Atlanten - 01.01.1904, Blaðsíða 133

— 493
man praktisk talt denne ved Hjælp af den Tid, det i Alminde-
lighed tager at gøre Rejsen med Dampskib. For de Dansker
der have med vore nordlige Øer at gøre, staar det fast, at det
tager en Uge at sejle til Færøerne, 8 å 9 Dage at naa det is-
landske Østland og 10 Dage at komme til Reykjavik, og en
Sørejse paa 7—10 Dage er for de fleste Danske en Uendelighed,
noget som man paa Forhaand opgiver. For den Købmand, der
skal have Varer op nordpaa, er en Rejse af saa lang Varighed
heller ikke lokkende. Fragten er dyr, og ikke alle Varer have
godt af at ligge saa længe i en Skibslast, saa Færinger og Is-
lændere staa sig ofte ved at tage Varerne i Skotland eller Norge.
»Nej! Færøerne og Island ligge for langt borte, og de lade
sig nu engang ikke flytte!« Dette er det sædvanlige Ræsonne-
ment.
Men det er sikkert ikke rigtigt. Øerne lade sig meget vel
flytte, og skulle vi paa begge Sider af Atlanterhavet have Glæde
af hverandre, — og det ere vi jo nu enige om at ville — saa
maa vi flytte Øerne nærmere til Danmark. En Afstand i sig
selv er jo intet. Det kommer blot an paa, hvilke Midler vi
have til at tilbagelægge Afstanden, og hvor hurtigt det lader
sig gøre.
Nu er det jo saa, at en Damper, der løber en jævn god
Fart af 10—12 Knob, kan sejle fra København til Thorshavn
paa 31/2 Døgn — og fra Esbjerg til Thorshavn paa blot 60—70
Timer —, til det islandske Østland paa 41/i Døgn og til Reyk-
javik paa 5 å 6 Døgn, medens vi nu bruge 3 å 4 Dage længere
om Turen, fordi alle Skibene gaa over Skotland eller Norge.
Kunne vi paa Rejsen til Færøerne spare 3 Dage og paa Rejsen
til Island indtil 4 Dage, saa betyder dette, at disse Øer rykke
os et Par Hundrede danske Mil nærmere.
Men hvem skal betale Flytningen?
At direkte Dampskibsruter foreløbig ikke ville betale sig, er
næppe tvivlsomt, og man kan selvfølgelig ikke forlange, at Damp-
skibsselskaberne skulle sætte Penge til paa Farten.
Passagererne, der rejse, og Købmanden, der sender eller
modtager Fragtgodset, ville naturligvis heller ikke betale dobbelt,
og det bør de heller ikke.
Der kan næppe være Tvivl om, at det er Staten, der maa
betale. Det er i Statens største Interesse, at Forbindelsen med
Island og Færøerne bliver saa hurtig og billig som muligt, og