Atuagagdliutit - 27.01.1955, Blaðsíða 5

Undervisning, havearbejde, systue,
hobbyværksted, motorlære, husgerning,
Indbyggerne i Ribe — domkirke-
byen, byen med de mange storkere-
der o. m. m. — gned øjnene og
spurgte sig selv, om de nu også så
rigtigt, da de en dag i begyndelsen af
maj måned i fjor så en gruppe unge
piger og mænd, alle sorthårede og
mørke i løden, klædt i farvestrålen-
de dragter, gå hen over domkirke-
pladsen i byens hjerte. Var det...?
Jo, det var grønlændere.
Nok er Ribeboerne vant til at se
turister; sommeren igennem passerer
strømme af fremmede gennem byens
historiske gader: Englændere og
amerikanere, franskmænd og italie-
nere, australiere og afrikanere, nord-
mænd og svenskere — og så natur-
ligvis tusinder af danskere fra Ged-
ser til Skagen, men alligevel — turi-
ster så højt Ira nord, landsmænd fra
det fjerne Grønland. Det havde man
nu aldrig oplevet før i Danmarks
ældste by.
Det var nu heller ikke grønlandske
turister, men udskrevne grønlandske
tuberkulosepatienter, der for nogle
måneder skulle tage ophold i Ribes
omegn, på „Snepsgård“ 8 km uden-
for byen. Og for dem alle gjaldt den
lykkelige kendsgerning, at de af læ-
gerne på sanatorierne og hospitalerne
var erklæret raske og kunne rejse
hjem til Grønland, når et kort re-
kreationsophold på „Snepsgaard"
havde givet nogenlunde vished for,
at de atter egnede sig til at træde
ud i det praktiske liv oven på måne-
ders sengeleje, behandlinger og reg-
lementerede patienttilværelse.
Hvad er „Snepsgård“?
Et sanatorium, et hospital eller
maske et rekreationshjem? Egentlig
ingen af delene. Som navnet antyder,
»Snepsgård" en gård. Indtil for
fa år siden har gården været sæde
f°r et mindre landbrug med 100 tdr.
land marskjord og hedeplantage som
Økonomisk basis.
For nogle år siden oprettede ar-
bejdsministeriet rundt omkring i lan-
i et en lække arbejdsmandskursus
med det formål at give ufaglærte ar-
bejdere mulighed for at udnytte for
eks. en ledighedsperiode i vinter-
halvåret til supplerende faglig ud-
dannelse af kortere varighed. Ar-
bejdsministeriet fandt „Snepsgård"
ideel som fast hjemsted for et sådant
kursus, købte gården incl. de 100 tdr.
land, istandsatte den og lavede til-
bygninger med det nye formål for
øje. Men „Snepsgård“s særpræg var
bibeholdt. Den ligner stadig en
smuk, velholdt sønderjydsk land-
brugsejendom, som den ligger der
med sine hvidkalkede længer og ly-
ser op i det store ensomme hedeland-
skab langt fra alfarvej.
Indtil nu har utallige danske arbej-
dere hentet nyttige kundskaber og
erfaringer i løbet af et 3-ugers op-
hold på gården, hvor lærere og in-
struktører er fuldt beskæftiget med
at lære fra sig indenfor områder som
betonstø])njng) motorpasning, rør-
lægning 0g bygningsarbejde. Men
sidste sommer, nærmere betegnet
omkring den maj, rykkede med
kort varsel 60 grønlændere ind på
„Snepsgård“ 0g tog lokalerne i be-
siddelse, efter at vintersæsonens sid-
ste hold kursuselever havde forladt
gården. Statsministeriet havde efter
udflugter og meget mere
aftale med arbejdsministeriet lejet
„Snepsgård“, som i de kommende
4% måned kom til ,at tjene som på
een gang rekreationshjem og skole
for udskrevne grønlandske sanato-
riepatienter.
