Atlanten - 01.01.1904, Blaðsíða 107

— 467 —
Plantevæksten, da bliver det næste Indtryk en Følelse af
Hjælpeløshed over for den aldeles overvældende og forvirrende
Mængde af fremmedartede, for største Delen ganske ukendte
Plantearter. Jeg skal nu søge kortelig at udrede dette Indtryk
af Plantevæksten saaledes som den præsenterer sig for et praktisk
Landmandsblik, for en Beskuer, der ikke er Botaniker, men
maa nøjes med den forholdsvis flygtige Vejledning, som kan til-
egnes paa selve Udflugterne og ved et ganske kort og over-
fladisk Studium.
Begynde vi med den vilde Plantevækst — eller den som
i alt Fald for den Besøgende tager sig ud som vild Natur —
er det Skovvegetationen, der især tiltrækker sig Opmærksom-
heden; men denne er af meget forskellig Beskaffenhed. For
den lettere Forstaaelse vil det være praktisk, særskilt at be-
tragte hver af de tre Arter, hvori Skovene kan deles, nemlig
Kratskoven, Strandskoven og Højskoven.
Den første, Kratskoven, vokser frem overalt, hvor ingen
bedre Planter dyrkes eller trives: paa Marker og Bakker, der
ere gaaede ud af Kultur, paa Bjerge, hvor Højskoven er nedhugget
eller ødelagt, paa Klippeskrænter, som ikke yde bedre Planter
Næring, skyder Krotonkrattet op, som oftest til en 3—4 Alens
Højde. Sin Karakteristik faar Krattet især fra Krotonarterne,
ikke videre kønne, graagrønne, tornede Planter, der afgive til-
strækkelig Skygge til at udelukke Dannelsen af en god Græsbund,
men hvis smalle, ret sparsomme Blade i den tørre Tid skrumpe
saa meget ind, at de ikke kunne skærme Jorden tilstrækkelig
mod Solens brændende Straaler, saa at den udtørres og for-
brændes. Krotonkrattet er den vestindiske Jordbunds onde Prin-
cip, som Lyngen er de jyske Heders. Af andre Kratplanter bi-
drage Kaktus- og Agavearterne især til dets Uigennemtrænge-
lighed. Kaktusen, som vi alle kende fra Drivhuse og Stuekultur,
findes her vildtvoksende i mangfoldige Arter; en særegen Art
bærer en smuk rød Frugt, som indeholder en velsmagende,
syrlig, meget lædskende Saft, men den er ikke let at suge ud,
da den er ganske tæt besat med haarfine, løst siddende Pigge,
som trænge ind i Huden paa Fingre og Læber, ere vanskelige
at pille ud igen og foraarsage Svie og Kløe. Agaven vokser
op som en stor Busk af 3—4' lange, tykke og 2—4" brede
Blade, stive som Staalklinger, langs Kanterne besatte med stive
Pigge og endende i en Spids med en Pig saa stærk og spids