Atlanten - 01.01.1904, Side 12

— 372 —
Inspektørerne. Hvad var de? De var og er Handelsfunktionærer,
ansatte i sin Tid for at se Bestyrerne paa Fingrene, at de ikke
snød Handelen først og i anden Række Grønlænderne. De ere
altsaa Direktoratets Underordnede, pligtige til at lyde dette og
paase, at Handelen i ingen Henseende lider nogen Skade. Men
samtidig ere de bievne administrative Embedsmænd, som skulle
paase den grønlandske Befolknings Tarv og værne den, blandt
andet mod Handelen. Det er jo en urimelig og umulig Dobbelt-
stilling. Her begynder Sammenfiltringen af Handel og Admini-
stration til ubodelig Skade for denne sidste.
Saa hedder det i Bestemmelserne, at Indenrigsministeriet er
den næste Instans. Dette kunde maaské endda bøde lidt paa
Inspektørernes Stilling. Men Ulykken har været den, at Mini-
steriet ikke har haft nogen Interesse for disse Ting. Især na-
turligvis efter at det tik anbragt sin egen Tillidsmand som Di-
rektør. Det er Hørring, jeg tænker paa. Saa overlod det alt til
Direktoratet. Rink havde dog, medens han var Direktør, faaet
lavet en Slags Sikkerhedsventil ved at lade en Kommission, be-
staaende af tidligere Bestyrere, Læger og Præster, behandle alle
grønlandske Spørgsmaal, Administrationen vedrørende. Men
Hørring ophævede den uden videre. Fra det Øjeblik blev Han-
delsdirektoratet enevældigt, og det hedder sig, at denne Ordning
endog er bleven lovformelig gennem en hemmelig Resolution,
som ingensinde er bleven offentliggjort. Hermed var Sammen-
filtringen mellem Handel og Administration fuldkommen, og
saaledes den Dag i Dag, trods alle Bestemmelser, i aabenbar
Strid med dem.
Saaledes ser den nuværende Administration ud. Tilløb til
Selvstændighed i Kraft af de særlige Midler og Forstanderska-
berne, men gennem Inspektørerne og Direktoratet sammenfiltret
med, og det vil naturligvis sige: afhængig af Handelen. Denne
Afhængighed viser sig paa tusinde Maader. Lad mig nævne
nogle Eksempler. Hvis et Forstanderskab henvender sig til en
Inspektør med Anmodning om at sørge for, at der anbrin-
ges de nødvendigste Handelsvarer et Sted, hvor Befolkningen
let risikerer i daarlige Tider at sulte ihjel, saa kommer Inspek-
tøren i Klemme. Hans Forhold til Administrationen fordrer, at
han tager Hensyn til Befolkningen, der naturligvis ikke maa
sulte ihjel, men hans Forhold til Handelen gør, at han ikke tør
udsætte denne for Udgiften. Og Resultatet? Naturligvis et Af-