For ialt 100 patienter har „Sneps-
gård“ i løbet af sommeren været
overgangsstadiet mellem sanatorieop-
hold og hjemrejse. Hvordan er så ti-
den gået på „Snepsgård“?
Først og fremmest er samtlige
grønlændere vist enige om, at ophol-
det i den dejlige natur og på en „rig-
tig bondegård" — selv om høns og
kyllinger var den eneste besætning
__har været en stor oplevelse, som
mange — ikke mindst københavnere
og andre byboere — vil misunde
dem. Men derudover har tilværelsen
på „Snepsgård" været præget af ar-
bejde, undervisning og fritidsbe-
skæftigelse, ind imellem afbrudt at
underholdning, udflugter eller spad-
sereture i hedeplantagen.
Først lidt om arbejdet og under-
visningen.
Den eneste arbejdspligt på gården
bestod stort set kun i, at enhver skul-
le rede sin seng hver morgen. Egent-
lig rengøring tog gårdens faste pei-
sonale sig af, men for de patientel,
der havde lyst — og det havde næ-
sten alle — var der fuldt op af ar-
bejde.
Snepsgårds have skulle rives og
beplantes, og ukrudt skulle fjernes.
Med lidt betænkelighed gav de
mandlige patienter sig i lag med det-
te mærkelige arbejde, hvor man hele
tiden må skelne mellem „nyttige"
planter, som der hæges om, og „ikke
nyttige" planter, som man uden vi-
dere river op og smider væk — og
det er svært, når man ikke rigtig
kender alle de mange forskellige
blomster, urter og ukrudtsplanter,
som vokser dernede i Danmark.
Et hus skal stadig vedligeholdes,
og på en gård er der altid noget at
tage fat på til den ende, sa patien-
terne kunne altid — hvis de mang-
lede noget at tage sig til — gå igang
med at male facader, save brænde,
eller rydde op i udbygningerne.
Hver kvindelig patient kunne een
gang om ugen få lejlighed til fra
morgen til aften at hjælpe til i
„Snepsgård“s store husholdning,
som blev forestået af forstanderens
hustru. Det var et arbejde, der var
rift om, for først og fremmest var det
spændende al arbejde i et køkken,
hvor alle dagens måltider til ofte
mere end 60 personer planlægges og
forberedes, men desuden tilfaldt der
medhjælperen et lille vederlag til
supplering af lommepengene.
I systuen arbejdedes der på livet
løs med symaskiner, nål og tråd un-
der ledelse af en håndarbejdslærer-
inde. Det var ikke nødvendigt for de
kvindelige patienter at købe færdig-
syede kjoler, sålænge de opholdt sig
På „Snepsgård". Syningen klarede
de selv og de, der ikke kunne sy, før
de kom på „Snepsgård", fik det lært,
inden de tog derfra.
I hobby værkstedet foregik der lidt
af hvert. Her blev skåret i ben, byg-
get kajakker, flettet kurve og bakker
og formet figurer i vægsten. I hob-
byværkstedet var der altid fuldt hus
af virkelystne patienter, så husflids-
læreren engang imellem måtte be-
grænse tilgangen, for at alle kunne
få plads ved værkstedets borde.
Undervisningen i motorkundskab
gav de mandlige patienter et nyttigt
indblik i maskinernes funktioner og
deres pasning. Og det blev ikke bare
ved teorien, for ude på „Snepsgård“s
gårdsplads stod ikke mindre end 3
motorer, hvoraf den ene var i fuldt
køredygtig stand, så eleverne kunne
få lejlighed til at prøve deres nyer-
hvervede kundskaber i praksis. Hele
holdet glinsede af olie og benzin un-
der en sådan lektion, og alle hænder
var i beskæftigelse under motorlæ-
rerens kyndige vejledning.
Medens dette stod på, sad der et
andet hold elever bojet over bøger og
skrivehefter inde i Snepsgårds skole-
stue. Hver dag — formiddag og ef-
termiddag — var der undervisning
i dansk og regning °S enkelte timer
var reserveret undervisningen i
samfundslære.
