Atlanten - 01.01.1904, Side 21

— 381 —
skaffe Kulturplanterne tilstrækkelig Lys og Luft. Paa denne
Maade kunde man ganske langsomt efterhaanden omdanne den
tilstedeværende Vegetation til Appelsin-, Kaffe-, Cacao- eller Ba-
nan-Plantager. Hvis man derimod, saaledes som det nu des-
værre i Almindelighed er Tilfældet, slipper en Flok Negre løs
paa det til Kultur bestemte Land og lader dem omhugge Rub
og Stub, er det meget sandsynligt, at Sol og Vind hurtigt ville
udtørre Jordbunden i den Grad, at man vanskeligt faar noget
andet til at gro end Græs. Betingelsen for, at Kulturen skal
lykkes, er sikkert denne: stadig at holde Jordbunden beskyttet
mod Solens og Vindens udtørrende Magt. At udføre et saadant
Anlæg vilde sikkert være af største Betydning for St. Thomas,
hvor den Mening efterhaanden synes at blive gængs, at Jorden
kun egner sig til Græsgange for Kvæg. Paa de større Ejen-
domme er dette vist ogsaa ganske rigtigt, og Kvægavl drives
forøvrigt allerede med Held og i stor Udstrækning, f. Eks. paa
den Prokurator Jørgensen tilhørende velledede Ejendom Tutu.
Men ogsaa Bomuld synes paa dertil egnede Strækninger at
kunne yde godt Udbytte efter de Oplysninger, som Hr. Engberg,
Lederen af det lokale Plantageselskabs Ejendom Løvenlund,
har givet mig. Det er en stor Fornøjelse at se de allerede store
Arealer, som Hr. Engberg her i Løbet af mindre end et Aar
har forstaaet at omdanne til blomstrende Bomuldsmarker, der
love en rig Høst.
Men vi ere endnu paa Toppen af St. Peter; det er paa Tide
at tænke paa Hjemvejen, og for ikke at gaa samme Vej tilbage
gik vi nu ned i en stor Bue paa Nordvestsiden af Bjærget. Stien
gik stadig gennem yppig, frodig Skov med utallige Bregner og
Araceer. Et Sted kom vi forbi en gammel, fugtig Ruin fra Suk-
kerdyrkningens Tid, der her som saa mange andre paa Øen nu
laa glemt af Verden. Her hvor der tidligere har hersket Liv og
Virksomhed, laa alt nu hen som i Torneroses Rige, kun vævre
Firben boltrede sig paa Murene. De dejligste Slyngplanter slyn-
gede sig op ad Murene, og Trappetrinene var dækkede med Ve-
nushaar, der ikke behøvede at frygte for at blive nedtrampede
af brutale Fødder, ja selv de spraglet farvede Crotonbuske vok-
sede endnu frodigt foran Huset visende, hvor Vejen en Gang
førte hen til Trappen. Ned gennem de høje Træer tittede Solen
og laante det hele Liv og Farve, thi det er jo netop Farverne