Grønlandsposten - 01.03.1946, Síða 6

34
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 2 — 1946
OniDord paa »Dana« 1VJ25.
Fra venstre ses professor Ad. S. Jensen, kaptajn Hansen, cand. mag. Poul
Hansen, dr. phil. Taaning og professor Baggesgaard-Rasmussen.
lerne, som tidligere var sjældne i Davisstrædet, blev
hyppigere og hyppigere, saaledes at grønlænderne i
lighed med færingerne kunde drive storfangst paa
dem, og flokke af grindehvaler har ogsaa overvintret
i grønlandske farvande. Modsat har højarktiske dyre-
former trukket sig tilbage, saaledes hvidfisken, der
tidligere gik helt ned til Mellemgrønland. Og helle-
fisken er nu blevet almindelig helt oppe i Thule-di-
striktet, paavist af »Godthaab«-ekspeditionen 1928.
Der er nu i aar forløbet 40 aar, siden jeg første
gang var i Grønland. Jeg føler trang til i ærbødig-
hed at mindes den mand, der gjorde det muligt for
mig at foretage mine undersøgelser deroppe, nemlig
indenrigsminister Sigurd Berg, der ogsaa paa mange
andre omraader har vist Grønland stor interesse og
gjort landet uendelig meget godt, blandt andet ved
at give stødet til oprettelse af landsraadene.
Efter anmodning fra direktør Daugaard-Jensen har
jeg hvert aar udarbejdet en beretning over fiskeriet
ved Grønland og har udarbejdet alle beretninger fra
1912 til 1939, hvorved jeg skridt for skridt har kun-
net følge de kolossale forandringer, der er foregaaet
i de grønlandske farvande i de forløbne aar. Jeg ar-
bejder stadig med de grønlandske fisk og forbereder
et samlet værk, som vil blive et ekstrakt af de mange
specialafhandlinger, jeg i aarenes løb har publiceret
og stadigt haaber at faa publiceret. Der er endnu saa
mange morsomme ting, der fanger interessen, at jeg
aldrig bliver træt af arbejdet.
Livet har for mig været indholdsrigt. Jeg maa være
taknemlig for, at mit helbred har tilladt mig at ar-
bejde langt udover de aar, der ellers er menneskene
tildelt som arbejdsaar. Mit motto er: arbejde er li-
vets velsignelse. —
Vi beder til slut professor Adolf S. Jensen fortælle
lidt om fremtidsudsigterne for det grønlandske fi-
skeri.
— Det er meget svært at sige noget afgjort om det
grønlandske fiskeris fremtidsudsigter, saa længe vi
ikke kender aarsagerne til de store svingninger, som
historien har vist os, temperaturen i de grønlandske
farvande er underkastet. Mange teorier er fremsat,
men den rigtige efterlyses stadigt. Omkring 1850 var
der en periode, hvor torsken ligeledes tiltog og bredte
sig nordefter, og ogsaa ved forrige aarhundredes be-
gyndelse havde vi en lignende periode. Det kan der-
for forudsættes, at det ogsaa kun i øjeblikket er en
periode, der igen vil forsvinde. Hvad skal vi da gøre?
Det vil være en katastrofe for grønlænderne, hvis de
ikke til den tid har lært at blive rigtige sømænd, saa
de kan kaste sig over et søgaaende fiskeri og følge
efter torsken der, hvor den trækker hen, til Island
eller til New Foundland. Engang for mange aar si-
den tog Styrelsen initiativet til at udruste et skib,
»Hvidfisken«, som under en dansk mand skulde tage
grønlænderne fra Holsteinsborg, hvortil torsken den-
gang endnu ikke var kommet, ned til Kapisilik i
bunden af Godthaabsfjorden for at fiske torsk og med
fuld ladning igen vende tilbage til Holsteinsborg. De
fik hurtigt fuld ladning, og forsøget gik udmærket.
Senere skulde de ogsaa prøve at tage ud paa ban-
kerne og fiske der, og paa denne maade skulde de
efterhaanden oplæres til søgaaende fiskeri. Men saa
pludseligt indstillede Styrelsen den virksomhed og
indsatte »Hvidfisken« i kysttogtningen — og hele
det lovende forsøg faldt til jorden. Man undskyldte