
I en fortegnelse over Oldskriftselskabets arkiv i
DFS 65, bl. 141-2, har Svend Grundtvig afskrevet
forste vers i de seks viser (undtagen Isungs kvæði,
som forelá trykt, jfr. s. 165) efter DFS 67 E.
Tre oversatte viser
(s. 176-204)
Den forste af disse viser, Kvæði af fögru Önnu,
opgives i det ældste hándskrift at være oversat af