Nordens Aarbog - 01.06.1923, Blaðsíða 164

IN MEMORIAM
Hjærte, der satte Livet ind i Kampen for en usynlig evig Virkelighed;
Mennesket, hvem Evigheden kalder paa midt i Tiden; Mennesket, som
soger til Evighedens Kilder og styrkes af dem. Som Grundtvig lader
ham sige:
Hvor Liv har i Londom sin Kilde,
did svang jeg mig aarle og silde.
Saa det blev hans Eftermæle:
Jeg brod for en Konge min Lanse,
Som kroner med evige Kranse.
Jeg folte i det samme, at jeg maatte fortælle mine Elever orn
Gustaf Adolf til Vinter. Det har jeg ikke gjort for. Men nu havde
jeg faaet det for Hojskolemanden nodvendige i bans Forhold til Emnet:
den personlige Beroring, som jo kan faaes paa mange andre Maader,
men som kan undværes, naar man kun vil være Kundskabsmeddeler.
Og saa sagde Oplevelsen mig dette, nu lige inden jeg i Gustaf
Adolfs Fædreland skulde tale om det personlige i vort Arbejde:
Vi bliver kun Hojskolemænd af rette Art, saa vi kan tage Kam-
pen op mod Aandsfornægtelsen, hvis vort Arbejde faar det dybe Per-
sonlighedspræg, som kun bliver til, hver Gang vi ydmygt henter
Styrken der,
’hvor Liv har i Londom sin Kilde’>
I denne Udtalelse giver Bredsdorff sin egen Karakteristik som
Ungdomslærer og Opdrager. Det var ikke blot Kundskabsfylde, om-
fattende Viden, naturlig Veltalenhed og livlig Fremstillingskunst, —
det var ikke Lærertalentet alene, som vakte og fængslede Tilhorernes
Opmærksomhed, naar han stod paa Talerstolen, men frem for alt det
dybt personlighedsprægede i hans Rost, det selvoplevede i hans Vid-
nesbyrd. Han var den Mand, der, naar han tog Ordet, altid havde
noget paa Hjærte.
Hans letvakte Sympathi i Schwarzburg for Heltekongen vil ikke
forundre dem, der kendte ham; thi han havde i sin beskedne Stilling
det tilfælles med den store Folkeforer, at ogsaa han blev drevet frem
af en aandelig Magt, som han ikke kunde modstaa. Det var denne
Magt, som tog hans betydelige Evner og Egenskaber i Besiddelse og,
trods det skrobelige Legeme, hjemsogt af aareiang Sygdom og Li-
delser, gjorde ham til en saa ihærdig og utrættelig Arbejder, en altid
munter og modig Talsmand for den frie Skole.
Den af hans Kaldsfæller, som vel kendte ham bedst, har kaldt
ham den danske Folkehojskoles ypperste Mærkismand i det 2ode Aar-
hundrede. »Ikke Hovdingen Foreren, Læremesteren, men netop Mær-
kismanden, Fanebæreren.» Denne Betegnelse er træffende. Der hvor
Thomas Bredsdorff modte frem i det offentlige Liv, blev det hurtigt
klart for enhver, hvad han og Hojskolen forte i sit Skjold. Han
kunde som i Molkom sige det med faa Ord: »Vi vil lære Mennesker,