Nordens Aarbog - 01.06.1923, Blaðsíða 73

HILSEN TIL I)E DANSKE DIKTERE
beruselse, i smertelig utvidelse av sanser og sind hvisker vi til
os selv: Saa hoit kan et menneske naa. Ikke hoierc. Og saa
-— pludselig -—• er synet forsvundet. Ikke mer at si om den ting.
En svart gatestump. Jeg har en notisbok i haanden. Endda dirrer
jeg i knæerne ....
Svar mig paa det: Hvem er fattigere end en poet, fattigsli-
gere i ryggen, fattigsligere i sjælen, efterat synet, det livbringende,
blev borte? O I fagre kvinder, værer gode mot poeter!
La de andre ha sin moral! Vi har vor: Er du tro mot
dig selv? Har du i dit liv gjort det ytterste ut av dig selv?
Saa hoit kan jordens son naa! Dumdristig paastaar jeg, at
lykkeligst paa denne vor blodige jord er han, som en tidlig mai-
morgen gaar langs solblaat hav med sin Elskedes fotografi paa
brystet og et nyknoppet vers paa læben.
Hvad svulmer hoiest, havdonningen derute eller verset, som
gyngende i sin rytme stiger og synker, stiger og synker?
I grublere, I sværmere, I drommere.
I elskere av vinens rus og kvinden,
hvem motstand hærdet, mens den gjorde ommere!
O, danske harper, skjælvende for vinden!
I sangere av guders lyse naade,
I seierherrer fra saa mange dyster
med rims og rytmes avgrundsdype gaade —
Vel mott til strengelek paa vore kyster!
Sig, er det ikke skjont i ungdomstiden
at vite med sig selv, man er foraktet
og gjennemlynt av denne sote viden
paa tryk at se sit skjaldery bli slaktet?
Hvem bryr sig vel om det, naar trodsen synger,
og rik paa vellyd sindets bue spændes
og diktet lik et purpurbaand sig slynger
tæt om ens hjærte, hjærtet, som er hendes?
Nuvel, det gir jo ikke bare godveirsdage
at skrive vers, som ingen mand gad trykke!
Jeg selv har oplevd det. Og smærtens klage
sprang mork til stjernerne av brist paa lykke.
Jeg var jo ikke just »parti» at kalde,
og modre skjalv paa sine dotres vegne.
En ting i verden er at kunne tralle,
en anden ting, den viktigste, at regne.
71