Fróðskaparrit - 01.01.1993, Blaðsíða 19

OMKRING FORMATIONEN AF EN NATION
23
politisk system, som sætter grænser for
lokale politiske undersystemers mulig-
heder for udfoldelse. De kræfter, som
befinder sig i spændingsfeltet for denne ri-
valisering om magt og handlefrihed, kan
næppe være upávirkede af faktorer som et-
nisk/national homogenitet eller det modsat-
te i centrum og periferi. Jo mere fremmede
disse grupper i en samfundscirkel er over
for hinanden, desto stærkere opfattes cen-
tralmagten som undertrykker og perife-
rien/lokalsamfundet som undertrykt. Jo
svagere denne følelse er, jo mindre vold-
som er reaktionen; jo svagere identifika-
tionen er mellem disse interessegrupper,
desto større er udsigten til en langvarig og
voldsom konfrontation.
I historisk sammenhæng kendes eksemp-
ler pá denne problematiks »nation-dissol-
ving/-destroying effect«, nár den rá magts
undertrykkelsesinstrumenter ikke lader sig
mobilisere med samme styrke som tid-
ligere. Ud fra sádanne tilspidsede konfron-
tationer er etnisk sammensatte statsdannel-
ser blevet opløst, resulterende i ny »nation-
building«.28
Historie, »opfindeise« eller indbiidning?
Siden den modeme nationalismes vækkel-
se og formulering i slutningen af det 18.
árh. og dens organisering som politisk kraft
i det 19. og 20. árh., har den været det vig-
tigste identificerende og legitimerende in-
strument i etniske/nationale befolknings-
gruppers krav om politisk selvbestemmel-
se, kulminerende med den gigantiske ver-
densomfattende koloniale frigørelsespro-
ces omkring 1960. Men ligesom ved re-
organiseringen af det politiske Europakort
efter 1. verdenskrig efter devisen om »na-
tionernes selvbestemmelsesret«, bestod de
nye stater sjældent eller aldrig af »rene«,
»ublandede« nationer. De fleste tog med
sig etniske/nationale minoriteter, som de
siden nægtede de samme rettigheder, som
de selv havde páberábt sig i deres egen se-
parationsproces.29 Tidligere politiske peri-
ferier blev centra og etablerede nye admini-
strationssystemer til egen fordel, ogsá i
periferierne. Det kan godt være, at man kan
betragte nationalismen, forstáet som ideen
om nationers »ret« til selvbestemmelse,
som »a doctrine«30, men det er i hvert fald
ikke universelt rigtigt at betragte den som
»invented«31 eller »imagined«.32 En mora-
liserende holdning: om nationalismen er
god eller ond, har ingen videnskabelig
interesse. De nordiske nationer har ikke an-
vendt deres erkendte nationalitet til forføl-
gelse af andre nationer. Det er nok rigtigt,
nár det er blevet hævdet, at der i nationalis-
mens væsen »is room for both the Sleeping
Beauty and the Frankenstein’s monster
view of nationalism«.33 Nationalismen er
vel først og fremmest »a state of mind« og
en »ide«, bevidstheden om at være en na-
tion ud fra sável objektive som subjektive
kriterier, en kulturel og politisk kraft. Den
kan ogsá retfærdiggøre sig selv som et
»princip« om retten til selvbestemmelse og
oprettelsen af en selvstændig stat som ulti-
mativt formál.34 Disse to filosofiske kate-
gorier skal berøres i anden sammenhæng.
Som udelukkende rationelt fænomen ville
den næppe eksistere; i hvert fald ville den
ikke have andet end akademisk interesse. I
de fleste tilfælde er nationalismen »uprak-
tisk«, nár man tænker pá de tilhørende im-