Atlanten - 01.01.1904, Blaðsíða 155

515
det som ovenfor omtalt tidligere var Købmændene, der vilkaar-
ligt uddelle Fattighjælpen, er det nu de valgte Forstandere, som
tilbunds kende Landsmændenes Kaar. Kommer en Familie i
Trangstid i Bekneb paa Grund af Dovenskab eller Uforsynlighed,
kan den henvende sig til Stedets Forstander og af ham faa en
Udleveringsseddel, hvorpaa et lille Kvantum af de tarveligste
Fødevarer, Rugmel og Spæk, kan faas udleveret af Butikken.
Men den, der saaledes ved egen Skyld er faldet det Offentlige til
Byrde og Udgift, straffes saa til Gengæld med at miste sin Re-
paxtition (herom nedenfor) og sin Valgret. Det anses ogsaa i
Grønland i Reglen for en Skam at blive- hjulpet af Fattig-
væsenet.
Andre Indfødte, som uden egen Skyld, ere komne i Nød,
Enker, forældreløse, syge o. lign., faa en uegentlig Fattig-
hjælp, der bestaar baade i Mad og Klæder. Denne uddeles
af det samlede Forstanderskab efter Indstilling af Stedets For-
stander, og den, der nyder den, lider ingen Skade paa sin Ære
eller paa sine Rettigheder.
Endvidere har Forstanderskabet Ret til af Kolonikassen at
uddele Understøttelser som Hjælp til Selvhjælp. Forældre-
løse Børn blive forsynede med Kajakker og Fangstredskaber.
Unge begyndende Fangere, som have sparet Halvdelen af en Rif-
fels Værdi sammen, kunne faa den resterende Halvdel skænket af
Forstanderskabet. Folk, som ville bygge Huse, kunne blive hjulpne
med Brædder o. lign. Her ligger en stor og- betydningsfuld
Opgave, som bør udvikles langt mere end Tilfældet er nu.
Naar alle disse Udgifter til Fattighjælp og Understøttelser
samt Forstanderskabets egne Udgifter til Møderne o. lign. ere
besørgede, foretager Forstanderskabet en Repartition af Koloni-
kassens Rest. Dette er en genial Tanke af Rink. En dansk
Kommune gør et Overslag over sine Udgifter og fastsætter Skat-
tepxocentens Støirelse derefter. I Grønland betale de Indfødte
den allerede nævnte store Skat, men faa det opsparede tilbage.
Derved opnaas 1) at der altid er tilstrækkelige Midler ved Haan-
den, 2) at det ligger i Forstandernes Inteiæsse at spare for at
gøie Repartitionen saa stor som mulig og 3) at denne Reparti-
tion kan foretages efter visse Hensyn, saaledes at et. og andet
godt Erhvexv kan ophjælpes. Jeg skal indi'ømme, at dette sidste
er fai-ligt, fordi det derved bliver muligt kunstigt at opretholde
og ophjælpe et Erhverv, der ikke fortjener det og kunstigt at