Fróðskaparrit - 01.01.1993, Blaðsíða 17

OMKRING FORMATIONEN AF EN NATION
21
feriske bygdesamfund, sá meget, at Lucas
Jacobsen Debes, landprovst og rector
scholae, i 1673 skriver i sit store klassiske
værk om Færøeme, at »den største del af
mandfolket kan læse udi bøger«.17
Det var i hvert fald ikke almindeligt i
Europa pá den tid. Dette nævnes som en
forudsætning for, at færingeme var i stand
til at rekmttere en færøsk embedsstand til
en indre færøsk administration, som var
mere og andet end den danske centralmagts
forlængede arm. Dette faktum má ogsá
have forbindelse med andres opfattelse af
færinger - og færingers opfattelse af sig
selv.
Et land og et folk
Indtil Færøeme omkring 1850 blev inkor-
poreret i det nye danske statssystem, var de
et »land«, sável i »den norske tid« indtil
1380 som i »den danske tid« indtil 1814 un-
der den danske konges norske krone. Der
skete gennem árhundredeme ingen princi-
piel ændring i denne opfattelse. Færøeme
blev aldrig regnet for at være en norsk eller
dansk provins. De havde ifølge N.F.S.
Grundtvig aldrig regnet sig for at høre til
andre »end sig selv«.18 »Vort Land Færøe«
er en almindelig betegnelse for Færøemes
forhold til kongen i kongebreve til fæ-
ringeme. I 1531 fár en tysk købmand
kongelige privilegier pá »Landet Færø«, og
samme ár fár den nyudnævnte færøske lag-
mand en streng pámindelse om at »skikke
hver mand, fattig og rig, lov og ret, efter St.
Oluf konges og Norges Lov«.19 I en brev
»Til undersátteme pá kongens og Norges
krones land Færø« hedder det, at landet
skal holdes »ved Norges og Færøs lov og
ret«.20 En dansk centralmagt er hverken
givet eller forudsat. Det er ogsá páfaldende,
at færingeme i skriftlige henvendelser fra
Lagtinget til kongen aldrig omtaler sig som
andet end »folk«, »folk udi Færø« eller som
kronens »undersátter« og »bønder«21 - al-
drig som f.eks. nordmænd eller danskere,
og at de altid omtaler Færøerne som et
»land«, aldrig som »øer«, bortset fra faste
ordforbindelser som »Færø«, »Færøer«,
»Færøeme«. Ingen norsk eller dansk brev-
skriver eller forfatter regnede nogensinde
færingeme for andet end et folk for sig.22
Adskillelsen fra Norge ved freden i Kiel
i 1814 gjorde ifølge en dansk retslærds ud-
talelser i Rigsdagen i 1850, under debatten
om en ordning af Færøemes stilling i
kongeriget, næppe nogen ændring i Fær-
øemes statsretlige stilling, d.v.s. som
»land« under Norges krone, som Danmarks
konge havde mistet.23 Heri má ligge den
fortolkning, at Færøerne endnu ikke var
indkorporeret i den danske stat, før end vis-
se statsretlige forhold var blevet formalise-
ret. Men de ældgamle færøske politiske in-
stitutioners nedlæggelse i 1816 betød eli-
mineringen af ethvert folkeligt færøsk ele-
ment fra landets styrelse og forvaltning.
Amtmandsembedets oprettelse i 1816/1821
var dog mere en bestilt titel til en bestemt
person; han var i virkeligheden indtil 1850
amtmand uden amt.24 Og selv gennem hele
amtstiden (indtil 1940) indtog »Færø Amt«
en særstilling blandt de danske amter, báde
m.h.t. organisation og kompetence.25 Helt
fra stænderforsamlingernes tid i 1830-áre-
ne, da spørgsmálet om Færøernes (og Is-
lands) repræsentationsform i de nye danske
politiske institutioner meldte sig, og siden i