Grønlandsposten - 01.12.1946, Side 17

1. December
GRØNLANDSPOSTEN
243
Pastor Gerhart Egede
af mine bedste læremestre, og jeg kan sige, at det
er ham, der har vakt min politiske interesse. Sam-
tidigt havde jeg den kendte overkateket Josva Kleist
som overkateket paa stedet, som jeg betragter som et
af de bedste medlemmer, der nogensinde har været
i Sydgrønlands landsraad, og jeg er sikker paa, at
han vilde have været medlem af Grønlands-delega-
tionen til Danmark, hvis han endnu havde levet.
Da Frederiksdal blev nedlagt som præstegæld, kom
jeg til Nanortalik som den første præst paa stedet, og
herfra flyttede jeg til Julianehaab i 1925, hvor jeg
forblev i seks aar. Mit ophold i Julianehaab bragte
mig et godt samarbejde med brødrene Pavia og John
Høegh. Jeg har altid betragtet disse to brødre som
foregangsmænd og ophavsmænd til den udvikling,
som i de senere aar er foregaaet ved Julianehaab.
Det maa her være paa sin plads at fremhæve tømrer
Pavia Høegh, idet han i aar er fyldt 60 aar. Hans
arbejde for sine landsmænds højnelse og oplysning
kan ikke vurderes højt nok. Det er blandt andet ham,
der er faderen til Julianehaabs forsamlingshus, som
ingen har magen til i hele Grønland.
Naar Hans Lynge til Deres blad har udtalt, at for-
samlingshus-scenen er lavet til ham, er dette forkert.
Høegh havde allerede tegningen dertil færdig i 1920,
og Hans Lynge kom først til Julianehaab i 1928. Før
jeg selv kom til Julianehaab, var der allerede nogle
unge mænd, der havde begyndt at opføre komedier.
Straks efter min ankomst dannede vi en forening,
som vi kaldte oplysningsforeningen. I denne forening
havde jeg den glæde at arbejde sammen med de to
nævnte brødre. Jeg tror, at dette samarbejde førte til,
at Julianehaabs befolkning er kommet saa langt frem
i oplysning, som tilfældet er i dag.
I 1931 forflyttedes jeg til Frederikshaab, efter at
en dansk præst var blevet udsendt til Julianehaab.
Hermed fulgte, at jeg blev valgt til landsraadsmed-
lem, som jeg nu snart har været i 14 aar. Her fik jeg
da lejlighed til at udfolde min gamle politiske inter-
esse. I landsraadet har jeg især bestræbt mig for at
være talsmand for de grønlandske erhverv, i særde-
leshed fiskeriet. Sælfangsten var allerede da paa retur
i Sydgrønland.
Jeg har altid betragtet fiskeriet som fremtidens er-
hverv lige fra Egedesminde til Julianehaab.
I landsraadet stod det mig straks klart, at det var
en stor ulempe, at der var to sidestillede landsraad
i Grønland, der arbejdede hver for sig i stedet for i
fællesskab at varetage fælles interesser. Forskellen
paa de to grønlandske landsdele bestaar kun i, at
der ikke findes slædehunde i Sydgrønland. Fangst
og fiskeri er ens. Naar man skal tale om forskelle,
kan der kun blive tale om de nordligste distrikter
Upernavik og Umanak.
En stor ulempe ved landsraadene var det, at det
var Grønlands Styrelse alene, der havde noget at
skulle have sagt med hensyn til landsraadsforhand-
lingerne, og det var Styrelsen alene, der bestemte,
hvilke forslag, der blev stillet af landsraadet, som
skulde udføres i praksis eller ikke. Følgen blev, at
ikke saa faa landsraadsforslag aldrig blev gennem-
ført.
Jeg betragter det derfor som et af de største frem-
skridt, der er sket i Grønland, da der i 1939 oprette-
des direkte forbindelse mellem Grønlands landsraad
og rigsdagens Grønlands-udvalg, saaledes at de grøn-
landske raad kunde henvende sig direkte til rigsdags-
udvalget gennem de mænd, de selv vælger. I 1939
havde jeg det held at være med det første hold, der
kom hjem til Danmark til direkte forhandlinger.
Vi førte dengang indgaaende forhandlinger og la-
vede en betænkning, der dog paa grund af krigen
ikke blev ført ud i livet. Vi havde ellers drøftet det
meste af det, der blev drøftet i vinter.
Som medlem af de to delegationer kan jeg sige,
at der er stor lydhørhed og interesse indenfor rigs-
dagens Grønlands-udvalg.