Atlanten - 01.01.1904, Side 2

— 362 —
ning, Marie Sophie Frederikke. 13 Aar gammel mistede
Prinsen sin Fader og kom i Aaret 1831 til København
for under Kongens og sin Tante Dronningens Beskyttelse
at uddannes til dansk Officer. Ingen og mindst den unge
Prins selv anede dengang, at han 32 Aar senere skulde
bestige Danmarks Trone. Naar han naaede dette høje
Maal, kan det vel siges, at det væsentligst skyldtes hans
egne personlige Egenskaber: hans aabne, retlinede Karak-
ter, der i Forbindelse med hans elskværdige og vindende
Fremtræden vandt ham Fyrsternes Sympati ved Hofferne,
hvor han færdedes, men fremfor alt hans trofaste danske
Sind, der i de nationale Brydningers forvirrede Tid be-
varede ham i Troskab mod Konge og Fædreland. Som
Chef for Hestgarden deltog Prins Christian i Krigen 1848,
og da efter Treaarskrigens Slutning den fremtidige Tron-
følge i Monarkiet skulde ordnes, blev det Prins Christian,
der med Stormagternes Samtykke ved Tronfølgeloven af
31. Juli 1853 anerkendtes som arveberettiget for sig og
sit mandlige Afkom til det danske Monarki.
Ti Aar senere, da Kong Frederik VII havde udaandet
paa Glucksborg Slot den 15. November 1863, besteg Prins
Christian til Danmark den danske Trone som Kong
Christian IX paa et Tidspunkt, da den til det yderste til-
spidsede politiske Konflikt med Tyskland truede med at
udlade sig i Krig. Kongens Forsøg paa at afvende Krigs-
faren strandede: Krig og Ulykke brød ind over Fædrelan-
det og kastede dybe Skygger over Kongens første Bege-
ringsaar.
Men snart kunde Kongen med sit Folk tage fat paa
Genrejsningen efter de store Ulykker og de smertelige Tab.
Under Løsenet: »hvad udadtil er tabt, skal indadtil vindes«
skred Konge og Folk Haand i Haand til Genrejsningens
Værk, og Christian IX.s Regeringstid blev en Udviklingens
og Fremgangens Tid paa aandelige som paa økonomiske
Omraader, til hvilken Rigets Historie ikke kender noget
Sidestykke.
For Danmarks Vedkommende ses denne Udvikling
som en Bevægelse fremad over hele Linien. Paa Viden-