Fróðskaparrit - 01.01.1993, Blaðsíða 35

OMKRING FORMATIONEN AF EN NATION
39
ud fra alle foreliggende kilder til denne pro-
blematik. 137
National ide og nationalt princip
Omkring 1900 var den nationale ide gen-
nemført og akcepteret, mens det nationale
princips konsekvens stod tilbage at effektu-
ere.138 Et halvt árhundrede senere, med
Danmarks besættelse den 9. april 1940 og
afbrydelsen af al forbindelse mellem Fær-
øeme og Danmark, blev Færøerne - under
britisk besættelse - nødt til at regere sig
selv. Lagtinget vedtog den 9. maj 1940
»Bestemmelser om en midlertidig Styrel-
sesform paa Færøeme« (som forblev i kraft
til den 31. marts 1948).139 Ifølge den var alt
politisk og administrativt ansvar for landets
styrelse, i hvert fald midlertidigt, loka-
liseret pá Færøeme. Denne realitet, sam-
men med det økonomiske »boom« under
krigen er baggrunden for den voksende til-
slutning, selvstændighedspolitikken fik
blandt vælgeme. Den nye fusion af største-
delen af det gamle Selvstyreparti under
Jóannes Paturssons ledelse og en ny til dels
erhvervsorienteret nationalistisk politisk
formation, »Fólkaflokkurin« (Folkeparti-
et), manglede i krigsárene kun een stemme
i at have absolut flertal i Lagtinget.
Færingeme var pá vej hen imod det na-
tionale princip. Efter krigen ønskede et
stort flertal i Lagtinget en betydeligt højere
grad af selvstændighed og national aner-
kendelse end den gamle amtsstatus. En
epoke var forbi. Mest radikalt var Folkepar-
tiet, som ønskede et tilhørsforhold til den
danske krone uden for Gmndloven, i lighed
med den islandske selvstændighedslov af
1918, hvorved Island blev en stat i per-
sonalunion med Danmark, og de britiske
dominions. Ellers var tanken om oprettel-
sen af en selvstændig færøsk stat første
gang fremsat i midten af 1920-árene; den
havde kun fáet tilslutning fra en meget be-
grænset nationalistisk kreds.140
Det er i denne sammenhæng interessant,
at man aldrig i færøsk politisk debat i det
20. árh. har diskuteret spørgsmálet, om fæ-
ringeme var en nation eller ej. Det spørgs-
mál var allerede afklaret i nationalbevægel-
sens første tid. I den politiske debat var
selve emnet, hvordan man bedst kunne
sikre den erkendte færøske nation et ánde-
ligt og materielt eksistensgrundlag, og stri-
den stod i virkeligheden om to »løsninger«:
større myndighed og ansvar til færingeme
selv eller de stærkest mulige politiske og
økonomiske forbindelser med Danmark
uden derved at opgive sin nationalitet.141 Det
gjaldt først og fremmest praktiske spørgs-
mál; men naturligvis blev der ogsá i høj grad
mobiliseret følelser pá begge fronter.
Efter krigen ønskede et stort flertal i Lag-
tinget - alle partier bortset fra Samhørig-
hedspartiet - en betydeligt højere grad af
selvstyre og national anerkendelse end den
gamle amtsstatus kunne indebære.
Bestemmelsen om en midlertidig styrel-
sesform af 1940 var en nødforanstaltning,
som ikke var ikke i trád med dansk statsret;
men den kunne heller ikke uden videre
gøres ugyldig eller ulovlig; det samme
gjaldt alle de mange »foreløbige bestem-
melser«, som var givet med juridiske refe-
rencer til den midlertidige styrelsesord-
ning; det var ikke politisk muligt at har-
monisere forholdene tilbage til en tilstand,
som var »passe«.