Atlanten - 01.01.1904, Blaðsíða 100
— 460 —
Dale, hvor Fjældene hæve sig til begge Sider, thi der er
Horisonten ogsaa vid — om end paa en anden Maade.
Der bo Mennesker, som Slægt paa Slægt i de Tusind Aar,
Landet har været bebygget, aldrig have været kuede af Enevælde
eller alt det, som sætter sit haarde Stempel i Folkekarakteren.
Her træffe vi Folk, hvis personlige Frihed aldrig har været
traadt helt under Fødder, og som fra Arilds Tid have haft det i
Eje, som Samfundene her nede kæmpe en haard Kamp for —
der leve frihedselskende, stolte Bønder, som i een Henseende
ere langt længere fremme end vi. Hos dem kunne vi lære, hvad
Frihed og Lighed under tiltalende Former virkelig vil sige.
Der nede i de islandske Hjem er Horisonten vid som
oppe paa Højsletten.
Det er nu Høstens Tid deroppe i de dybe Dale. Der øjne
vi fra Tid til anden under vor Fart Gaardene med de grønne
Tun, hvorfra Høstfolkenes klare, muntre Stemmer lyde smit-
tende til os. Her se vi Mænd, Kvinder og Børn, Gamle som
Unge, Præster som Bønder, og Studenter, der ere komne hjem
i Sommerferien, for at hjælpe til. Med rappe Hænder skynde
de sig at tilendebringe Høhøsten. Ned gennem Dalen øjne vi
sikkerlig lange Karavaner af Heste med mægtige Høbundter paa
Siden. Maaske sidder paa den forreste Hest en ung Pige over
Skrævs, kæk og frimodig. Hun fører Karavanen hjem. Og alt
som Dagen gaar, arbejdes der videre, saa Høet kan blive bjær-
get i Tide.
Dagen lider, Skyggerne falde, og Solen synker bag Fjæld-
toppene. Vi høre »Smalen«s eller Faarehyrdens langtrukne, lidt
klagende Raab, naar han kalder Malkefaarene sammen for at
føre dem ned til Husene, hvor de skulle malkes ved Aftenstid.
Saa kommer Natten og lægger, for nogle Timer, den store Stil-
hed over Fjæld og Dal — og næste Dag begynder Livet og
Arbejdet forfra.
Men først og sidst mindes’ vi fra disse Hjem i de trange
Dale det, der danner Centrum i Hjemmene: de islandske
Kvinder, disse stolte, stærke, dygtige islandske Kvinder med
de blide Øjne og de venlige Smil, som modtoge os paa Tærskelen,
og som gjorde et saa dybt Indtryk paa os:
Dem sende vi en Tak for deres ubegrænsede Gæstfrihed,
ligesom vi takke Mændene for den djærve, aabne Maade, hvor-
paa de toge imod os.