Når vejret var godt, og pligterne
bragt af vejen, kunne det ske, at en
rutebil rullede op foran Snepsgårds
hovedbygning, og det betød udflugt
med medbragte madpakker og soda-
vand. Patienterne har været på tur
til Rømø, livor alle deltog i en guds-
tjeneste i byens meget gamle og sær-
prægede kirke.
De har besøgt Kruså ved den
dansk-tyske grænse, har sejlet med
hjuldamper på Silkeborgsøerne til
Himmelbjerget. I Esbjerg beså pati-
enterne med stor interesse fiskerian-
lægget i denne store havneby.
På jernstøberiet og lædervarefabri-
ken i Ribe fik patienterne et indblik
i livet og arbejdet på store virksom-
heder, og her var meget at se og lære.
Når dagen på Snepsgård var endt,
og aftenkaffen stod dampende på
bordet i spisestuen, kom sangbøgerne
frem, og sangen tonede lyst og stem-
ningsfuldt ud over den sønderjydske
hede. Og del kunne hænde, at films-
apparatet begyndte at snurre, når
Snepsgårds regnskabsfører Boesen
havde sørget for al få nogle gode
film hjem, og sådanne filmsaftener
var der ingen, der ville gå glip af.
Det kunne ske, at Ribe eller de
omliggende byer indbød til fest, som
f. eks. da „tulipanfesten" •— byfesten
— løb af stabelen inde i Ribe. Fra
hele Sønderjylland var folk strøm-
met til for at se de smukke optog
køre gennem byens gader, og en af
de lokale avisers omtale af begiven-
heden lyder således: „Den største
oplevelse indtraf, da en blomster-
smykket lastbil med grønlandske pa-
tienter fra „Snepsgård" kørte gen-
nem gaderne. På lastbilens tag stod
en kæmpe-isbjørn lavet udelukkende
af blomster, og på bilens lad stod
isbjørnens skabere i festlige national-
dragter. En stor kajakmand på bilens
køler udelukkede enhver tvivl om, at
det var grønlandske patienter, der
med dette bidrag til byfesten ville
takke Ribeboerne for godt naboskab"
Men for at vende tilbage til bag-
grunden for de grønlandske patien-
ters ophold på „Snepsgård":
Selvom alle patienterne dernede
var udskrevet fra sanatorierne og
stod overfor hjemrejsen til Grønland
gjaldt det om at sikre sig, at alle nu
også var raske, så de uden risiko
kunne Vende hjem. Derfor havde
Snepsgård sin egen sygeplejerske —
en ung grønlænderinde — og hver
uge kom overlæge Lorenzen fra
Spangsbjerg sanatorium med rønt-
genvogn og sygeplejersker på besøg.
Hver jiatient blev undersøgt og kur
og behandlinger blev ordineret.
Hvordan er så det almindelige ind-
tryk af patienterne på „Snepsgård"?
Spørgsmålet besvares af Sneps-
gårds forstander Jens Jensen. „Vi
har", siger forstanderen, „haft me-
gen glæde af grønlænderne på
Snepsgård. De har alle opført sig
ualmindelig fint og eksemplarisk,
og gårdens personale, indbefattet
min kone og jeg selv, kan kun ud-
trykke håbet om, at Snepsgård igen
til foråret bliver samlingssted — re-
kreationshjem og skole — for grøn-
landske patienter forinden hjemrej-
se til Grønland, yj synes, vi har ind-
høstet meget betydelige erfaringer
i sommer, 0g skulle vi komme igang
igen hernede, nærer jeg ingen tvivl
om, at statsministeriet på basis af
disse erfaringer vil tilrettelægge en
udvidet „revalideringsplan", som
fremover vil kunne være af værdi-
fuld betydning for hver enkelt af
de grønlandske patineter og dermed
for det grønlandske samfund".
5