Atlanten - 01.01.1904, Side 10

370 —
skulde en saadan melde sig, skal han respekteres, for han har
Mod.
Dernæst, at disse Reformer udelukkende skulle sigte
til Grønlændernes Vel. Det er ikke overflødigt at fremhæve
dette. Der var en Fare for, at Forhandlingen om Grønland,
naar den engang kom, skulde komme til at dreje sig om Dæk-
ning af det aarlige bedrøvelige Underskud, selv om det kom til
at gaa ud over Grønlænderne. Det tjener i lige Grad Folket,
Rigsdagen og Regeringen til Ære, at den fra første Færd har
taget Hensyn til de Indfødte uden smaalig Reregning.
Og endelig maa det vistnok anses for en given Sag, at der
er Enighed om, at Reformerne skulle begynde med, at Han-
del og Administration i Grønland adskilles. Herom er
det, Forhandlingen i Aften skal dreje sig. Der har før i denne
Forening, som har megen Fortjeneste for sit Arbejde for vore
Kolonier og deriblandt Grønland, været en Forhandling om et
lignende Æmne. Denne Forhandling formede sig dog væsentlig
som en Kritik af det bestaaende. Maa jeg forsøge paa en posi-
tiv Fremstilling af denne Reform, dens Mulighed og dens Følger?
Læg Mærke til, at ingen siger, at en Administration i Grøn-
land skal nyskabes. Man forudsætter, at der bestaar en saadan.
Den være nok saa ringe. Der er dog i denne bestaaende Ad-
ministration et Tilløb til et frit Selvstyre. Det var Rink, som
skabte det i Midten af forrige Aarhundrede, og trods mange
Aars ihærdigt Arbejde fra en reaktionær Styrelses Side, ere disse
Tilløb ikke bievne kvalte. De have tværtimod i dette halve
Aarhundrede faaet Tid til at gro sig fast og afpasse sig saaledes
til de grønlandske Forhold, at de ikke uden Skade kunne til-
intetgøres. Det er disse, som jeg kalder Tilløb til et Selvstyre,
der nødvendigvis maa danne Rasis for en Reform. Lad mig
begynde med at skildre disse Tilløb til en fri og selvstændig
Administration.
Der var før Rinks Tid ikke det mindste, som kunde kaldes
for en Administration af de Indfødte. I Trangstid fik de en
Fattighjælp, som uddeltes vilkaarligt af Købmanden for Hande-
lens Regning. Begik de Forbrydelser, som de Danske fik at
vide, blev de straffede — med Tamp — efter en Instruks, der
slet ikke gjaldt for dem, men kun for det danske Mandskab.
Altsaa den reneste Vilkaarlighed. Dette pinte Rink og andre
rettænkende Danske, og disse overvejede derfor Muligheden af